Ulla Højmark Jensen, unge- og uddannelsesforsker, ph.d., docent på Center for Skole og læring Professionshøjskolen Absalon
»Efterskolerne er jo noget helt specielt – og anderledes end for eksempel kostskolerne. På efterskolerne er man som oftest et år, så der kommer ikke den samme hierarkiske kultur. Hele indgangen til, at man tager på efterskole er speciel. Tidligere kaldte man det et friår. Det gør forældrene ikke længere, for eleverne skal stadig holde deres kompetencer ved lige, så de er klar til gymnasiet. De skal samtidig også bare have lov til at lave de ting, de synes er sjove og interessante«.
»På efterskolerne blander man en masse forskellige unge, der ellers ikke nødvendigvis ville have mødt hinanden. Men det lykkes stadig at opretholde et godt miljø, og en stor del af det kan tilskrives det her åndsbegreb. Der er nogen traditioner og en ånd, der overleveres fra elevhold til elevhold. Det sker, når lærerne og forstanderen fortæller, at ’sådan er vi her, og sådan gør vi her’. De tidligere elever er også med til at overlevere deres ånd for eksempel på sociale medier. De fortæller de nye, hvordan man skal opføre sig på efterskolen for at være en ’rigtig efterskoleelev’. De nye elever får derfor en god rettesnor fra både de voksne og de andre unge«.
»Alle efterskoler er jo ikke de samme. Men noget af det, der er fælles, er relationen mellem lærer og elever. Både lærere og elever omtaler det som et forældre-barn forhold eller en hyggeonkel. Det bliver familiært. Alle efterskoler har nogle lærere, der går op i eleverne, og som varetager nogle meget omsorgsfulde funktioner, hvor de kommer tæt på eleverne. Det betyder også, at eleverne ofte tænker på dem som mennesker, før de tænker på dem som lærere«.
