Hun får sin heroin af kommunen
Julies lange rejse fra Jem & Fix til Valmuen
Hvorfor tager flere narkomaner ikke imod tilbuddet om gratis lægeordineret heroin? Det undrer 33-årige Julie Christensen, der har taget turen fra Istedgade til statskontrolleret stofbrug. To gange om dagen, syv dage om ugen, resten af livet.
Klokken 8.30 begynder Julie Christensen at blive utålmodig. Vi har talt i omkring en halv time i hendes ryddelige lille lejlighed på Bogholder Allé i Vanløse, da hun til sidst udbryder:
»Nå, venner; nu synes jeg, at vi skal af sted. Vi er allerede for sent på den til at nå lodtrækningen«.
Selv om Julie har sovet fint, kan man godt mærke, at hun er lettere rastløs og speedsnakkende. Hvis hun trækker den meget længere, begynder abstinenserne at indfinde sig. Derfor går vi hurtigt ned ad trapperne og de få hundrede meter hen til stoppestedet, hvor vi skal med linje 21, som to gange dagligt kører Julie Christensen frem og tilbage mellem hendes hjem og Tomsgårdsvej i det københavnske Nordvestkvarter.
Hun kender alle buschaufførerne og har efterhånden opbygget en gæld til det offentlige på flere hundrede tusinde kroner i ubetalte tog- og busbilletter i sit omtumlede 33-årige liv, fortæller Julie Christensen, da hun har placeret sig på sin foretrukne plads bagest i bussen.
Gennem de seneste fem år har Julie været i behandling med lægeordineret heroin, der siden 2010 har været et offentligt og forholdsvis ukendt tilbud fem steder i landet. Første gang hun hørte om behandlingsstedet Valmuen, var hun stiknarkoman og levede på bunden af samfundet i området ved Københavns Hovedbanegård og Istedgade.
Det undrede Julie, at nogle af de andre stofmisbrugere forsvandt et par timer og så kom tilbage og så ud til at have det mærkbart bedre. De fortalte hende om muligheden for at komme i behandling med den heroin, hun nat og dag jagtede med livet som indsats på det illegale marked.
»Jeg grinede og troede, det var en spøg. Lægeordineret heroin?! Valmuen lød mere som navnet på en børnehave, men så slog jeg det op på Google og fandt ud af, at den var god nok«.
Om morgenen er specialenheden for heroinbehandling med det særegne navn faktisk lidt af en børnehave, griner Julie. Selv om det kan synes ligegyldigt, om man får sin medicin fem minutter før eller senere, er det nærmest et spørgsmål om liv eller død for brugerne. Det er sådan noget, som de kan komme op at skændes eller ligefrem slås om.
Allerede ved elevatoren i kælderskakten, der fører op til Valmuens lokaler, er der kamp om at komme først. Tidligere dukkede nogle af brugerne op flere timer før de faste åbningstider, som er kl. 8.45-11.15 og 15-17 alle dage, men nu er systemet ændret, så det går millimeterretfærdigt til. Man trækker et nummer ved indgangen ligesom på apoteket, og herefter afgør en computer ved lodtrækning, hvem der skal ind til den overvågede medicinindtagelse og i hvilken rækkefølge.
»Velkommen til Valmuen. Dit nummer bliver kaldt på storskærmen«, står der på den lille seddel.
Det første sus
Valmuens venteværelse er et stort åbent lokale, hvor brugerne kan drikke kaffe, spise morgenmad og ryge en smøg på den store åbne terrasse med udsigt ned til en graffitimalet mur: ’Umenneskeligt’, står der. Den yngste bruger er en mand på 27 år; den ældste en kvinde på 73, og stemningen er påfaldende rolig denne tirsdag morgen i april.
Der er en stor overvægt af mænd, og i alt kommer omkring 50 brugere og indtager deres lægeordinerede heroin på Tomsgårdsvej. Mange ser ud til at være hårdt fysisk mærket af et liv med misbrug. En hel del har stadig et sidemisbrug af alkohol og stoffer som hash og opioider, hvis farlighed der for tiden er stor diskussion om. Men modsat de stoffer, man køber på gaden, er den lægeordinerede heroin helt ren og tages under sundhedsfagligt opsyn.
Julie Christensen trækker sit nummer, og da det bliver hendes tur, forsvinder hun ind i et stort lokale med fotografen i hælene og injicerer dagens første 120 milligram lægeordineret heroin i balden. Nogle af de andre brugere må tage over 400 milligram for at opnå den tilstrækkelige virkning.
Nogle minutter senere kommer Julie tilbage med en anderledes afslappet og skøn følelse i kroppen, end da vi sad i bussen, forklarer hun. Det er lidt som at glide ned i et varmt karbad.
Efter at have indtaget sin lægeordinerede heroin i Valmuens særlige personaleovervågede rum, skal man blive hængende i 10 minutter, før man må gå. Det skal sikre, at der ikke er noget, der går galt.
