Kapitel 5
Food Court
Den øverste etage i Field’s er spiseområdet med restauranter. Gerningsmanden bevæger sig via rulletrappen derop.
Mahdi al-Wazni
»Jeg står foran Sunset Boulevard med min familie og venter på at bestille mad. Der lyder to høje brag, folk begynder at skrige og løbe.
Pludselig kan jeg ikke finde min 2-årige datter, så jeg begynder at løbe rundt for at finde hende. Der kommer en mand på gangen uden for restauranten. Cirka 50 meter fra mig.
Han er klædt i militærshorts og hvid undertrøje og bærer på en stor riffel. Jeg hiver min telefon frem og begynder at filme ham med min telefon.
Jeg får øjenkontakt med ham. »Slå mig nu ihjel«, siger han. Han sigter ikke på mig med riflen, og jeg er ikke bange.
Selv om det er meget voldsomt, tænker jeg kun på at finde min datter. Gerningsmanden råber: »Det er ikke ægte«, og: »Jeg er ikke ægte«. Så vender han sig om og løber væk, mens han råber mærkelige lyde«.
Haci Bayram
»Jeg er i gang med at tage imod bestilling fra et bord i restauranten, da jeg hører nogle brag. Ved det andet eller tredje brag er der en udefra, der råber, at vi alle sammen skal dukke os. Så kan jeg godt regne ud, at den er gal«.
Freja Marie Teil Lindgaard
»Min veninde og jeg venter på vores mad på Dalle Valle, da vi hører en person råbe, at vi skal lægge os ned. Måden, det bliver råbt på, gør, at jeg reagerer, før jeg tænker. Jeg lægger mig på maven på gulvet foran bordet, og min veninde sidder på hug under bordet. Så kommer der to skud, og jeg kan mærke alting synke sammen inden i mig. Jeg ved godt, at det er skud, selv om jeg ikke har hørt lyden før. Min mor arbejder i militæret og har forklaret, hvordan det lyder: som en metalplade, der bliver tabt«.
Josefine Top-Jensen
»Jeg er på The American med fire veninder. Der lyder et skud, og der opstår panik. To af mine veninder river os andre med ud i restaurantens køkken. Det er et aflangt rum uden dør, bare en åben dørkarm. Da vi løber, kommer endnu et skud. Vi ligger derinde i en klump bagerst i lokalet. Der kommer flere skud. Jeg hører skrig efterfulgt af stilhed«.
Adil Bayhan
»Vi er måske 30 mennesker i køkkenet, der bare ligger oven på hinanden. Vi kan høre, at der bliver skudt. Lyden er meget tæt på. Jeg stikker hovedet ud og kan se, at gerningsmanden kommer mod vores restaurant. Han har sit våben i hånden«.
Josefine Top-Jensen
»Gerningsmanden løber forbi restauranten og skyder ind. Folk skriger og græder«.
Adil Bayhan
»Da han skyder igen, kan man virkelig høre den der lyd lige ved siden af ørerne: Dumm! Det giver et rigtigt ekko. Det er meget tæt på. Min bror siger: »Så er det nu. Vi skal være meget stille«. Jeg venter 4-5 minutter, så hører man igen skud, to gange efter hinanden. Det er lige foran vores restaurant. Gerningsmanden råber: »Kom frem! Kom frem!««.
Josefine Top-Jensen
»Mine veninder tager nogle metalfade, som de kan beskytte sig med. Flere af de andre i køkkenet prøver at stoppe dem, fordi det larmer. Vi ligger helt tæt. Min ene veninde kigger jeg i øjnene. Jeg græder ikke. Min anden veninde er halvt besvimet og tuder helt vildt. Jeg siger om og om igen: »Det er okay. Vi kommer ud. Der sker os ikke noget«. Jeg tror ikke selv på det«.
Adil Bayhan
»En medarbejder fra en af de andre restauranter kommer ind og siger, at der ligger to personer ved rulletrappen. Det er vist chefen for Kentucky Fried Chicken. Han har blod på hænderne og siger, at han har brug for viskestykker. Jeg prøver at finde nogle viskestykker og går hen til rulletrappen. For enden ligger en kvinde. Hun bløder bare igennem«.
Haci Bayram
»Vi er i hvert fald over 200 mennesker inde i køkkenet. Måske tættere på 300. Folk skubber, der er ingen plads, og den bagerste del kan ikke få luft. Jeg er bange for, at der er nogen, der vil besvime. Jeg råber højt: »Nu skal I lige lytte til mig. Vi bliver nødt til at tage det med ro og hjælpe hinanden««.
Freja Marie Teil Lindgaard
»Det er varmt, tæt og klaustrofobisk. En af medarbejderne på Dalle Valle råber, at han er i kontakt med politiet. En høj mørk fyr i 30’erne med tætbarberet fuldskæg. Han virker, som om han har fuldstændig styr på situationen«.
Haci Bayram
»Jeg forsøger at bevare roen. Andre er så bange, at jeg aldrig har set nogen være så bange. Det er helt unge piger, men også voksne mænd, der er større end mig selv, som er helt færdige. De græder, ligger på gulvet, krammer deres koner. En kvinde spørger, om hun må gemme sig i ovnen«.