Siden sommeren 2020 har Rytmisk Musikkonservatorium været mit andet hjem. Hvis ikke jeg har været hjemme eller til koncerter, er det her, jeg har været. Man kan altid høre høj musik fra lokalerne på gangene, se folk, der går med instrumenter gennem gården, og høre en frygtelig alarm, der skriges i ny og næ.
Skolen, som tidligere var et jazzkonservatorium, har længe været præget af et elitært ry, men jeg tror, at det er ved at blive udfaset. Det er tydeligt at mærke, at der en vis prestige i at komme ind på skolen, både fordi det er svært at komme ind, få elever bliver optaget, og fordi det er en af de dyreste uddannelser i Danmark.
Prestigen kan jeg mærke, når jeg taler med andre, især folk fra musikbranchen. Det er oftest sådan, at når vi er kommet et stykke ind i samtalen, forbi smalltalken om vejret, og de spørger, hvad jeg laver til daglig, og jeg svarer, at jeg går på konservatoriet, så sker der noget. En slags adfærdsregulering, en slags ’den havde de ikke set komme’.
Hvorfor ved jeg ikke. Måske, fordi jeg ikke er the average person, som man forbinder med et konservatorium. Måske, fordi folk tror, at de studerende her altid render rundt med et instrument og altid har en musikalsk reference, når de taler.
