Da covid-19-pandemien ramte Danmark i 2020, stod flere hospitaler med en ekstraopgave, der skulle løses. Pludselig væltede det ind med PCR-prøver, der skulle testes og analyseres. Med det fulgte et ekstra ansættelsesbehov – men hvad gør man så, hvis der ikke er nogen, der søger jobbet?
På Nordsjællands Hospital fandt de hurtigt ud af, at de måtte tænke ud af boksen, hvis de skulle kunne imødekomme den ekstra opgave, de blev pålagt. Blandt mikrobiologerne var der i forvejen store rekrutteringsproblemer, så Thomas Schiøler, der er ledende overlæge på Klinisk Biokemisk Afdeling på Nordsjællands Hospital, vidste godt, at de ville løbe ind i betydelige rekrutteringsudfordringer.
»Min medleder og jeg begyndte at tale om, hvilke andre personalegrupper vi kunne henvende os til. Snakken faldt på, om vi ikke kunne ansætte nyuddannede cand.scient’er? Ikke fordi vi havde erfaring med projektansættelser, men fordi vi havde et indtryk af, at de godt kunne have nogle startvanskeligheder. Derfor besluttede vi, at vi ville gå målrettet efter nyuddannede cand.scient’er«, siger Thomas Schiøler.
»Vi annoncerede helt målrettet efter nyuddannede. Og det gav i den grad et godt resultat. Vi søgte 12 medarbejdere som projektansættelser, og vi fik tæt på 300 ansøgninger, hvoraf over 200 var kvalificerede«.
