Dorte og Niels fandt et ukendt barnebarn på MyHeritage

Der kan være noget dragende over at dykke ned i sin slægt og ned i det ophav, der i generation efter generation er blevet formet gennem møder, kærlighed, ægteskaber, børn, brud og dødsfald.

Men moderne dna-slægtsforskning har åbnet for pludselige og endda chokerende opdagelser, der på kort tid kan vende op og ned på billedet af den nærmeste familie og sætte gang i dynamikker, som ingen i familien havde forudset – eller ønsket.

Genetiske databaser og dna-hjemmetests, som de fås hos MyHeritage, 23andMe og andre tjenester, er blevet allemandseje. De koster nogle få hundrede kroner, kommer i gaveæsker og giver svar inden for få uger.

Teknologien er så kraftfuld og så tilgængelig, at den får eksperter i persondata og menneskerettigheder til at diskutere, om retten til privatliv er kommet under pres fra en ny kant. De ser dna-teknologien som et ekstremt eksempel på, at anonymitet er ved at være et overstået kapitel, selv når det gælder vores gener.

Fotocollage: Tomas Østergren. Grafik: Freepik

Et ægtepar, Dorte og Niels, har valgt at fortælle deres historie til Politiken. Det er en historie, som rummer stor glæde, men også familiedynamikker, som går amok og skaber splittelse. Parret har valgt at være anonyme i artiklen, men Politiken kender deres identitet og har set dokumentation for deres historie.

Dorte og Niels har dyrket slægtsforskning i mange år, ligesom Dortes far gjorde det. De har styr på forfædre helt tilbage til begyndelsen af 1700-tallet. For en lille håndfuld år siden tog de for første gang et kraftfuldt værktøj i brug, da de købte dna-hjemmetest og lod MyHeritage matche parrets dna-oplysninger op mod tjenestens mere end 20 millioner brugere verden over.

I de første år kom der ofte matches. Der var mest tale om fætre og kusiner i andet, tredje og fjerde led. Men en dag for tre år siden kom der et match, som var anderledes tæt på.

Dorte sad ved ægteparrets computer i soveværelset, da hun på MyHeritage første gang så matchet. Der stod: Fælles dna: 29,5 procent. Mulige relationer: Barnebarn (kvinde).

Matchet var fundet i Tyskland. Det var et barn, og Dorte kunne se, at moren til barnet også var registreret i databasen.

Der gik et øjeblik, før det gik op for Dorte, hvad der faktisk stod på skærmen. Men Niels havde samme match, så den var god nok. De havde fundet et ukendt barnebarn i Tyskland.

Skulle vi tage kontakt?

»Vi var ret forbavsede over, at der dukkede et så uventet match op. Vi gik rundt om os selv i nogle dage, og vi var meget i tvivl om, hvad vi skulle gøre. Skulle vi ignorere det, eller skulle vi tage kontakt?«.

Dorte og Niels har seks børn. Ægteparret tænkte, at det sandsynligvis var en af sønnerne, som havde fået et barn med en ferieflirt uden at vide det.

»Skulle vi afhøre vores sønner om det? Og skulle de så til at involvere deres koner og børn? Vi valgte at skrive en besked til barnets mor via MyHeritage for at høre lidt mere om, hvad det drejede sig om. Og derfra gik det over i en mailkorrespondance«, siger Dorte.

Fotocollage: Tomas Østergren. Grafik: Freepik

Hvad fik jer til at tage kontakt?

»Vi havde i forvejen 11 børnebørn. Vores indstilling var, at vi havde hjerterum til et mere. Vi havde også en følelse af, at det var vigtigt for os at sikre os, at det barn havde det godt«.

Men hvorfor tog I ikke kontakt til jeres sønner først?

»Vi følte ikke, det tilkom os at sætte vores sønner i forhør, og vi vidste ikke ret meget om, hvordan det her hang sammen«.

Men det kan jo potentielt være en meget stor omvæltning for den af jeres sønner, det drejer sig om. Har han ikke ret til at blive inddraget, inden I udforsker den relation?

»Jamen det faldt os simpelthen ikke ind. I begyndelsen var det ikke andet end høflige mails, hvor de fik lidt at vide om Danmark og danske traditioner. Vi anede ikke, at relationen ville udvikle sig, som den gjorde«, siger Dorte.

Her kom en ny part ind i billedet. Nemlig ægteparrets ene datter. Hun havde i mellemtiden også sendt dna-oplysninger til MyHeritage. Og derfor kunne hun også se, at der var en lille pige i Tyskland med familiens dna.

