Det kan på sin vis virke paradoksalt. Statsminister Mette Frederiksen (S) kan se tilbage på et år, hvor hun ufrivilligt ramlede ind i en historisk sundhedskrise, der redefinerede hendes politiske drejebog. Hjørnestenen i hendes velfærdspolitik – tidlig pension til nedslidte – blev tvunget udskudt, mens nye økonomiske vinde pillede ved præmisserne for centrum-venstres mange velfærdsprojekter. Ikke just et drømmeår for en nybagt statsminister, der hviler bedst i kontinuerlig stram styring og kontrol.
Alligevel har det forgangne år på besynderlig vis efterladt Socialdemokratiet med en sjældent stor succesfortælling. Målingerne ligger behageligt over 30 procent, og livet i Frederiksens etpartiregering virker anderledes fredeligt end det, forgængeren Løkke gennemlevede. I det lys må det være besnærende for S-ledelsen at brygge videre på den opskrift, som har formet de første 12 måneder. Dog aner man konturerne til et mindre sceneskift strategisk og politisk, mens der parlamentarisk fornemmes små ugler i mosen.
En formand har ikke et parti, et parti har en formand, lød det fra en central Venstre-mand, inden Venstres hovedbestyrelse væltede Løkke i fjor.
