»Når man først begynder at tænke over, hvor der kan være virus, kribler det overalt«

​

Maja Volmark, frisør, 37 år:​

Jeg kan mærke, at jeg har smitte på hjernen i øjeblikket. Når man først begynder at tænke over, hvor der kan være virus, kribler det overalt. I øjeblikket spritter jeg frisørstolen af, hver gang der er en kunde, der har siddet i den, og jeg er begyndt at spritte dørhåndtaget til hoveddøren af flere gange om dagen.​​

Det sker lidt for ofte, at folk kommer til frisøren, når de er syge. Jeg har prøvet flere gange tidligere at have kunder siddende i stolen, der siger, at de har følt sig sløje og er blevet hjemme fra arbejde, men så har brugt fridagen på at blive klippet. Det er, som om de ikke forstår, hvor tæt man egentlig er på hinanden, når man bliver klippet, og at vi frisører heller ikke har lyst til at blive syge.

Derfor har vi været nødt til at indskærpe, at kunder skal blive hjemme, hvis de føler sig sløje eller lige er kommet hjem fra en ferie i en af de lande, der er hårdt ramt. Og det har folk respekteret.

Jeg har to børn, der er seks og otte år gamle. Da coronavirussen kom til Danmark, blev de meget nervøse, og vi har brugt lang tid på at tale om det. Jeg fortæller ikke mine børn, at jeg også er nervøs.

Det har hjulpet dem meget, at de kan læse Børneavisen og se Ultra Nyt på DR, hvor de er rigtig gode til at forklare om sygdommen. Men der er ikke meget til at gøre voksne mindre urolige.

Jeg forstår godt, at politikerne gør, hvad de kan, for at understrege alvoren. Det er deres job i den situation, vi er i. Og så er det vores job som borgere at kunne sætte budskaberne i perspektiv og ikke lade frygten tage over.

Det prøver jeg også, men jeg kan ikke lade være med at tænke på coronavisrussen hele tiden, når jeg er på arbejde. Det er det eneste, vi taler om blandt kollegaerne og med kunderne, så jeg tror nærmest, det er nemmere at tælle, hvor ofte jeg ikke tænker på det.

Jeg kan ikke forestille mig et punkt, hvor epidemien bliver så slem, at jeg ikke tager på arbejde. Selv om mine børns skole er lukket, bliver jeg nødt til at møde op, så længe folk gerne vil klippes, hvis jeg skal tjene min løn. Det er hårdt, men sådan er det desværre at være selvstændig.

​

Mia Thamdrup, sosu-assistent, 29 år:​

Jeg kan mærke, at de ældre, jeg besøger, er bange. Mange af dem aflyser deres fødselsdage og vil ikke have andre inden for dørene end os. De er de svage i samfundet, og flere af dem har lungeproblemer eller nedsat immunforsvar. De er bange for, at de ender med at blive helt isolerede fra omverden, og at de hverken kan forlade deres hjem eller få besøg. Og så frygter de selvfølgelig at blive smittet og konsekvenserne af det.​​

Det hjælper selvfølgelig ikke, når man har at gøre med en gruppe mennesker, hvor mange sidder derhjemme hele dagen og følger med i nyhederne. Når jeg kommer hjem til dem, kan jeg godt mærke, at de har set den ene historie efter den anden, hvor der nu er flere smittede time for time.

Det sværeste er de borgere, som jeg ikke har været hos før, og som jeg ikke kan hilse på, når jeg møder dem for første gang. Det føles underligt ikke at kunne give dem hånd, men de kan godt forstå det, når jeg siger, at omstændighederne ikke er til det.

Min bedste måde at få mine borgere til at blive mindre nervøse er at tale med dem om det hele. Det hjælper især, når jeg siger, at der ikke er nogen i vores distrikt, der er blevet smittet.​​

Personligt er jeg ikke nervøs. På en skala fra et til ti er jeg nok en treer lige nu. I mit fag kommer man i kontakt med rigtig mange syge mennesker, der har alle de sygdomme, som andre går og frygter. Det er en del af vores hverdag, og det er derfor, at vi sosu’er går så meget op i håndhygiejne, og at vi alle sammen har haft en håndsprit hængende i bæltet i mange år.

