»Det kunne være fedt at kunne sejle ned igennem kanalerne og se noget grønt under sig. At der er liv i stedet for cykler og bøtter«

Ude, hvor vandet fra Aarhusbugten slår ind i kanalerne ved den nye bydel Aarhus Ø, ligger en sort murerspand lidt på skrå og skvulper.

Op kommer en dykker, man ser hans gummiklædte hoved og hånden, der griber ned i spanden, tager fat i en håndfuld tynde stængler og forsvinder igen i det brungrønne vand. Han er rejst hertil hele vejen fra Møn for at gøre havbunden lidt grønnere. Længere henne ad kanalen dukker andre dykkere op ved deres spande igen og igen. På de lave broer stopper folk på tur op og glor nysgerrigt.

Politiken læst op

Det kunne være fedt at kunne sejle ned igennem kanalerne og se noget grønt under sig. At der er liv i stedet for cykler og bøtter

Det kunne være fedt at kunne sejle ned igennem kanalerne og se noget grønt under sig. At der er liv i stedet for cykler og bøtter Det kunne være fedt at kunne sejle ned igennem kanalerne og se noget grønt under sig. At der er liv i stedet for cykler og bøtter

Henter…

11:31

Denne sommersøndag, hvor badegæster springer i vandet og spiser is i solen, er frivillige i gang med at tilplante kanalen med ålegræs. En for en stikkes stænglerne ned i bunden med 10-15 centimeters afstand, 3-4 meter under vandoverfladen. Her skal de formere sig via rodnettet, ganske som ukrudtsplanten skvalderkål gør i haverne.

Den nærmest magiske bundplante er blevet genstand for stadig flere danskeres frivillige indsats, fordi de ved, at ålegræsset kan gøre noget godt for vores skrantende havmiljø, svindende fiskebestande og klimaet i al almindelighed.

Det gælder blandt andet Agnes Skovgaard, som subsurfer på kanalerne og er i familie med nogle sportsfiskere. Bænket ved et bord ud til kanalen vikler hun nænsomt et stykke ståltråd rundt om en ålegræsstikling og et søm, så planten bliver klar til udplantning.

»Det er fedt at mødes med andre, som tænker på vandmiljøet. Så virker det ikke helt så håbløst. Helt konkret er det godt at mærke den kærlighed, hver enkelt lille ålegræsstikling får. Fordi det hele er så håndholdt og så tæt på«, siger Agnes Skovgaard, som er i 20’erne og har trukket en sporty kasket over det blonde hår for at beskytte sig mod solen.

Hun lægger sin planteklare stikling ned i en spand, fisker en ny op og fortæller, at de »hardcore facts« om havets tilstand bekymrer hende. Et havområde så stort som Fyn ligger så godt som dødt hen, har hun fået at vide.

»Det er nærmest som en ørken. Tænk, hvis man kørte over Fyn, og det var lige så dødt som havbunden, helt svedet af, så var der nok nogen, der havde råbt vagt i gevær lang tid før. Nu er det bare lige under overfladen, det sker«, siger Agnes Skovgaard, som godt ved, at den frivillige indsats ikke gør det alene, hvis ålegræsset skal trives og gro.

Blandt andet skal der skæres kraftigt ned på de enorme mængder næringsstoffer, der udledes i det danske vandmiljø. Det skaber algevækst, gør vandet grumset og stjæler det lys, der er livsvigtigt for ålegræsset. Alligevel drømmer hun om, at den lokale planteaktion virker.

»Jeg synes, at vi skal tage en tur for at rette op på tingene her. Det kunne være fedt at kunne sejle ned igennem kanalerne og se noget grønt under sig. At der er liv i stedet for cykler og bøtter og sådan noget«, siger hun.

Ålegræs på dybt vand

Omkring hende er børn, unge og voksne i alle aldre i gang med at sætte stiklinger af ålegræs fast til søm. Andre udplantninger er typisk sket ude ved kyster og i fjorde, men i dag prøver projektet Kysthjælper at gøre ålegræsset til en sag også for byboere, der bare kommer forbi, fortæller havbiolog Erik Haar Nielsen, projektleder og ansat til jobbet af Danmarks Sportsfiskerforbund med støtte fra Velux Fonden.

»Vi planter ålegræs ud og får en masse god natur ud af det rundtom i landet. Hvis vi også kan gøre det bynært, bliver det lettere at vise folk, hvad vi laver. De kan følge dykkernes arbejde og selv være med. Det gør det lidt lettere at forstå de problemer, vi har under overfladen, siger Erik Haar Nielsen, som forventer, at vandet i kanalen er klart nok til, at ålegræsset kan leve, ligesom det gør i Københavns Havn. Der er god gennemstrømning af vand, og bunden ligger skærmet for bølgegang, som ellers kan genere de nye små skud.

Ålegræs er egentlig en blomsterplante, som både kan formere sig via rodnettet og via frø. Spredning med frø er dog langsommeligt og svært. Græsset har været meget udbredt, men i 1930’erne udryddede en sygdom cirka 90 procent af planterne. Siden voksede det frem igen, indtil alt for mange næringsstoffer gjorde havvandet grumset. Hvor græsset før kunne gro på 10-11 meter vand, er det nu presset helt inde på 2 meter mange steder. Uden lys kan planten ikke vokse, og ålegræsbedene er mange steder gået til igen.

Ålegræs er næsten godt for alt. Det optager næringsstoffer fra vandet, er levested for krabber, snegle, muslinger og fisk og gemmested for fiskeyngel og føde for mange af havets fugle. Desuden er havgræsser som ålegræs det næstbedste økosystem til at suge og opbevare CO₂, kun overgået af tundraområder.