»Man lukker omverdenen ude, og alle ens problemer forsvinder ligesom. Alt er bare fantastisk«, forklarer Julie, der til gengæld får det dårligt af standardbehandlingen metadon, som ikke tager hendes trang til heroin.
Lykkefølelsen kan dog stadig ikke måle sig med det sus, som Julie fik, da hun første gang prøvede at ryge heroin. Det var til en privatfest for 10 år siden i Aarhus, hvor hun og hendes daværende kæreste, Jimmy, fik en gratis mulighed og traf det, hun i dag kalder »en ufatteligt dårlig beslutning«. Hvis man først én gang har oplevet suset fra heroin, kan man aldrig »nulstille kroppen«, og før man ser sig om, befinder man sig i »en ond trædemølle«.
Julies vej ind i stofmisbruget er atypisk i forhold til de fleste andre narkomaners, for hun begyndte ikke med at ryge hash eller tage kokain for så at arbejde sig ned mod bunden, siger hun.
»Vi startede med det absolut stærkeste stof, man kan få, og kastede os hovedløst ud i det uden egentlig at overveje konsekvenserne«.
To gange om dagen kommer Julie omkring Valmuen for at tage sin lægeordinerede heroin i trygge rammer.
Nogle vil sikkert mene, at der må være noget i Julies forhistorie, der kan forklare hendes valg. Ellers siger man vel ikke uden videre ja til brun rygeheroin ved en fest, selv om gæsterne lader til at være velfungerende unge mennesker. Men ifølge Julie kan hun hverken give sine forældre eller barndom skylden. Hun kommer fra et stabilt hjem i Høje-Taastrup med en lillesøster og en far, der var vicevært, og en mor, der arbejdede som pædagogmedhjælper.
Familien var hverken fattig eller rig og tog hver sommer på campingferie til Faxe. I folkeskolen var Julie efter eget udsagn en medløbertyper, der godt kunne presses ind i problemer og en pjækkedag, og samtidig lidt af en klassens klovn. Da hun for få år siden fik konstateret adhd, kom det ikke som en stor overraskelse. Men ellers var hendes opvækst ganske almindelig, fortæller hun.
I stedet for at gå i gymnasiet tog Julie en 2-årig handelsuddannelse og i gang med at blive advokatsekretær, da hun på nettet mødte Jimmy fra Vejle. De fulgtes ad til en julefrokost, og inden Julie så sig om, var de kærester og flyttet ind i et hus i byen Riis med egen Kia Picanto. Julie fik job i byggemarkedet Jem & Fix, hvis navn kan virke nærmest tragikomisk, når man tænker på hendes videre historie.
En betinget dom
Efter den skæbnesvangre fest i Aarhus blev Julie fyret fra Jem & Fix for at stjæle penge, der skulle dække Jimmys og hendes egne hastigt voksende udgifter til heroin. Snart var virkningen af at ryge det ikke nok længere, så de begyndte at tage det som indsprøjtning, hvilket var grænseoverskridende til at begynde med. Men man kom hurtigt efter det med andre narkomaners hjælp.
Siden flyttede kæresteparret til København og blev en del en af det hårde misbrugermiljø ved Hovedbanegården og Halmtorvet, hvor fixerummet H17 ligger, og hvor man bliver overfaldet og rullet for et godt ord. Pengene til heroinen skaffede de gennem indbrud og ved at sælge og smugle stoffer, indtil de sidst havde de så mange kriminelle forhold på samvittigheden, at Retten i Kolding gav dem begge 4 års fængsel.
Dommeren gjorde dog straffen betinget, hvis de gik i misbrugsbehandling, og på den måde havnede Julie på et center for lægeordineret heroin i København. Deres kæresteforhold gennem 8 år overlevede ikke deres fælles oplevelser, men de er stadigvæk venner og taler sammen flere gange om ugen.
Julies familie tog det pænere, »end hun selv ville have gjort«, da hun omsider lagde kortene på bordet og fortalte om sit stofmisbrug. Efter eget udsagn havde hun været død i dag uden deres opbakning og den hjælp, som hun fik fra behandlingssystemet, der har lagt Julies hverdag ind i nogle meget faste rammer. Det er nærmest en fuldtidsbeskæftigelse.
For nylig blev der offentliggjort en undersøgelse om erfaringerne med lægeordineret heroin i Danmark, og en af konklusionerne er, at kun få procent af de cirka 20.000 misbrugere af opioider tager imod tilbuddet. Faktisk er antallet af brugere faldet gennem årene, hvilket ifølge en af forfatterne, lektor Morten Hesse fra Center for Rusmiddelforskning, skyldes, at det er meget indgribende at møde fast op to gange om dagen. Derfor forlader mange behandlingen igen.
Efter en omtumlet tilværelse bor Julie alene i en lejlighed i Vanløse, ses med familie og venner og laver guidede ture på Vesterbro, hvor hun fortæller om sit tidligere liv som narkoman.
