Min menstruation er forsinket. Det har jeg ikke prøvet før. Jeg har altid været regelmæssig med en cyklus på 26-27 dage.
Min første tanke er, at der nok er noget galt med min kost. Jeg er medicinstuderende og i gang med et kursus om fordøjelse. Jeg har lært, at når kvinder spiser forkert, får de ofte uregelmæssig menstruation. Og jeg er vegetar.
Jeg ringer til min mor. Hun står i lufthavnen og er på vej til udlandet. Jeg skal ringe til lægen og tage en graviditetstest på forhånd, foreslår hun. »For det vil han helt sikkert bede dig om«.
Jeg står på toilettet i en sportshal, da jeg vil tage graviditetstesten. Jeg har spiral. Så jeg er næppe gravid. Med to fingre føler jeg efter i min skede, om spiralen sidder, hvor den skal. Det føles rigtigt.