I modsætning til Dorte og Niels gik datteren målrettet efter at finde ud af, hvem af brødrene der var far til barnet. Hun skrev først til den tyske mor og spurgte, men moren ville ikke fortælle det. Og så gik søsteren til sine brødre. En efter en.

Her gik en af brødrene til bekendelse og fortalte, at han havde været sæddonor. Han vidste, at der var mindst 20 børn fordelt i flere europæiske lande.

Dorte og Niels udviklede gennem deres korrespondance et mere og mere fortroligt forhold til moren i Tyskland. Det viste sig, at den lille pige var to år gammel. Som månederne gik, opstod der »et stort ønske om at få lov at møde hinanden fysisk. Både fra morens side og fra vores side«, fortæller Dorte. Derfor aftalte de at mødes på neutral grund. Det blev i Spanien, hvor begge familier tog på ferie.

Fotocollage: Tomas Østergren. Grafik: Freepik

»Det forløb så godt, som vi overhovedet kunne have håbet på. Den lille pige havde ingen forbehold over for os. Hun accepterede os fra første sekund, og for os var det tydeligt at se, at vi hørte til i hendes liv«, siger Dorte.

Ægteparret ville gerne bevare relationen og måske endda udvikle den yderligere, for det havde været en »stærk og rørende oplevelse« at møde den lille tyske familie i Spanien. Derfor fortalte de deres ene søn – donoren – at de havde kontakt.

»Det tog han ikke godt imod. Han er åben sæddonor, hvilket betyder, at barnet kan vælge at tage kontakt, når det fylder 18 år. Vores søn var meget fast besluttet på, at de regler skulle overholdes til punkt og prikke. Og han havde ikke forståelse for, at vi nu havde følelser i klemme. Vi havde ellers forsikret ham om, at forholdet til pigen i Tyskland ikke ville gå ud over vores forhold til hverken ham eller hans børn«, siger Dorte.

Det udviklede sig til nytår

Ægteparret gik videre med relationen. De inviterede den lille tyske familie på besøg i Danmark for at fejre nytår, da 2022 blev til 2023. Den søn, som er donor til pigen, holdt fast i, at han ikke ville være en del af relationen.

Nu tog sagen endnu en drejning.

»En af vores andre sønner var forbi og holdt nytår med os. Normalvis plejer han at tage afsted igen, når han har været her en dag eller to. Men denne gang blev han hængende, og jeg kunne godt se, der var et eller andet i gang«, fortæller Dorte.

En måneds tid senere fik Dorte bekræftet sin fornemmelse. Den ældste søn meddelte, at han tog på vinterferie hos familien i Tyskland.

»Og så blev de kærester dernede«, siger Dorte.

»Vores ældste søn var indtil da alene og har ikke selv fået børn. Altså ud over den lille krølle, at han faktisk er donor for vores ældste datters pigekærestes barn«.

For lige at opsummere. I har 11 børnebørn. Og nu er I også blevet bedsteforældre til en lille pige i Tyskland, som jeres ene søn er donorfar til, mens en anden søn, som i forvejen er donorfar til jeres ene datters barn, er blevet kærester med den tyske piges mor. Og derudover er den første søn donor til mindst 20 børn yderligere rundt om i Europa. Er det korrekt forstået?

»Ja. Og det lyder jo som en sæbeopera. Det er vi godt klar over. Vi har altid gået og tænkt, at vi var så almindelige, men det er vi så ikke længere«, siger Dorte.

Hun fortæller, at alle omvæltningerne i familielivet har resulteret i, at forholdet til den ene søn – donoren – er blevet kompliceret. Det er hun og Niels er kede af.

»Jeg føler, der er kommet en barriere imellem os, som ikke var der før. Jeg forstår godt, at alt det her har været voldsomt for ham, men vi har aldrig haft i sinde at gøre ham ked af det. Og vi elsker ham og hans børn fuldstændig lige så højt, som vi hele tiden har gjort«.

I ved, at der er mindst 20 donorbørn yderligere ude i verden. Hvordan forholder I jer til det?

»Inde på MyHeritage dukker der fra tid til anden nye matches med børnebørn op. Men nu ved vi jo, hvad det er. Og fordi vi i dag ved, at vores søn absolut ikke vil have os til at tage kontakt, så lader vi som ingenting. Det er for eksempel ikke så længe siden, at der dukkede en fransk dreng op, som også er vores barnebarn. Men det kommer vi ikke til at reagere på«, siger Dorte.

