Når norske studenter får 'læseferie', fester de fem uger i træk

Bussen er spraymalet med en kvinde med fyldige læber, som bliver selvlysende om natten, når de ultraviolette spots rammer ledbussen, der har temanavnet Psykuse.

Politiken læst op

Når norske studenter får 'læseferie', fester de fem uger i træk. Inden eksamen

Når norske studenter får 'læseferie', fester de fem uger i træk. Inden eksamen Når norske studenter får 'læseferie', fester de fem uger i træk. Inden eksamen

Henter…

15:50

»Du ved, hvad en psykose er?«, spørger Arvin Ali.

Jeg nikker.

»Og kuse, det er jo så et norsk ord«, siger han og går i stå.

Jeg kigger på ham og kammeraten Henning Mynang, der begge er blevet tavse.

Jeg lægger to og to sammen. Og tilføjer et s. Så griner vi.

Bussen med navnet Psykuse er ikke alene. P-pladsen er stopfuld med russebusser med kæmpe lydudstyr, hvoraf mange har prostitution og/eller organiseret kriminalitet som tema.

Øldåben

Velkommen til ’Landstreff Stavanger’ første weekend i maj, Norges største festival for 15.000 russer, altså norske elever, der efter 13 års skolegang vejrer morgenluft og ølduft. Det begynder med russedåben i april, og så skal der festes i ugevis. Det kulminerer på nationaldagen, 17. maj. Og så er der eksamen.

Jeg spørger mine nye Psykuse-venner, om de kan holde til at køre partybus hver dag i fem uger. Og om de ikke er bekymrede for deres eksamen bagefter.

»Vi er gode i skolen«.

Det fortæller Arvin, inden han demonstrerer lydanlægget, bussen er udstyret med. 12 dunkende moduler, der fylder ledbussens indre.

»Det er dobbelt så stort et anlæg som det, de har på Drammen festivalen«, siger han. Han sætter en playliste på med de sange, som folkene fra russebussen Psykuse har skrevet sammen med musikeren Krölla. Han blev hyret til at indspille de såkaldte russelåter. Hvilket kostede yderligere 75.000 norske kroner.

Fest efter eksamen

I Norge har debatten kørt længe. Før jul krævede undervisningsminister Kari Nessa Nordtun, at russefejringen skulle udskydes til efter eksamen, skrev VG.no. Det stopper ikke festen her på Landstreff Stavanger, hvor rød for 37. gang er sæsonens foretrukne farve.

Centrum for debatten er de svulstige russebusser, som koster op mod tre millioner kroner – og som betyder, at russekliken kan ende med at blive en lukket fest for de udvalgte. For i Norge kører man ikke rundt med sin klasse. Man danner i stedet en russegruppe på tværs af gymnasiet, hvilket kan være ekskluderende, mener kritikere.

Spørger man rektor Lars Berntsen fra Amalie Skram videregående skole i Oslo, mener han, at russekulturen er accelereret i de seneste 10 år. Og er blevet meget selektiv.

»Vi ser russegrupper, der holder sammen, og som har strenge optagelseskrav med indvielsesritualer, der kan være ganske grænseoverskridende. Der er også en del elever, som føler sig ekskluderet, når de ikke må være i en bus eller en gruppe. Vores skole tager eksplicit afstand fra disse grupperinger, og i år er det bare seks ud af 300 elever, som er på en russebus«.

Det ser rektoren som et større problem end selve eksamen, som de fleste kommer igennem.

Tre musketerer

Foran indgangen på broen over motorvejen står ’Tre musketerer’.

Det er Ine Lindanger Sørensen, Ida Håheimsnes og Victoria Guindina fra Sauda, 150 kilometer nord for Stavanger. De er ’vandreruss’, de har altså ingen bus, men har brugt mange tusind kroner på fester, russetøj og russekort, en slags visitkort med et kækt citat og et sødt barnefoto.

En hilsen til den barndom, man siger farvel til.

»Det er gøy (sjovt, red.), men det er også en insane business«, siger Ine, mens de bliver omringet af børn, der samler poser fulde med russekort. Ligesom de selv samlede som børn.

Ines kort er udsmykket med et foto af hende som 5-årig pirat med mottoet: ’Folk, som tror, de ved alt, er meget irriterende for os, der faktisk gør det’.

Idas motto er ’I dag skal jeg ingenting gøre. Det gjorde jeg også i går, men blev ikke helt færdig’.

Pigerne kalder sig ’Tre Musketerer’, fordi de er i russegruppe. Andre temaer, man kunne se på motorvejsbroen, var ’Shut up and drive’, ’Save a horse, ride a cowboy’ og ’Et dunkehjem’, en subtil reference til Ibsen-klassikeren ’Et dukkehjem’.

Trutmund og hængerøv

Lørdagens åbningskoncert er på hovedscenen på en bakketop med Postgirobygget, der har spillet de sidste 25 år på Landstreff, så stemningen er helt oppe at ringe fra første nummer med pyroteknik og stofstrimler. Lidt som hvis en AI-version af Povl Kjøller skulle åbne Orange.

To blårusse-piger står på en betonklods og laver trutmund til deres mobiltelefoner. De har bundet kedeldragtens arme rundt om livet på en elegant måde, så der er en stribe hud mellem arbejdstøjet og den hvide top.

Foran dem står seks rødrusse-drenge, som er mindre modebevidste. De smider bare overdelen, når solen skinner, og så er der dømt nordiske mesterskaber i hængerøv. På en af dem har en kammerat skrevet: Spermbank.

