I begyndelsen af højskolernes historie var det bondekarle og -piger, der søgte til højskolen. Her kunne de blive en del af noget større end det landsbysamfund og den bondekultur, de kom fra. Talerstolen var centrum på højskolen. Herfra fortalte forstanderen og læreren danmarkshistorie, litteraturhistorie og andre former for national dannelse, som eleverne kunne spejle sig i.
Uden for foredragssalen foregik den anden halvdel af undervisningen. Eleverne fik elementære kundskaber inden for landbrug, håndværk, sygepleje eller møllebyggeri.
For højskolen har altid gået på to ben: dannelsen og den erhvervsrelaterede forberedende undervisning. Fordi vi i dag ikke længere lever i et landbrugssamfund, og håndværkerne er højt specialiseret, er det nu journalistik, politiarbejde og kunsthåndværk, vi forbereder os på, når vi tager på højskole.
Højskoler, som ikke længere har et svar på det, eleverne efterspørger i tiden, lukker. Bondehøjskolerne, arbejderhøjskolerne og de socialistiske højskoler er opstået og forsvundet igen, fordi de passede ind i en bestemt tid. Til gengæld er der kommet nye til, i takt med at der er opstået nye problemstillinger og nye tendenser, som vi ser nu med bæredygtighed som tema på flere højskoler.
