Da jeg var ni år, begyndte jeg at tælle ned til, hvor mange år der ville gå, før jeg var færdiguddannet som dyrlæge. Min far var dyrlæge, min mor har også læst til dyrlæge, og jeg er vokset op på landet og har altid været omgivet af dyr. Så for mig har der aldrig rigtig været andre muligheder.
Jeg søgte ind på kvote to allerede det år, hvor jeg blev student. Og jeg boede jo i Aalborg, så jeg måtte tage til København for at komme til optagelsesprøve i maj, inden alle eksamenerne gik i gang. Prøven var virkelig svær, og jeg fik ikke nok point til at gå videre til samtalen det år. Jeg vidste godt, at det ville blive rigtig svært at komme ind, og at jeg ville skulle kæmpe for det. Men jeg sagde til mig selv: Uanset hvad skal jeg nok blive dyrlæge. Der er ikke nogen, som får lov til at stoppe den her drøm.
Så jeg begyndte i stedet på molekylærbiologi i Aarhus, fordi nogle af fagene første år overlappede med veterinærmedicin. Jeg ville ikke læse molekylærbiologi, men jeg tænkte, at det måske kunne hjælpe mig med at komme ind på dyrlægestudiet året efter. Og da jeg tog optagelsesprøven året efter, var den også pludselig blevet nemmere for mig, fordi jeg havde lært en masse ved at studere i Aarhus.
Endelig fik jeg point nok til at gå videre til samtalen, og efter den gik jeg en hel sommer og var et nervevrag. Jeg arbejdede i Randers Regnskov, og selv om jeg ikke anede, om jeg kom ind, havde jeg sagt ja til en studiebolig i Albertslund, som jeg ikke engang havde set. Jeg kendte jo ikke noget til København, så jeg tænkte: 7 kilometer, det er da ikke så langt? Ha ha. Der blev jeg så klogere.
