Han er på statsheroin og lige blevet far

For fem uger siden gik Patrick Krügers drøm i opfyldelse. I de seneste mange år har han haft et brændende ønske om at blive far, og nu ligger hans nyfødte datter, Molly, og sover fredeligt til middag på sofaen i Herlev.

Det er et stort arbejde at blive forældre for første gang, men i Patricks tilfælde er der nogle helt særlige udfordringer: Hver eneste morgen tager han med bussen til det københavnske Nordvestkvarter, hvor han under opsyn sprøjter sig selv med lægeordineret heroin.

Måske virker det ikke som den mest betryggende start på livet for en lille pige, men den 36-årige uddannede bygningsmaler har sat sig for at bevise, at han magter opgaven som forælder med sin jævnaldrende kæreste. Samtidig har kommunen løbende været inde over op til fødslen og i ugerne efter for at vurdere deres kompetence som forældre og øjenkontakt med Molly.

»Jeg har en fortid som pædagogmedhjælper og har altid været god med børn og haft lyst til at få børn. Men jeg forstår godt kommunens bekymring. Hvis jeg havde læst mine papirer og ikke kendte personen, ville jeg også være bekymret«, siger Patrick.

Gennem de seneste uger har vi beskrevet den forholdsvis ukendte behandling med lægeordineret heroin, der foregår på fem klinikker i Danmark, men kun bliver brugt af rundt regnet 200 ud af landets cirka 20.000 særligt udsatte misbrugere af opioider som heroin. Først fortalte vi historien om den 33-årige Julie Christensen, siden om 70-årige Hanne, og nu Patrick Krüger, der begyndte på behandlingsstedet Valmuen 4. december 2022.

»Jeg husker datoen, fordi det var den dag, jeg blev clean fra illegale stoffer«, fortæller han.

Hvis man er afhængig af heroin, er det alt andet end ligegyldigt, hvornår på døgnet man får sit stof. Man kan blive så hundesyg af abstinenserne, at få minutter tæller, og derfor har Valmuen indført et millimeterretfærdigt system, hvor brugerne trækker et nummer ved indgangen, og en computer ved lodtrækning afgør rækkefølgen.

Valmuens cirka 50 brugere er dog i fællesskab blevet enige om at indføre et særligt nummer 0, hvor man inden for rimelighedens grænser kan komme til før alle andre, hvis man skal til tandlægen, har fødselsdag, skal på arbejde eller til lægen med sin nyfødte datter.

Foto: Jacob Ehrbahn

Patrick dukker som regel op blandt de første, for ud over lige at være blevet far viser han gymnasieklasser og andre interesserede rundt på Vesterbro og fortæller sin historie for virksomheden ’Gadens Stemmer’. Først på ugen skulle han være gået turen med social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil, men hun meldte afbud.

På vejen fra Enghave Plads op ad Istedgade og videre til fixerummet H17 i Kødbyen passerer Patrick en mindesten for narkomaner. Hans egen far var en af dem og døde af en overdosis, da Patrick var ti år gammel. Men selv om den sociale arv sikkert har spillet en rolle, er det for simpelt at konkludere, at det er hele forklaringen på hans eget stofmisbrug, mener Patrick.

Da han fik beskeden om dødsfaldet, blev han først ked af det, siden vred, for til sidst at udvikle et mangeårigt had mod sin far, som han dybest set hverken kendte eller husker. Forældrene blev skilt, da Patrick var tre.

»Jeg følte, at han havde valgt stofferne frem for sine børn. Men da jeg blev ældre, fandt jeg ud, hvad stoffer gør ved én, og så fik jeg større forståelse for det«, forklarer han.

100 procent fuld af løgn

Patrick tilbragte sin opvækst i Birkerød med sin mor og storesøster og gik i folkeskolen indtil 7. klasse, hvor han blev smidt ud og kom på en privatskole med kreative fag, få elever og mange lærere. Men selv om det hjalp på hans niveau i matematik, forhindrede det ham ikke i at drikke og ryge hash fra en meget tidlig alder.

Efter eget udsagn hører Patrick til kategorien, hvor stofferne kommer til ham; nærmest som var han udstyret med en magnet. Så sent som forleden blev han opsøgt af en fyr i bussen, der ville sælge ham hash, men det er nok også, fordi han med sin tøjstil og mange tatoveringer »ligner sådan en type«, siger Patrick.

»Jeg sagde, at det er ikke noget for mig mere, og det var fint nok«.

Efter 9. klasse gik Patrick i lære som bygningsmaler, som han havde evner for og skaffede ham gode penge. De følgende 10 år festede han for »fuld skrue« i det københavnske natteliv og til store dansefester i Holland og Tyskland. Han kunne ikke sige nej og var konstant på kokain og ecstasy, mens heroinen kom senere ind i billedet.

Første gang var i en lejlighed i Sydhavnen med en kammerat, selv om Patrick med sin fars historie i tankerne udmærket vidste, at det skulle han holde sig langt fra. Men alligevel lod han sig lokke til at ryge heroinen og fandt ud af, at »det var den medicin, jeg altid havde ledt efter«, som han siger.

Patrick lider af adhd og har altid været plaget af uro og tankemylder, og i modsætning til den normale medicin mod opmærksomhedsforstyrrelsen fandt han ro med heroinen. Men i det lange løb var hans vilde liv med stoffer, konstante fester og kviklån uholdbart, og Patrick har været helt nede og vende på psykiatrisk afdeling på Amager.

