Modgang gør stærk, siger vi, og der er næppe tvivl om, at man kan finde mod og styrke i at kæmpe sig op og vise andre, at de tog fejl, da jobbet gik til en anden, da man fik en bundkarakter, eller da den potentielle bestseller blev afvist. Man kan føle sig stærk, hvis man har overstået alvorlig sygdom på trods af alle odds. Men der er grænser for, hvor langt man kan strække sin modstandskraft og kampvilje.
I det fremragende værk ’Endnu en bog jeg aldrig skrev’ illustrerer Ida Jessen denne grænse ved at genfortælle et afsnit fra ’Fluen’ af Katherine Mansfield:
Jeg tænkte på fluen og dens kamp, da jeg hørte om den nye psykiatriplan.
Mit ærinde er ikke, at man kunne have sendt flere penge. Men min frygt er, at psykiatrien har tabt så mange slag, at det bliver svært for den at kæmpe sig tilbage til en værdig plads. Jeg håber, jeg tager fejl, og hepper på fluen som metafor for den psykiatriplan, som sundhedsministeren kaldte »de første skridt, der ikke kan stå alene«.
