I 2016 søgte ind jeg på Det Kongelige Akademis designskole første gang, og der var jeg heldig at gå videre fra den indledende hjemmeopgave til en samtale på skolen, og hvor der skete noget, ja, pinligt.
Samtalen foregik over for to undervisere i et kontor ude på Holmen i en af de gamle kasernebygninger, og på det tidspunkt ejede jeg ikke en computer, så jeg kom med alle mine håndlavede ting, mine små akvareller. De spurgte mig om alt, blandt andet hvorfor jeg gerne ville gå der, og det havde jeg muligvis ikke tænkt så meget over. Jeg havde bare tænkt, at jeg skulle ind på den her skole, gå der og blive dygtig.
Hvorfor vil du gerne gå her, spurgte de mig så, og jeg svarede: »Fordi København er en god by«. Og så blev der stille. Og desværre kom der ikke mere ud af mig end den sætning. Jeg skulle selvfølgelig have svaret det og det og det, men det var først, da jeg kom ud af lokalet, at det gik op for mig, at jeg nok havde blown it. Hvad fanden var det for et svar, døde jeg af grin over. Det sagde absolut intet om absolut noget. Jeg kom heller ikke ind det år. Først næste.
I gymnasiet var jeg ellers en 12-tals pige, som gerne ville have de bedste muligheder for at kunne vælge lige præcis den uddannelse, jeg havde lyst til. For jeg vidste ikke, hvad jeg skulle være som voksen.
