Den måde, man bliver værdisat på i musikbranchen, er meget sådan … ’relationel’. Det handler rigtig meget om at kende de rigtige mennesker og være til de rigtige fester på de rigtige tidspunkter. At mingle og at være på. Det kan være ret udmattende, og jeg var ikke altid så god til det. Jeg ville hellere fokusere på den del af det, som havde med økonomi, strategi og organisation at gøre.
Jeg var – og er – dybt fascineret af branchen og hele det spil, der foregår bag scenen. Og det har givet mig nogle fantastiske oplevelser og venskaber – og altså, jeg mødte jo min kæreste gennem nu fem år på konservatoriet. Men jeg blev også lidt ’skadet’ af arbejdet. Til sidst kunne jeg faktisk ikke lytte til musik uden at begynde at sidde og dekonstruere det oppe i hovedet. Så det var lidt en læring i, at man skal måske ikke altid arbejde med sin hobby.
Da corona ramte, var jeg på dagpenge, og pludselig havde jeg slet ikke mulighed for at gå til alle de fester, jeg burde gå til. Det var en kæmpe lettelse. Der kunne jeg bare mærke, at jeg skulle noget helt andet. Så en aften sad jeg simpelthen bare og googlede ’laveste ledighed, højeste løn’, og så dukkede ingeniørstudiet op.
Før har jeg gået efter, hvad der interesserede mig. Den her gang var det virkelig et job, der var min motivation. Jeg havde læst, at der var rigtig meget brug for ingeniører, og jeg havde brug for at mærke, der ville være brug for mig på den anden side.
