Rulletrappen

»Jeg er på Kentucky Fried Chicken med min kærestes papmor og min kærestes lillesøster, da jeg hører et kæmpe brag. Først tror jeg, at det er lyden af en bombe, så jeg venter på det vindpust, man altid ser i film. Men det kommer ikke. Alle styrter mod rulletrappen ned til 1. sal. Folk giver deres børn til fremmede for at få dem længere frem og kaster tomme klapvogne og barnevogne hen over plateauet for at få frie hænder«.

»Jeg er i Field’s for at købe ind med min hustru, men vi gør det hver for sig. Jeg er tørstig og står i kø til Burger King. Jeg hører et skud til venstre for mig og forstår, at det her er alvorligt, men der er ingen tid til at tænke. Jeg løber med hele flokken til rulletrappen. Der går ikke mere end et par sekunder, så ser jeg gerningsmanden for enden af rulletrappen. Folk skubber og maser. Jeg befinder mig midt på rulletrappen og lidt hævet over gerningsmanden. Jeg ser ham meget tydeligt. Han vender sit skydevåben og går lidt væk. Mens han lader sit våben, tager jeg min telefon frem. Jeg skriver til min hustru: »Hvis jeg dør nu, skal du vide, jeg elsker dig««.

»Vi er så mange mennesker på den rulletrappe, at det ikke er en mulighed at løbe. Det går megahurtigt, og det tager ham kun splitsekunder at lade geværet og skyde. Jeg hører skrig og så skuddene. Det er ubeskriveligt højt. Det runger og overdøver alt. Han skyder to gange og rammer to kvinder, der står et par meter foran mig. Han lader geværet mellem skuddene. De to kvinder kollapser. Jeg fryser, mens han skyder. Folk flygter for livet og begynder at løbe op ad rulletrappen. Jeg ender med at ligge ned på rulletrappen. Folk træder på mig, og jeg bliver holdt nede. Ligesom hvis man bliver mast til en koncert«.

»Den ene kvinde bliver skudt i skulderen og benet. Hun står 10-15 meter foran mig. Da hun bliver skudt, kaster vi os alle ned på rulletrappen. Skuddet rammer glasset, og rulletrappen går i stå«.

»Pludselig stopper rulletrappen. Der er helt stille omkring mig. Jeg ligger i fosterstilling på siden. En ung fyr sidder op ad mit baglår. Vores hoveder er stort set lige ved siden af hinanden. Jeg kan kigge hen over min skulder. Den unge fyr sidder med ansigtet direkte mod gerningsmanden. Jeg ser, at gerningsmanden sigter på os. Gerningsmanden råber: »Du er ikke et rigtigt menneske« til den unge fyr. Den unge fyr beder om nåde, helt rystende i stemmen. »Please, du må ikke skyde«, siger han. Jeg kigger væk og ligger bare og tænker: »Fuck, fuck, fuck, fuck«. Jeg når at tænke, om det kommer til at gøre ondt, og om jeg vil gå ud som et lys«.

»Jeg tror, han vil dreje sig og skyde os. Jeg har nogle interessante tanker, mens han går frem og tilbage foran os. Det er nogle lange sekunder. Min første tanke er: »Kommer det til at gøre ondt?«. Min anden tanke er: »Det er bittert at skulle dø, og jeg er lidt for ung til at dø, men jeg fortryder ikke mit liv«. Den tanke kommer bag på mig. Normalt er jeg kritisk over for mig selv. Jeg presser mig selv meget. I det øjeblik føler jeg bare, at jeg har levet modigt. Det er en helt ny måde at se mig selv på. Min tredje tanke er: »Åh nej, sikke en masse bøvl og smerte, jeg kommer til at skabe for min familie med min pludselige død««.

»Han er meget intens. Hans øjne er nærmest sorte«.

»Vi sidder fast. Han vil skyde igen. Han virker psykotisk. Han skyder ikke«.

»Der er stille et par sekunder. Så brøler han. Han står med armene ned langs siden og kigger op, så der er fri passage ned til maven. Han bruger ikke nogen ord, det er en slags frustration eller hævnråb. Det runger helt vildt i centret, så højt er det. Jeg har lukket øjnene for at spille død«.

»Han forsvinder op på 2. sal til restaurantområdet. Nogen råber: »Løb, løb, løb!«. Jeg løber hen over den sårede kvinde, som er smurt ind i blod«.

»Jeg kan mærke, at den unge fyr rejser sig. Det tager jeg som mit tegn til, at der er fri bane, så jeg rejser mig også. Der er to-tre trin ned ad rulletrappen. Til venstre for mig ligger en ung pige med ansigtet ned i rulletrappen. Jeg er ikke i tvivl om, at hun er død. Den anden kvinde ligger på ryggen. Der er blod ud over det hele, og hendes øjne flakker. Da jeg træder hen over hende, holder jeg hende på brystet. Hun kigger mig i øjnene, og så lukker hun dem«.

