Jakob Ellemann-Jensen (V) går med en paraply i højre hånd, som statsminister Mette Frederiksen (S) søger ly under. Der er mørke skyer på himlen, og det støvregner.
Ved siden af dem går Sofie Carsten Nielsen (R), Pia Olsen Dyhr (SF) og Søren Pape Poulsen (K). I samlet flok passerer de fem partiledere en smal bro til fæstningsanlægget Kastellet i København. Rundt om dem løber en horde af journalister, fotografer, særlige rådgivere og muskuløse vagter.
»Mette, Mette, Mette«, hepper en folkeskoleklasse, der er på udflugt, og statsministeren vinker tilbage fra paraplyen.
Flokken krydser broen i et hastigt tempo og vader igennem porten, hvor soldater står med automatvåben i hænderne og helt specielt har slået bommen op i forvejen.