Julie fatter det ikke. Hvis man kan få et mere værdigt liv og slippe for kriminalitet og ulovlige stoffer, må det trods alt være bedre end alternativet. Hun har ikke selv noget sidemisbrug, siger hun, hun drikker knap nok og er holdt op med at ryge.
Måske skyldes den beskedne interesse, at mange stadig ikke kender tilbuddet om lægeordineret heroin, eller at det har fået et dårligt omdømme. Ligesom mange andre brugere synes hun, at navnet Valmuen er vildt upassende, for hvis man ikke forbinder det med en børnehave, skaber det associationer til en afghansk opiumsbule.
»Ordene betyder meget for mig. Engang var jeg narkoman, junkie, stofmisbruger, kald det, hvad du vil. Men i dag vil jeg gerne kaldes bruger. Jeg fixer ikke længere heroin eller taget stoffer, jeg injicerer et lægemiddel, og jeg har sgu en god livskvalitet«, siger Julie.
Et liv uden børn
Vi tager linje 21 tilbage til Vanløse og går en tur om Damhussøen, hvor Julie tit kommer med sin hund. På vejen passerer vi et hus, hvor hun af og til ordner haven og spiser middag med en sød bonusfamilie, der kender hendes fortid. I det hele taget har Julie mange fritidsinteresser, hun kører på elektrisk skateboard, går til fitness flere gange om ugen og kan godt lide at fiske med sin far.
Hun arbejder også for virksomheden Gadens Stemmer og viser gymnasieklasser og andre interesserede borgere rundt på Vesterbro. De får den uforfalskede historie om hendes tidligere liv på bunden og går forbi Hovedbanegården, H17, Mændenes Hjem og Mindestedet til ære for afdøde narkomaner, bl.a. hendes bedste ven. De fulgtes med bussen hen til Valmuen, indtil den 47-årige mand og far ikke svarede længere på grund af sit voldsomme sidemisbrug af alkohol.
»Der var en forfærdelig stemning heroppe i flere dage, og jeg var en af dem, der gik rundt og tudbrølede«, siger Julie.
Hun har også haft besøg af en amerikansk forsker fra Philadelphia, der er meget optaget af de danske erfaringer med lægeordineret heroin, og om de kan overføres til USA, hvor legalisering af opioider er et kæmpemæssigt diskussionsemne. Selv er Julie ikke et sekund i tvivl om, hvor hun står i debatten: Hun er imod fri hash og hårde stoffer, selv om det kan virke paradoksalt for andre, når hun to gange dagligt får lægeordineret heroin.
»For Guds skyld nej. Det vil være en katastrofe. Vanvittigt. Jeg er bare sikker på, at det vil give flere problemer, end hvad godt er. Bare se på de store amerikanske byer, hvor fentanylmisbrugere går rundt som zombier. At gøre noget tilgængeligt, som slår folk ihjel og kunne være sjovt at prøve«.
Dagens sidste stik
Nogle af kriterierne for at komme i behandling med lægeordineret heroin er, at man skal være over 18 år og ikke må være gravid. Men det har Julie accepteret.
»Jeg ved godt, at det er ret urealistisk, at jeg nogensinde bliver medicinfri og får hus, mand og børn. Jeg vil være glad, hvis jeg bare har en fungerende hverdag, hvor jeg får min medicin, så jeg ikke har trang til at tage alle mulige illegale stoffer. Jeg er holdt op med at have store drømme, for jeg har lært, at man bliver sparket langt tilbage, hvis man ikke når dem. Så hellere have små mål«, siger hun.
Klokken 15.37 har Julie trukket nummer 16 i Valmuens venteværelse og forsvinder ind for at tage dagens anden dosis på de 120 milligram diacetylmorfin, som man også kalder den lægeordinerede heroin. Da hun har ventet de obligatoriske 20 minutter, tager vi elevatoren ned igen, går gennem kælderskakten og ud på Tomsgårdsvej.
Modsat de stoffer, man køber på gaden, er den lægeordinerede heroin, Julie injicerer i balden, når hun er på Valmuen, helt ren og tages under sundhedsfagligt opsyn.
Her tager vi afsked, og Julie går igen hen mod linje 21, sådan som hun gør to gange om dagen, syv dage om ugen og sandsynligvis resten af livet. Bortset altså fra når hun holder ferie eller skal noget andet med sine venner og får en afmålt pose med en anden slags piller.
Julie bevæger sig med sine hastige skridt hen mod stoppestedet og er fast besluttet på, at hun skal hjem og se ’The Wire’ om misbrugsmiljøet i Baltimore, som Valmuens leder, Cecilie Bachmann, og jeg er blevet rørende enige om er den bedste amerikanske tv-serie ever. På ryggen af Julie kan man skimte hendes tatovering, hvor der står:
’You can’t change your past, only your future, that’s why I keep moving forward’.