Her er de steder, hvor din bolig kommer til at stå under vand, når havene stiger
Vandstanden i Danmarks have stiger. Det er et uomtvisteligt faktum.
Og problemet er ikke kun, at havvandet stiger hvert år. Alt tyder også på, at der kommer flere og kraftigere uvejr. Det vil få vandet til at slå ind mod vores kyster og havne med større kraft, end vi har set tidligere, og med en højere vandstand vil stormfloder også nå længere ind i landet.
For at få et overblik over, hvad vi kan forvente, har en sammenslutning af ministerier, styrelser og organisationer udviklet en række modeller, der kan vise, hvordan vandet vil opføre sig, når en kraftig storm en dag rammer – hvis stormen rammer i morgen, eller hvis den rammer i 2070, hvor vandstanden er højere end i dag.
De voldsomme vejrfænomener bliver kaldt for 20-års og 50-års hændelser. Tallet angiver, hvor hyppigt man regner med, at en sådan hændelse vil indtræffe. En 20 års-hændelse vil eksempelvis indtræffe hvert 20. år, og det betyder, at der hvert år er 5% sandsynlighed for at blive ramt.
Her kan du se, hvad myndighederne forudsiger, der vil ske, hvis en række af de mest udsatte danske byer, kyster og øer bliver ramt af en stormflod.
Ingen ved, hvordan vejret og vandstanden bliver i fremtiden. Men de nyeste data fra FNs Klimapanel IPCC tyder på, at stormfloderne i fremtiden kan blive både hyppigere og værre end de scenarier, du lige har set.
Landets kommuner arbejder i øjeblikket på planer for, hvordan de skal sikre kyster og havne. Løsningerne bliver formentlig at bygge diger, opfører kystsikring og fylde ny jord, der hvor havet spiser kysten.
Men Danmark har en meget lang kystlinje, og der kommer til at være steder, vi ikke kan redde.
Hvor galt det går bliver i sidste ende afgjort af vores evne til at begrænse de globale klimaforandringer.
Note: ’Vandstand over normalen’ er beregnet i forhold til DVR90, Dansk Vertikal Reference
Kilder: Kystdirektoratet, Miljøministeriet og DMI