Vi har pligt til at melde os syge, hvis vi er sløje, og vi har helt klare retningslinjer for, hvilke foranstaltninger der bliver sat i gang, hvis en af os bliver smittet med noget. Det plejer at være mere teori end praksis, men lige nu får vi alle sammen bekræftet, hvorfor det er så vigtigt, at vi har så strikse regler for vores arbejdsgange.

Jeg kan mærke på min kæreste, at han er mere nervøs. Han har spurgt, om vi alle sammen skal i hjemmekarantæne, hvis jeg bliver smittet, og der måtte jeg sige, at ja, det skal vi. Men jeg er ikke bange for at blive syg; jeg er mere bange for at smitte andre, hvis det sker.

Derfor er det min førsteprioritet at blive ved med at være rask, så jeg kan gå på arbejde og hjælpe de borgere, der ikke har andre, hvis vi svigter dem.

​

Nicolai Pulkkinen, togfører, 33 år​

Det er aldrig rart at stå i et overfyldt tog. Når alle gerne vil hjem efter arbejde og står tæt sammenpresset i midtergangen, kan jeg godt tænke: ’Hvor skal jeg være henne?’. Det lykkes mig altid at finde et hjørne, hvor jeg kan stå, men det er ikke så sjovt i øjeblikket. ​​

Det er en af de situationer, hvor jeg ikke kan lade være med at tænke på, hvor mange mennesker jeg egentlig kommer forbi på en arbejdsdag. Det er måske 600 mennesker. Og jeg kan jo ikke lade være med at tage offentlig transport i myldretiden, som statsministeren har rådet andre til.

Jeg har taget mine forholdsregler og lader være med at klippe folks billetter, som jeg ellers plejer. For det er svært uden at skulle røre ved billetten. Derfor får jeg passagererne til at lægge billetten ned på bordet, og så kan jeg sætte et v på den eller skanne den der. Jeg plejer altid at vaske hænder, før og efter jeg billetterer (tjekker de rejsendes billetter red.), men nu gør jeg det også, når jeg har gået fra den ene ende af toget til den anden, eller inden jeg serverer kaffe. Det bliver nok til otte gange håndvask i timen, når jeg er på vagt.

Jeg har altid været meget opmærksom på håndhygiejne. Min kæreste har type 2-diabetes, og det betyder, at hun har lidt nemmere ved at blive forkølet og få influenza, fordi hun har et svækket immunforsvar. Derfor er jeg meget opmærksom på ikke at tage bakterier med hjem.

Jeg er ikke så nervøs for, hvad der ville ske, hvis jeg blev smittet, for jeg er relativt ung og ved godt helbred. Men jeg ville være virkelig ked af at smitte min kæreste. Og det er selvfølgelig noget, der fylder meget derhjemme lige nu.

Vi har fået nye retningslinjer, som betyder, at jeg kommer til at råde passagererne til at holde bedre afstand til hinanden i de kommende uger. Jeg kommer eksempelvis til at sige over højtalerne, hvis der er bedre plads i et andet togsæt eller en anden afgang. Og det håber jeg virkelig, at folk vil rette sig efter.

Jeg synes generelt, at der er mange, der er for dårlige til at give plads og omsorg til deres medmennesker. De maser sig ud gennem toget, kigger ikke op fra deres telefoner, når de får tjekket deres billet og har så travlt med at komme hjem.

Jeg håber, at folk vil huske på at give hinanden plads — både fysisk og mentalt — selv når coronasmitten er overstået. For det er virkelig noget, vi godt kan bruge mere af.

​

Sussi Schäbethal, hudterapeut, 48 år​

Mænd er anderledes end kvinder, når de bestiller tid til hudplejebehandlinger. Kvinder planlægger dem lang tid i forvejen, hvor mænd er mere spontane og kan finde på at bestille en flere timer lang behandling i sidste øjeblik. Derfor var jeg ikke nervøs, da jeg mødte ind på arbejde i lørdags til en dag med få bookinger. Jeg har tit huller i kalenderen, når jeg møder, og så ender jeg alligevel med at have en fuldt booket dag. ​​

Men der kom næsten ingen. Og i denne uge er det kun blevet værre. For første gang nogensinde har vi siddet fire behandlere i vores frokoststue hele eftermiddagen uden en eneste booking. Normalt har vi dårligt nok tid til at drikke en kop kaffe sammen.