Derfor giver det mening at give ålegræsset en kickstart. For nylig var der en kæmpe tilslutning fra lokale ved Assens, og ved Horsens Fjord dukkede 70 hjælpere op. Her i Aarhus skal man ikke melde sig til, men de fire bord-bænke-sæt er hele tiden besat i det smukke vejr.

»Vi har haft børnefamilier, der lige deltog i en halv time, og andre, som bare har fået en forklaring på, hvad vi laver«, siger Erik Haar Nielsen og bliver afbrudt af en mand, der slænger et par tomme spande op på bordet.

»Har I flere spirer parat? Det går hurtigt med så mange dykkere i vandet«, siger han og får stukket en ny spand med planteklart ålegræs i hånden.

Fiskekollaps

Der er et enormt behov for et bedre havmiljø, både i de danske farvande i almindelighed og i Aarhusbugten i særdeleshed, hvis man skal tro de lokale lystfiskere. Deres lystfiskerhistorier handler ikke om rekordfangster, for fiskene er få.

»Jeg har fisket herude i 43 år, og jeg har aldrig før oplevet, at der var så få fisk, som der er nu«, siger Torben Hougaard Jensen, som har været med ude at hente de ålegræsstiklinger, der nu bliver plantet ud. Han kigger lidt mismodig ud over bugten. Arne Bager, der er formand for lystfiskerne i Aarhus-området, supplerer:

»Vi er tæt på en total kollaps med fiskebestandene her. Vi kan se pelagiske fisk, altså makreller og hornfisk, der kommer sæsonmæssigt, fordi de er inde i vores farvande og gyde. Men fladfisk, torsk, næsten alle den slags fisk, er totalt væk«, siger lystfiskerformanden, som også er forbundets lokale natur- og miljøkoordinator. Han har været med til at sætte Kysthjælper i gang.

»Vi har i mange år haft den gode tradition, at frivillige og kommuner har forbedret søer og restaureret vandløb for at skabe bedre fiskebestande og biodiversitet, som vi kalder det på moderne dansk, ikke? Så fik vi den idé: Hvorfor ikke gå i gang med saltvandet også, det trænger sig mere og mere på«, siger Arne Bager.

Bag ham har kommende naboer i nyskabelsen Generationernes Hus samlet sig, og nogle ordner stiklinger, mens andre snakker. Det almennyttige hus er bygget til at samle folk fra alle generationer, både i boliger, daginstitutioner og beskyttede boliger, under ét tag.

Beboerne har hørt om ålegræsprojektet på sociale medier eller gennem bekendte. I stedet for at samles ved husets runde cafeborde, der lokker med fælles snak over caffe latte og kager, har de flyttet fællesskabet ud på molen. En har haft onde drømme om at skulle plante søm i bunden, for den slags er ikke sjove at få op i foden, som hun siger.

Men en anden beroliger.

»De søm ruster væk på to år, det er derfor, man bruger de allerdårligste søm«, smiler hun og glæder sig over, hvor meget fart der er på håndarbejdet.

»Det går stærkt. Vi har tømt tre bøtter. Wow, hvor er det godt!«.

En tredje funderer over, om projektet vil ændre hendes indstilling til ålegræs, når hun møder det ved stranden.

»Det er skønt at vide, at ålegræs er sådan en fantastisk plante. Jeg har altid syntes, det er lidt irriterende at gå igennem, når man bader. Men nu er det forandret. Når jeg ved, at det er godt for naturen, bliver det lidt mere romantisk at vade ud i«.

Bredes ud til hele landet

Tre unge sportsfiskere har sat et par timer af ved ålegræsbordene. De er af den engagerede slags, der også er frivillige ’smoltevagter’, som det hedder, når man jager skarven væk fra åer, hvor ny ørredyngel er sat ud.

»Vi elsker vores fisk, og så hører det med, at vi passer godt på dem. Vi vil gerne give dem nogle steder at leve, men vi har også brug for et godt klima. Ålegræs er bedre til at optage CO₂ end de fleste andre planter, så vi hjælper alle med det her projekt«, siger Johannes Vang, mens kammeraten bruger fagord om det iltsvind, der ødelægger fiskenes levesteder.

»Det er skrækkeligt med den eutrofiering, som der sker i vores søer og i havet på grund af næringsstoffer«, siger Markus Tjagvad.

Her i Aarhus er der fagpersoner, der hjælper med at vise de frivillige, hvordan ålegræsset skal håndteres. Men dette efterår er der en vejledning klar, så lokale frivillige selv kan gå i gang, oplyser Erik Haar Nielsen.

De gode råd kan dykkeren fra Møn godt bruge. Han savner i hvert fald ålegræsset der, hvor han kommer fra, fortæller han fra kanalen, mens han slænger sin tomme spand op på dykkerplatformen.

»Under Mønsbroen var der ålegræs over det hele, nu er det bare væk. Ålene forsvandt jo samtidig, vi havde en kæmpe åleindustri med masser af fiskere i Kalvehave. I dag er der kun én tilbage«, siger Per Christensen.

»Det varer lidt, før Kysthjælper kan komme til Møn. Så nu tog vi herop og plantede ålegræs for at se, hvordan det virker. Så kommer vi tilbage en anden gang for at se det gro«.

Da sidste dykker forlader det nu ret plumrede vand, er der plantet 3.500 ålegræsspirer.