»Jeg skjuler mig i vores køkken bag noget inventar. Jeg sidder, så jeg kan se ud på, hvad der foregår. På rulletrappen ligger tasker, barnevogne, og på gulvet ligger en pige og en kvinde, som er blevet skudt.

Jeg ser kvindens skade i låret. Det ser ud, som om der er taget 10 gange 10 centimeter ud af hendes lår. Der er to personer i gang med at hjælpe hende. Jeg råber til en af mine kolleger i restauranten, at han skal hente nogle af vores uniformer, og at han kraftedme skal skynde sig. En af dem, der sidder med kvinden, ser, at jeg har bælte på.

Han råber: »Bæltet, bæltet!«. Jeg går ned og rykker bæltet af, og vi forbinder såret stramt. Kvinden er ved bevidsthed. Hun klager sig. Hun har ondt. Hun siger, at hun er blevet skudt i ryggen«.

»Til højre for rulletrappen ligger en tøjbutik. Der står en masse mennesker i prøverummene. Jeg tænker, at jeg ikke skal derind, for der kan man bare rive et gardin fra, og så er det slut. I stedet løber jeg ind i baglokalet. Det er meget småt, og der står et bord med en computer på. Jeg ser, at der er en lem i loftet med en stige. Jeg kravler op ad stigen og får den trukket op under mig«.

»Pigen, der er blevet skudt, ligger med ansigtet nedad i en unaturlig stilling. Hun bevæger sig ikke. Jeg beder min kollega tage hendes puls. Han kan ikke finde den. Jeg tænker: »Hun er død«. Den sårede kvinde bliver ved med at spørge efter sin datter, som hun er kommet væk fra. Hun siger et navn og et telefonnummer, vi skal ringe til. Men det har vi ikke tid til. Jeg ser over på pigen, som nok er død. Hun har en alder, så hun kunne være hendes datter. »Shit«, tænker jeg, »det er hendes datter«. Men kvinden ser hende ikke. Jeg siger: »Din datter er her ikke. Hun er helt sikkert kommet ud af Field’s«. Jeg har megadårlig samvittighed, for jeg føler mig sikker på, at hendes datter ligger død ved siden, og at jeg lyver«.

»Jeg ringer til min mor. Jeg siger: »Jeg er i Field’s, der er nogen, der skyder«. Jeg siger det et par gange, før min mor forstår det«.

»Jeg er sådan én, der bliver dårlig og besvimer, når jeg ser blod. I den her situation er det noget andet. Jeg er presset, men det er, som om kroppen siger: »Ikke denne gang«. Det er næsten kun mig, der taler til den sårede kvinde. Jeg må bare finde på noget dumt at tale om for at holde hende ved bevidsthed. Hun holder af at lave kager. Jeg spørger, om jordbær eller hindbær er bedst? Mandler eller hasselnødder? Jeg spørger til ferier: »Foretrækker du Spanien eller Italien?«. På et tidspunkt klemmer hun min hånd rigtig hårdt. Hun orker ikke at tale, men vil lade mig vide, at hun stadig er der«.

»Efter noget tid slår jeg stigen ned igen og løber ud til en bagtrappe, der fører ud til en dør«.

»Jeg forlader den sårede kvinde og løber over mod en elevator, hvor jeg ser en betjent med maskinpistol. »Kom og hjælp!«.

Jeg løber tilbage til den sårede kvinde, og et minut senere kommer der tre-fire betjente. Jeg siger: »En dame er skudt i ryggen. Pigen har ingen puls. Vi tror, hun er død«. De trækker den sårede kvinde ind i tøjbutikken overfor.

Jeg holder hendes hånd hele vejen. Hun skriger. Der er et stort blodspor fra rulletrappen ind til tøjbutikken. Betjentene arbejder på hendes lårskade. Samtidig giver de mig et gazekompres, som jeg skal trykke så hårdt som muligt mod hendes sår, når de løfter hende. De tæller 1-2-3 og løfter. Kvinden skriger.

De finder en stor båre af stof, som hun bliver lagt op på. Jeg løfter båren sammen med betjentene. Hun skriger igen. Jeg dirigerer båren mod udgangen, for jeg kender Field’s bedre, end de gør. Båren er megatung. Turen ud af centret føles som en evighed. Vi kommer ud ad hovedindgangen ved den ene kiosk og overgiver hende til ambulancefolkene.

De spørger, om jeg er pårørende. Jeg siger nej. Så tager de hende derfra«.