Retten til privatliv

Kommercielle genetiske databaser som eksempelvis MyHeritage har potentiale til at vende op og ned på vores relationer, som historien fra Dorte og Niels’ familie viser. Det er ikke nødvendigvis et problem, hvis alle, der deltager, er indforståede med det. Men – siger Ayo Næsborg-Andersen, som er lektor ved juridisk institut på Syddansk Universitet – der kan opstå et helt principielt problem.

Fotocollage: Tomas Østergren

»Brugen af de genetiske databaser kan have meget vidtrækkende konsekvenser i privatlivet selv for personer, som aldrig har givet deres samtykke til at blive identificeret gennem de her tjenester«, siger Ayo Næsborg-Andersen, der forsker i persondataret og menneskerettigheder.

»Jeg mener godt, at man på et principielt niveau kan diskutere, om den her slags tjenester ender med at forbryde sig mod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder«.

»Det kan muligvis lyde som et højt niveau at svinge det op på. Men indtil nu har vi som privatpersoner haft mulighed for at leve private liv, komme videre og lægge perioder af vores liv bag os. Også nogle gange perioder, som har med familiære relationer at gøre. Og i det lys synes jeg, det er værd at have en diskussion af, om vi synes, de her tjenester er okay«, siger Ayo Næsborg-Andersen.

I et svar til Politiken afviser MyHeritage, at virksomheden gør sig skyldig i at identificere personer, som ikke har givet samtykke. Virksomheden argumenterer med, at man typisk også skal bruge information andre steder fra for endeligt at identificere personen. Eksempelvis familiemedlemmer, som bekræfter relationen eller research på andre platforme.

MyHeritage har et modsat perspektiv.

»Hos MyHeritage mener vi, at enhver person har fuld ret til deres eget dna og har ret til at teste det dna«, skriver de.

Ifølge Stephen Alstrup, som er professor ved Datalogisk Institut på Københavns Universitet, er det en helt grundlæggende udvikling i vores samfund, at det bliver sværere at sikre sig anonymitet.

»Vi lever i en brydningstid, hvor anonymiteten er under enormt pres i stort set alle livets henseender. Det gælder vores interesser, vores færden på internettet, og hvor vi rent fysisk befinder os. Og det gælder så også vores dna og relationer«.

»Det er et kæmpe skift, og der er nogle, der bliver fanget i det især i disse år. Eksempelvis sæddonorer eller andre, som har slægtsmæssige relationer, de ikke vil have blotlagt. Jeg tror, at vi om meget få år vil stå i en situation, hvor alle godt ved, at hvis vi giver oplysninger væk, så kan de oplysninger bruges til at identificere os«, siger Stephen Alstrup, der blandt andet forsker i digitale rettigheder og rådgiver blandt andre Datastyrelsen.

Synes du, det giver mening at tale om, hvorvidt de kommercielle genetiske databaser overhovedet skal have lov at udbyde en tjeneste, som kan bidrage til, at folks privatliv bliver påvirket så kraftigt?

»Den er svær. For i bund og grund er vi inde og berøre den individuelle frihed. Både for den, der ikke vil identificeres gennem databaserne, og for dem, der vil have lov at lægge deres egen dna ind i databaserne. Men jeg synes godt, at man kan diskutere, om vi ikke er i en overgangsfase, hvor de, der ikke var klar over risikoen for at blive identificeret, har brug for ekstra beskyttelse«, siger Stephen Alstrup.

Dorte og Niels har set deres nyeste barnebarn flere gange de seneste år. Nogle gange facetimer de. Pigen bliver snart fem år.

Den af sønnerne, som er blevet kæreste med den tyske mor, bruger alle sine ferier i Tyskland. Den søn, som er donor, vil stadig ikke være en del af de nye relationer.

Dorte, har du og din mand nogensinde tænkt på, at I, da I valgte at sende jeres dna-oplysninger til MyHeritage, på en måde kom til at give samtykke på vegne af jeres børn i forhold til, at I kunne få information om dem, som de ikke havde tænkt, I skulle have? Altså eksempelvis, at en af dem har været sæddonor?

»Jeg synes jo nærmere, at det går den anden vej. Vi har været åbne om, at vi ville prøve dna-slægtsforskning. Hvis vores søn havde været åben om, at han har været sæddonor, så havde vi måske slet ikke gjort det. Jeg tror, meget af det her kunne have været anderledes, hvis alle havde været åbne og ærlige«.