Jeg kan især mærke, at jeg har ændret min adfærd, når jeg vokser en kundes ryg. Normalt ville jeg stå foran kundens ansigt, når jeg vokser den øverste del af skuldrene. Nu sørger jeg for at blive bag ryggen hele tiden, selv om det er en akavet stilling. Men ellers tænker jeg faktisk ikke så meget på det, når jeg har behandlinger. Det er mit frirum, hvor jeg kan fordybe mig i noget andet end at tænke på coronavirus.

Det værste er ventetiden, når jeg ikke har kunder. Der taler vi ikke om andet blandt kollegaerne, og jeg kan mærke, at tusinde tanker begynder at flyve rundt i hovedet på mig. Når jeg har talt med en, der er rolig, bliver jeg rolig, og når jeg taler med en, der er bange, bliver jeg selv mere bange. Jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at tænke på, hvad jeg skal gøre, hvis kunderne holder op med at komme. Jeg har ringet til min fagforening for at høre, hvad mulighederne er for at gå på deltid og få supplerende dagpenge. Vi har også talt om, at de behandlere, der er enlige mødre og andre med aleneøkonomi, får flest timer. De, der har råd, kan holde ferie, så vi kan fordele bookingerne mellem os.

I nat var der så mange tanker i mit hoved, at jeg ikke kunne sove. Jeg endte med at stå op og spise en chokolademousse klokken 1 om natten, for jeg var nødt til at gøre et eller andet. Det er, som om jeg går gennem flere forskellige stadier hver dag, hvor jeg skiftevis er rolig, ængstelig, afklaret og panisk. Det har jeg aldrig prøvet før. Men det her er også uden sammenligning det vildeste, jeg nogensinde har oplevet.

​

Lene Storm, farmakonom, 64 år​

Første gang jeg oplevede, at coronavirussen blev en del af min hverdag, var i januar, da vi begyndte at få henvendelser fra kinesere, der skulle fejre nytår i Kina. Usædvanligt var både antallet af henvendelser og de mængder, som de gerne ville købe. ​​

Vi havde kunder, der fyldte indkøbskurve med 1-liters dunke med håndsprit, desinfektionsservietter, mundbind og masker. Samtidig var der mange, der ringede til apoteket for at høre, om de kunne blive skrevet op til at købe flere hundrede mundbind og masker. Det kunne de ikke, men vi sørgede for at bestille rigtig mange desinfektionsprodukter hjem, og vi lavede et stort podium midt i butikken, hvor vi stillede det hele. Alting var udsolgt, inden dagen var omme.

Jeg synes, at det er et udtryk for mangel på samfundssind og solidaritet. Det ærgrer mig, at der nu er familier, der har hamstret håndsprit, som de ikke har brug for, mens der er pårørende til svækkede ældre, kræftsyge og lungepatienter, der ikke kan få fat i noget.

Min ene søn er på vej hjem fra skiferie i Østrig med sin familie. De har ikke været i et af de hårdt ramte områder, og jeg har sagt til ham, at vi ikke skal se hinanden de næste uger. Og for at være på den sikre side har jeg også sagt til min anden søn, at vi ikke skal ses. Begge mine børn har fødselsdag i løbet af den næste måned, men på grund af situationen bliver fejringen selvfølgelig udskudt til senere. Vi inviterer heller ikke venner til middag, går ud til koncerter eller tager på restaurant, og sådan har det været et par uger nu. Jeg skal kunne passe mit job, og det står over sociale hensyn.

Jeg har et ansvar for ikke at blive smittet, når jeg arbejder på et apotek. Det kan jeg ikke byde mine kollegaer og kunderne. Apotekerne kan ikke bare lukke, og derfor gør vi alt, hvad vi kan, for at minimere smitten og holde god hygiejne.

Jeg er ikke nervøs for at arbejde på et apotek, men jeg har tænkt over, hvordan jeg kommer på arbejde. Normalt ville jeg tage metroen på Islands Brygge, men det har jeg ikke gjort de sidste par uger for at undgå overfyldte metrotog og folk, der kommer hjem fra udlandsrejser. I stedet går jeg over til Hovedbanegården og tager Metro Cityringen, hvor der er færre passagerer med. Det er vigtigt, at vi planlægger vores hverdag i stedet for at gå i panik.

Foto: Sofia Busk