Plæneklippere, sirener og susen fra biltrafik overdøvede havens få fuglefløjt, og efter en halv times tid på terrassen med en kop kaffe rejste Lene Skrumsager Møller sig og gik ind i huset igen.
Hun husker tydeligt, hvordan hendes liv som haveejer forløb før forvandlingen.
»Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle lave derude. Der var mest bare plæne. Jeg sad der og lyttede til lydene af menneskeaktiviteter og blev pludselig meget bevidst om, at vi bor i en parcelhuskultur, hvor vi har lukket naturen ude. Vi klipper hæk og slår græsset, vi luger og graver og fjerner alt haveaffald, så der ikke er plads til dyrelivet«, siger 42-årige Lene Skrumsager Møller, som boede i lejlighed på Frederiksberg, før hun flyttede sammen med sin kæreste og hans børn i deres villa i Hvidovre, hvor de siden sammen har fået en datter.
Men parcelhusplænen gav ikke den følelse af at være i naturen, hun længtes efter, da hun flyttede ud af byen. Hun forestillede sig, at hun ville hygge sig i haven, rulle yogamåtten ud på plænen og vågne langsomt indhyllet i natur hver morgen. Og med tiden holdt børnene også op med at bruge haven.
