Laura fik to nye halvsøskende
og mistede dem igen
Dna-slægtsforskning har kraften til at bringe slægtninge sammen, men – i Lauras tilfælde – også til at rive dem fra hinanden.
Nære og kærlige familierelationer er ikke noget, der har været Laura forundt. I hvert fald ikke i særlig lang tid ad gangen. De første år af sit liv, som begyndte i 1963, tilbragte hun på et børnehjem nord for København. Hendes biologiske forældre var unge, de var ikke kærester, og det var ikke meningen, at de skulle have et barn sammen.
Laura blev adopteret af en familie fra Vestjylland i 1966. De første år i familien var der masser af kærlighed. Adoptivforældrene holdt altid to fødselsdage for hende. En den dag, hun blev født, og en den dag, hun blev hentet på børnehjemmet.
Men Lauras adoptivfar døde, da hun var 9 år, og derfra forsvandt den trygge kærlighed fra familien gradvis ud af hendes liv. Hendes adoptivmor fik en ny mand, som Laura aldrig fik et godt forhold til. Og som ikke behandlede hende pænt.
»Som barn sagde jeg altid, at når jeg blev stor, ville jeg finde min rigtige mor. Der var altid et ønske hos mig om at finde den del af min familie«.
Verden rystede i det øjeblik, følte jeg
Laura, adopteret
Og det gjorde hun. Ad flere omgange faktisk. Men dette er ikke historien om en lykkelig genforening. Derimod er det historien om, hvordan ny og lettilgængelig dna-teknologi, som normalt bringer slægtninge sammen, endte med at adskille Laura fra den nyfundne familie, som hun havde ønsket sig gennem et halvt liv.
Laura er ikke hendes rigtige navn. Hun er anonym, fordi hendes historie involverer personer, som ikke vil identificeres. Politiken kender Lauras identitet og har set dokumenter, der bekræfter hendes historie.
»Jeg var kun lige blevet 18 år, da jeg henvendte mig til Civilretsdirektoratet og fik oplysninger om mine biologiske forældre. Jeg ringede til min mor. Hun stod i telefonbogen«.
»Jeg mødtes med hende et par gange. Men jeg ledte nok lidt efter en ny mor, og det kunne hun ikke give mig. Jeg havde haft nogle meget svære år, efter at min adoptivfar døde, og forholdet til min adoptivmor var ikke længere godt. I hvert fald tog jeg selv afstand fra min biologiske mor dengang. Jeg var nok lidt bombastisk, da jeg var 18 år«.
Laura mødte også sin biologiske far. På en restaurant ved Kongens Nytorv. Men også den relation blev kortvarig, fordi han insisterede på, at hun skulle fortælle sin adoptivmor, at han nu ville indlede en relation til Laura. Laura forlod restauranten.
Nogle år senere, midt i 1990’erne, døde Lauras biologiske far i en trafikulykke.
En ny halvsøster
Herfra gik der mange år, før Laura igen fik kontakt til sin biologiske familie.
»I mit voksne liv har jeg interesseret mig meget for slægtsforskning og dyrket det på den gammeldags måde med dokumenter, kirkebøger og optegnelser. På Facebook er der en del grupper, hvor folk hjælper hinanden med deres slægtsforskning, og i en af grupperne spurgte jeg efter hjælp og nævnte min fars navn«, siger Laura.
»Og derinde var der en kvinde i 40’erne, der skrev, at hun godt kunne hjælpe mig med at lægge nogle af puslespilsbrikkerne. Hun havde nemlig samme far som mig. Hun var min halvsøster«.
Det var et stort øjeblik for Laura.
»Helt forrygende. Verden rystede i det øjeblik, følte jeg«, siger Laura, som på det tidspunkt i mere end tre årtier havde levet sit voksne liv uden familie.
Laura og kvinden mødtes flere gange i løbet af de efterfølgende seks måneder. De besøgte blandt andet den egn, en lille ø syd for Sjælland, som deres far var vokset op på. De så den kirke, han var blevet konfirmeret i. Der var også en halvbror, som Laura mødte, og hun kom til at holde af dem.
Imens fortsatte Laura sin slægtsforskning. Og hun besluttede at tage en dna-hjemmetest og sende til slægtsforskningstjenesten MyHeritage. Virksomheden kan sammenligne dna med de millioner af andre personer, der har tilmeldt sig tjenestens genetiske database.
»Og det var det, der ødelagde det hele«, siger Laura.
»Jeg fik en dna-slægtsforsker til at hjælpe mig. Vi sad længe og analyserede resultaterne, og på et tidspunkt sagde han: Jeg er ikke sikker på, at ham du tror er din biologiske far, rent faktisk er din biologiske far.«
Et ødelagt puslespil
Den oplysning rystede hende. Hun havde jo selv læst mandens navn i de dokumenter, hun havde fået, da hun fyldte 18 år. Og manden selv havde helt åbenlyst troet, at han var Lauras far. Nu så hele Lauras puslespil ud til alligevel ikke at være blevet samlet.
Det var naturligt for hende at sige det til sin nye halvsøster. Men halvsøsterens reaktion var konsekvent.
Jeg fik i nogle få måneder lov at prøve at have den familie, som jeg havde drømt om. Nu er jeg tilbage ved ikke at have nogen
Laura, adopteret
»Hun besluttede sig hurtigt for, at så ville hun afbryde kontakten. Hun kunne simpelthen ikke magte den usikkerhed, der kom ind i vores relation der. Og hun var blevet enormt ked af det. Det sårede mig, ikke mindst fordi hun skrev til mig i et brev, at hun faktisk var kommet til at holde af mig«, siger Laura.
Laura spurgte de to nye halvsøskende, om de ville tage en dna-test ligesom hende, så de kunne få vished. Det ville de ikke.
»Vores relation ophørte i foråret sidste år, da hun skrev det sidste brev til mig«, siger Laura.
Hun sidder tilbage med en følelse af forvirring og fortvivlelse.
»Måske kender jeg slet ikke den rigtige historie. Og jeg synes, det er svært komme videre herfra. Jeg fik i nogle få måneder lov at prøve at have den familie, som jeg havde drømt om. Nu er jeg tilbage ved ikke at have nogen«.
Tekst: Michael Thykier
Redigering: Maja Kiener
Animation og grafisk tilrettelæggelse: Tomas Østergren
Redaktør: Kathrine Rossau