Klokken 5.38 får jeg en sms fra min pressechef, Karen Clement, som sender udklip af tweets, som allesammen beskriver, hvad der sker. Matilde Kimer (korrespondent for DR, red.) skriver eksempelvis, at hun er blevet vækket af adskillige kæmpe brag i Kharkiv. Jeg skriver til Karen: »Forfærdeligt. Kommer ind asap«. Det næste, jeg skriver, er til min departementschef: »Nu sker det«.
Jeg er allerede vågen, da sms’en kommer. Jeg sov ikke særligt godt, for det var jo ret tydeligt, hvad der var på vej. Særligt i forsvarscirkler er man godt klar over, at man ikke kan have så mange tusinde tropper stående ved grænsen for evigt. I dagene op til er der et håb om, at motorerne på kampvognene kunne slukkes, men desværre skete det ikke.
Min første tanke er, at det bare er forfærdeligt. Vi har tidligere set, hvordan den russiske hær har tæppebombet udbryderrepublikker med de helt vanvittige omkostninger, det har. Jeg tænker også meget over, hvad det får af konsekvenser. Både for Nato-samarbejdet, for Europa og i særlig grad vores ansvar over for de baltiske lande. Og det råb om hjælp, der er fra Ukraine. Det er virkelig forfærdeligt. Det gør fandme ondt.
Jeg er på kontoret lidt over 7. Vi har selvfølgelig gennemtænkt procedurerne både i regeringen og her i Forsvarsministeriet. Derfor er der møde i vores stab her, og så går der forskellige procedurer og briefinger i gang.