På et tidspunkt skyldte han så mange penge til pushere, at han ikke orkede mere og forsøgte selvmord med piller i sin lejlighed i Brønshøj. Han vågnede op på Bispebjerg Hospital, hvilket blev et vendepunkt, da han pludselig blev opsøgt af sin storesøster. De havde ikke talt sammen i flere år, men hun sagde, at hun nok skulle hjælpe ham.

Det var også her, at Patrick valgte at lægge kortene på bordet over for familie og venner og gå fra at være »100 procent fuld af løgn« til at blive »100 procent ærlig« om sit misbrug, siger han. Han flyttede på herberg i Hillerød, hvor en af behandlerne fortalte ham om muligheden for at få lægeordineret heroin.

»Det lød for godt til at være sandt og ret vildt, at et sådant tilbud eksisterede. For jeg havde ikke lyst til at stoppe med heroinen, der gav mig ro i hovedet. Så det var en ren win win ikke at skulle skaffe stoffet illegalt længere«.

Et nyt liv

Ligesom andre brugere af Valmuen undrer det Patrick, at flere narkomaner ikke benytter sig af tilbuddet, men det skyldes nok, at de fleste stadig ikke kender ordningen. Kommunerne burde reklamere noget mere for det, synes han, og for eksempel kunne de sætte plakater op i fixerum, hvor misbrugere tager deres illegale stoffer.

Forskeres formodning om, at det er for indgribende at skulle dukke op to gange dagligt for at indtage lægeordineret heroin under opsyn, giver Patrick ikke meget for. For det er da »en langt større hovedpine« at løbe rundt på det illegale marked uden sikkerhed for at møde sin pusher og med risiko for at blive syg inden for 12 timer, siger han.

I begyndelsen kom Patrick to gange dagligt på Valmuen, men efter at han har mødt sin kæreste og fået barn, nøjes han nu med at komme én gang. Han mødte sin kæreste på en datingapp, hvor han fortalte ligeud om sin historie og henviste hende til sin profil hos ’Gadens Stemmer’. På hjemmesiden skriver Patrick, at »et misbrug er i sig selv en kamp. At leve et dobbeltliv er en endnu større kamp, men at lyve over for dem man elsker, har været og er min største anger og smerte«.

»Det var vigtigt for mig at fortælle hende, hvem jeg var. Så måtte hun selv afgøre, om hun gad at være en del af mit liv, men det gad hun heldigvis godt. Min kæreste skrev tilbage, at det var sejt, at jeg var nået så langt, og det havde hun kæmpe respekt for«, siger Patrick.

De har kun kendt hinanden i knap et år, så det er mildest talt gået hurtigt for de nye forældre. Hans kæreste har aldrig været stofmisbruger, men har sine egne problemer at slås med og er på førtidspension. Deres aftale er, at hun og datteren Molly bliver holdt ude af denne historie og billederne.

Men om nogle år kommer en dag, hvor Patrick skal fortælle sin datter om sine valg i livet, og hvorfor han havnede i misbrug. Når den tid kommer, er han forhåbentlig stoffri, og han har sat sig som mål at være trappet helt ud af lægeordineret heroin i løbet af de næste par år. At stoppe nu og her vil være for stor en mundfuld med alt det nye, han skal forholde sig til som far, siger Patrick:

»Jeg har altid gerne villet bygge min egen lille familie op, og nu har jeg kæreste, barn og lejlighed. Selvfølgelig ville det være bedre, hvis jeg kunne blive hjemme om søndagen og spise morgenmad uden at skulle afsted i et par timer. Men det er en lille pris at betale, sammenlignet med det jeg kom fra. Jeg er på det rene med, at det kan mislykkes at blive clean, og så må jeg jo fortsætte med at komme på Valmuen«.

Patrick arbejder ikke længere som bygningsmaler, men maler til gengæld meget grafitti på lovlige steder og på lærreder derhjemme. I Mollys børneværelse har Patrick udsmykket væggen ligesom den anonyme kunstner Banksy med en silhuet af en lille pige, der rækker ud efter noget.

Som guide for ’Gadens Stemmer’ på Vesterbro kan han tjene op til 40.000 kroner om året på sit sociale frikort ved siden af sin ressourceydelse, og på længere sigt drømmer Patrick om at arbejde med stofmisbrugere og hjælpe dem ud af det illegale marked. Han tror, det er en fordel selv at have været en del af miljøet for at kunne hjælpe andre.

Indtil videre har Patrick ikke mødt mennesker, der er fordømmende over for hans beslutning om at blive far og samtidig være på lægeordineret heroin. Hvis nogen synes, det er uansvarligt, siger de det i hvert fald ikke. For nylig fortalte han om Molly til en gruppe gæster, han viste rundt for ’Gadens Stemmer’ på Vesterbro, og de begyndte at klappe og syntes, det var fedt, siger han.

»Faktisk tror jeg, at folk har ret stor respekt for det, jeg har været igennem, og hvor jeg er i dag. Det har krævet viljestyrke, og jeg er ikke kommet sovende til det. For et par år siden troede jeg ikke, at jeg havde lyst til at være en del af dette liv, men nu er jeg bare sindssygt taknemmelig over at være her«.