Claus Lund står i spidsen for intensivafdelingen på et af Region Hovedstadens største hospitaler i epidemiens epicentrum. Siden dens begyndelse har afdelingen udvidet med ekstra senge over flere omgange for at imødekomme behovet for behandling af covid-19-patienter i respirator. Først havde afdelingen 12 pladser, herefter 16, og nu er der 24, hvor lidt over halvdelen af sengene er optaget af patienter med coronavirus. De ligger både på flersengsstuer og enkeltstuer og bliver passet af uddannede intensivsygeplejersker og almindelige sygeplejersker, der i hast er blevet lært op til at løse de vigtigste opgaver hos de sovende patienter. Planen er at udvide til 30 pladser og herefter til 39. Alt skal ske i løbet af 14 dage, så »det er lidt af en opgave«, som Claus Lund siger.
For at få plads til patienterne er der blevet nedlagt en kirurgisk afdeling, hvilket har skabt plads til yderligere otte intensivsenge. Snart bliver også et afsnit nedlagt, hvor patienter normalt ligger og vågner efter en operation. Her kan der være ekstra femten senge. Det kan lade sig gøre, fordi hundredvis af operationer er blevet aflyst som følge af, at regeringen har suspenderet retten til hurtig behandling, så sundhedsvæsnet kan bruge flere kræfter på covid-19-patienter og samtidig behandle livstruende sygdomme som kræft.
Det er vigtigt at slå fast, at det kun er de absolut mest syge covid-19-patienter, som ender på en intensiv afdeling. Langt, langt de fleste af dem, som testes positive for corona, bliver aldrig indlagt på hospitalet. Kun omkring en femtedel indlægges, og de fleste af de indlagte får tilstrækkelig hjælp på en medicinsk afdeling og kommer aldrig i nærheden af en respirator, før deres immunforsvar har nedkæmpet den nye coronavirus. Alligevel samler stor opmærksomhed sig om netop intensivpatienterne.
Det skyldes ikke bare, at de er meget syge og risikerer at dø. Det skyldes i lige så høj grad, at hvis epidemien i Danmark løber løbsk, vil sundhedsvæsnet knække under presset, som regering, sundhedsmyndigheder og læger flere gange har advaret om. Så kan kræftpatienter ikke blive behandlet i tide, og folk risikerer at dø af lidelser og sygdomme, som før epidemien kunne behandles. Fredag eftermiddag var 517 coronapatienter indlagt på sygehuse, 143 af dem på intensive afdelinger, deraf 116 i respirator.