Efter koncerten skal alle ned ad bakken igen. Det foregår stille og roligt. Ingen skubber, alle er høflige. Ingen kunne finde på at ryge, hvor der er rygeforbud. Og hvis frisuren kommer i uorden, så kan man gå ind i et ’refresh-område’, hvor der er brusebade, frisører og sminkører. Overgangsritualerne i Stavanger er velfriserede.

I en kæmpe lagerhal for foden af bakken, hvor der er garderobe til tasker og tøj, beder to knægte fra Trondheim mig om at tage et foto af dem. De poserer med stålsat blik og svulmende biceps og bralrer om, at de fester fem til syv gange om ugen i alle fem uger.

»Det er jo traditionen. Sådan har det altid været. Vi fester i læseferien«, siger Jakob Ildstad.

Men så taler Balder Ytterhus om, at russetiden også kan være ekskluderende. At de to venner var med fra starten af gymnasiet i den samme russegruppe, indtil der opstod splid. Balder kom med i en ny gruppe, men Jakob fandt aldrig en gruppe. Nu må han hoppe fra græstue til græstue, ofte sammen med Balder, som han også spiller musik med.

»Det er noget med, hvem der er populære eller har penge eller ser godt ud«, siger Jakob Ildsted, der har lavet sit eget symbol bag på sin sweatshirt, hvor de andre har et gruppelogo. Han har tegnet et bål og skrevet -sted. Nogle gange må man selv stå for optændingen.

»Er det også sådan, når man skal ud at søge job«, spørger han mig.

Og jeg ved faktisk ikke rigtig, hvad jeg skal svare.

Knudefolket

På Landstreffet møder jeg Sara Rustand, der kommer fra Vestby tæt ved Oslo. Hun er den eneste inden for synsvidde, der bærer den norske studenterhue. En stor ’Emil fra Lønneberg’-kasket med en lang, sort snor med kvast.

Ideen er, at man skal optjene knuder på den sorte snor ved at udføre en fjollet eller vovet handling. Sara Rustand siger:

»Jeg har gennemført fem knuder. Den værste var at kravle på knæ gennem Rema 1000, hvor jeg skulle blive på knæ, indtil jeg var gennem kassen. Det var virkelig et hårdt gulv. En gammel dame syntes, det var underligt. De ansatte fortrak ikke en mine – de er vist vant til det i russetiden«.

Bag Sara ligger den olielugtende madgade med tacos, pizza og bagekartofler. For enden af madgaden er der en lille fodboldbane med kunstigt grønt græs, hvor drengene tumler rundt og sparker til en fodbold spærret inde i hver deres oppustede, gennemsigtige badebold. Pigerne sidder på en lille skråning og hepper.

Og sådan er det på hele festivalen. Piger sidder med piger. Drengene tumler rundt. Det gælder også, hvor russebusserne står parkeret i lange rækker.

Her står Eminent, en kassevogn ombygget til russebil for 10 unge kvinder med hurtige solbriller fra Flekkefjord i Sørlandet. Hele bagagerummet er fyldt med musikanlæg. Store subwoofere, fuldtoneenheder og kraftforstærkere peger direkte ind i kabinen.

»Om musikken ikke er for høj? Jo, men så tager vi bare ørepropper i«, svarer Linnea Birkeland.

»Hvorfor vi så ikke bare skruer ned? Folk skal jo høre, der er gang i vores russebil«.

Hun kan næsten ikke snakke, måske på grund af lydtrykket, hun skal overdøve. Kombineret med, at man i Sørlandet har russedåb lige efter påske, så de har nu festet i en måned. Og har tre uger igen.

100 meter fra Eminents sorte kassebil står Psykuse, hvor hele historien begyndte.

Her forklarer Arvin Ali, at der bestemt ikke er adgang forbudt for kvinder. Tværtimod. Deres kærester har egen bus.

»De kører så i ’kærestebussen’, og så følges vi, når vi skal ud og rulle«, forklarer han, hvilket er ordet for at køre ud på en p-plads og lave fest.

Arvin Ali er godt klar over, at mange mener, at russekulturen kan være ekskluderende, og at de mange penge, det koster, kan betyde, at nogle ikke kan være med i en bus. Eller i en klike.

»Men her i vores bus er alle velkomne. Så længe man opfører sig ordentligt, skal man komme ind og feste«, siger Arvin Ali, der er vild med russetraditionen og den lange historie bagud.

Hans egen familie stammer fra Kurdistan, men han er født i Norge.

»Som de små drenge, der samler på russekort. Sådan stod jeg også for 10 år siden og glædede mig til min tur. Det her er et minde for livet. Jeg synes, det er pengene værd«, siger han.

»Jeg håber bare, mine børn også får lov at opleve det«.

Jeg siger til Arvin, at jeg synes, de norske unge drikker langt mindre, end jeg for eksempel har oplevet, at danske studenter gør. Og det selv om de påstår, de kommer fra Drammen. En joke, der måske fungerer bedst på dansk.

Det vil Arvin Ali alligevel ikke have siddende på sig.

»Bare vent. I går var der nogen, der havde kastet op udenfor«, siger han.

»Men de får ikke lov at komme ind i bussen, hvis de er for fulde«.

Russebussen vandt senere på aftenen 1.-prisen for bedste udvendig udsmykning. Det skrev en stolt Arvin Ali til mig kl. 4 om natten. Mere fuld var han så heller ikke.