Pludselig slog det hende: »Hvem skal stå for min begravelse?«

Gravstenen kom først to uger efter bisættelsen. Det var Kathrine Fergum, der havde stået for at købe den, da hendes mor døde i sensommeren 2022. Så da gravstedet endeligt stod færdigt, besøgte hun det igen.

Hun fjernede de visne blomster fra bisættelsen og redte nogle blade væk med en rive.

Bagefter satte hun sig på en bænk og betragtede gravstenen.

Og lige der, mens hendes øjne løb hen over morens indgraverede navn, slog det hende: Hvem skal stå for min begravelse?

Hun havde sammen med sine to søstre naturligt været dem, der stod for morens begravelse. Men hun havde ikke selv fået børn.

Så hvem skulle egentlig stå for det praktiske, når hun skulle dø? Hvem ville myndighederne overhovedet kontakte? Nok hendes søstre. Men det var ikke dem, hun faktisk regnede for sin nærmeste familie. De havde hver deres lille familie at se til.

Hendes »flok«, som hun kalder dem, er nogle særligt tætte veninder, der i stedet for en almindelig familie er hendes livsvidner.

Men når hun dør, vil de ikke stå i systemet. Ligesom de børn, som hun aldrig har fået, heller ikke står der.

Og vil hendes flok overhovedet påtage sig ansvaret til den tid?

Alt det løb igennem hovedet på hende, mens hun sad på bænken og græd over sin døde mor.

Kathrine Fergum er nemlig en af dem, der har valgt ikke at få børn. På den måde er hun en lille del af en større udvikling, hvor vi som samfund sætter færre børn i verden. Men hvordan ser et barnfrit liv ud, og hvorfor vælger folk børnene fra?

En ikke-beslutning

Kathrine Fergum, der i dag er 49 år, har aldrig haft lyst til at få børn. Der var ikke nogen særlig grund til det. Ingen dårlig barndom eller arvelige sygdomme. Lysten var der simpelthen bare ikke.

Derfor så hun det heller ikke som et fravalg. Ligesom det ikke var et fravalg, at hun aldrig blev brandmand eller sprang ud i faldskærm.

»Som barn havde jeg heller aldrig tanken: ’Når jeg bliver stor, skal jeg have børn’. Det figurerede ikke i mine tanker om, hvordan mit liv skulle se ud«.

Det var en ikke-beslutning, som hun ikke tænkte videre over. Ligesom alle andre omkring hende havde hun travlt med sin uddannelse og ungdomslivet på Nørrebro, hvor hun boede sammen med sin ældste søster Christina. De to søskende var tætte, og ingen af dem ville selv stifte familie.

Men da hun kom i slut-20’erne, begyndte folk omkring hende at få børn, og de interessante samtaler i frokostpauserne begyndte at handle mere og mere om børn.

Det er ikke, fordi hun ikke kan lide børn. Hun syntes bare ikke, de er så interessante, at hun kan blive ved med at høre om deres tennistræning eller problemer i skolen.

»Og det er, som om dem, der får børn, selv forsvinder som mennesker. De bliver bare til forældre«.

Hun forstår dog godt hvorfor. Som familiebehandler i Københavns Kommune, hvor hun står for forskellige indsatser for at få hverdagen til at løbe rundt i familier, ser hun pressede forældre hver dag. Mennesker, der skal præstere som forældre og på arbejdet, samtidig med at de også gerne skal realisere sig selv.

Det er et pres, hun ikke kan forestille sig at skulle leve med. Altid være i tidsunderskud. Aldrig bare kunne være sig selv.

»Hvad ændrede sig?«

Men en dag var Kathrine Fergum, da hun var 29, hjemme at besøge sine forældre i deres lejlighed på Frederiksberg. Hun sad og talte med sin mor i deres sorte lædersofa, da moren sagde:

»Har du hørt, at Christina er gravid?«.

Hun blev overrasket. Søsteren havde ikke fortalt hende noget. Hvorfor havde hun ikke det?

Efter at have vendt det i hovedet dagen efter ringede hun til sin søster.

»Jeg kan forstå, at jeg skal sige tillykke«, var det første Kathrine Fergum husker, at hun sagde.

Efter lidt tid svarede søsteren:

»Ja. Det er rigtigt«.

»Hvad ændrede sig?«, spurgte hun.

Men det kunne søsteren ikke rigtig sige, og hun fornemmede, at hun ikke skulle bore mere i det. Så snakken bevægede sig videre, uden at de vendte tilbage til graviditeten.

Finde sin egen flok

Kathrine Fergum var glad på sin søsters vegne. Men alligevel ændrede søsterens graviditet noget. Det var, som om et tog var kørt uden hende. Selv hendes ældste søster var nu steget på. Og tilbage stod hun alene på perronen.

»Det gik op for mig, at det, jeg ikke havde set som et fravalg, fik konsekvenser for mit liv«.

Når hun for eksempel gerne ville i biografen en aften, blev det sværere og sværere for hende at finde venner, der havde tid. Så hun besluttede sig for at finde andre ligesindede, som hun kunne dele sit liv med.

Foto: Nichlas Pollier

På nettet fandt hun en gruppe, hvor man kunne søge nye veninder. Hun skrev, at hun ledte efter andre kvinder, der ikke havde børn.

Og så begyndte hun at gå på veninde-dating. Efter nogle mislykkedes forsøg fandt hun en service, hvor man blev matchet med en hel gruppe singlekvinder.

To uger efter mødtes hun med fem andre kvinder på en café. Særligt en af kvinderne fangede hendes opmærksomhed. Hendes navn var Signe, og hun havde heller aldrig fået børn. De to kvinder faldt hurtigt i snak.

Næste gang gruppen mødtes, sørgede hun for at sætte sig ved siden af Signe, og igen hyggede de sig.

Efter den tredje tur blev de to kvinder enige om, at de fremover skulle ses alene. Her viste det sig, at Signe havde flere veninder, der heller ikke havde børn.

Måske var de langt flere derude, end hun havde troet.

Blanke sider i livets bog

I dag består hendes flok af Signe og Mette, der har en datter på 26. Hun har også andre veninder. Men de har mindre børn, så det er ikke helt det samme.

Men efter øjeblikket på kirkegården er hun begyndt at »planlægge for fremtiden«. Hendes flok skal blive større. De skal ikke bare være hendes livsvidner. De skal også være hendes sikkerhedsnet, hvis hun en dag bliver syg eller kommer i en krise.

Det har hun også talt med Signe om. De er godt klar over, at deres forhold ikke helt kan erstatte den betingelsesløse kærlighed, der ofte er mellem forældre og børn.

»Børn får man for resten af livet, men ens venner ved man ikke, om man har, når man er 80«.

Men frygten for at være alene, når man bliver gammel, er ikke et ordentligt argument for at få børn, mener Kathrine Fergum. Hun er glad for det liv, hun har indrettet sig i. Glad for, at hun ikke er en af de pressede forældre, hun ser overalt.

Friheden har dog en pris. Hun sammenligner livet med en bog, hvor mange af kapitlerne automatisk bliver skrevet, når man stifter familie. Der er barnedåben, den første skoledag, konfirmationen og studentergildet.

Men i Kathrine Fergums bog er der tusinde blanke sider, som hun selv skal udfylde.