Merle Feddersen var lige flyttet til Aarhus for at starte på sit studium. Rusugen var i fuld gang, og om et par dage skulle hun på hyttetur med de andre fra holdet. Det kom hun aldrig. For pludselig fik hun et opkald, der vendte op og ned på hendes liv.
»Mor har fået det dårligt igen«, lød farens stemme i telefonen.
Det gav ikke nogen mening. Moren var jo blevet rask. Seks år var gået, uden at canceren havde spredt sig. Men nu var den tilbage. Den stille frygt, der havde gemt sig i baghovedet, begyndte at larme.
