Lige nu er jeg i praktik hos en startupvirksomhed, der hedder NaviBlind, som en bekendt startede for fire år siden, og som jeg faktisk selv har været med til at udvikle ideen bag. Vi har udviklet et apparat, der skal gøre det nemmere for synshandikappede at komme fra A til B. Det fortæller dig ruten, mens du går – lidt ligesom Google Maps, men bare meget mere præcist, så man for eksempel får at vide, hvis man skal stoppe ved en fodovergang.
Jeg kom ind i projektet ved at fungere som en slags konsulent, der kunne fortælle, hvilke informationer man har brug for, når man ikke kan se. Og nu er jeg så kommet i praktik i virksomheden, hvor jeg sidder med forskellige marketings- og kommunikationsopgaver.
Virksomheden er ret lille, så jeg sidder hjemme og arbejder. Jeg er glad for det, men jeg kan også mærke, at jeg lidt savner den der daglige interaktion med enten medstuderende eller kollegaer. Så det er i hvert fald noget, som jeg vil overveje i et fremtidigt job.
