Dovne og dvaske kroppe iført joggingbukser og tennissokker tøffer langsomt ind i den store kantine, hvor der breder sig en søvnig summen. Ved et af de postkasserøde langborde under ranker af lyskæder sidder en ung mørkhåret kvinde med briller. Hun sludrer med sin sidemakker, der får en sig en kop kaffe og en bolle med ost. Han er også ung og mørkhåret, og hans skægstubbe vidner om, at det er nogle dage siden, han sidst er blevet barberet. Og så sidder han i en elektrisk kørestol.
Klokken er otte om morgenen på Egmont Højskolen. Cecilie Strørup Stougaard på 21 år og Jonas Højmose Dreiøe på 22 spiser deres morgenmad i bordgruppe 5 i det store kantinelokale, hvor man gennem de brede vinduer kan fornemme gråvejret, der breder sig over Hou i Østjylland. De snakker om morgenmaden, men det går lidt langsommere end normalt. De snakker nemlig sammen ved, at Jonas laver håndalfabet, der er en forsimplet udgave af tegnsprog.
Jonas Højmose Dreiøe har cerebral parese. Det er et handikap, der for Jonas betyder, at han har spastiske lammelser i kroppen. Han kan ikke kommunikere verbalt, men han er ikke udfordret kognitivt. Han er meget bevidst. Hans krop følger bare ikke med bevidstheden. Derfor er han afhængig af en hjælpende hånd. Og den hånd har Cecilie Strørup Stougaard.
Sådan er der faktisk mange i Danmark, der har det. Næsten 700.000 danskere i alderen 16-64 år har et handikap, og 45 procent af de mennesker har et større handikap. Det svarer til cirka 313.000 personer.
