Vestre Landsret ser ingen grund til at mildne straffen til en mand, der har haft en fremtrædende rolle i minkbranchen, og som har begået grov hvidvask.
Manden straffes med ubetinget fængsel i et år og ni måneder, fordi han modtog 6,2 millioner kroner fra en narkohandler i Aarhus. Han sørgede for, at pengene blev vekslet til minkskind, og dermed gjorde han sig skyldig i hvidvask.
Hvidvask indebærer, at man forsøger at sløre, at penge stammer fra kriminalitet.
Landsretten har mandag stadfæstet en dom, som byretten i Esbjerg afsagde i august sidste år. Den 62-årige mand havde anket i håb om, at landsrettens dommere ville se med mildere øjne på hans overtrædelse af straffeloven.
Efter coronakrisen var han minkerhvervets repræsentant i en såkaldt overerstatningskommission. Her blev der truffet afgørelse om, hvorvidt erhvervsdrivende i branchen skulle have erstatning for tab på grund af nedlukningen af erhvervet.
Også andre aktive i erhvervet er blevet tiltalt i sager om hvidvask. De fleste sager er afgjort.
ritzau


























