Når medierne skulle i kontakt med en indvandrerskole på Nørrebro, så ringede de altid til denne

»Jaaa, så kom jeg alligevel før Rushy!«, lyder det fra Rubina Kausar Afzal, før hun omsluttes af et langt og varmt kram af hendes tidligere skolelærer Marianne Frederiksen. Få minutter efter dukker Rushy Rashid op, og så er hele flokken samlet. De har egentlig holdt kontakten gennem alle årene, og i dag er de mere veninder, fortæller de, hvorefter Rubina skynder sig at indskyde »men, vi har selvfølgelig stadig meget respekt for dig, Marianne«.

Den tidligere tv-vært Rushy Rashid og hendes barndomsveninde Rubina Kausar Afzal fortæller i anledning af Politikens Undervisningspris om deres folkeskolelærer Marianne Frederiksen, der lærte dem at begå sig i det mærkelige land, som deres forældre havde bragt dem til.

Vi skruer tiden tilbage til stedet, hvor de mødtes første gang. Det var på Sankt Hans Gade Skole, hvor ingen gik videre til gymnasiet. Den lå på ‘det sorte Nørrebro’, og derfor ringede medierne altid, når de skulle i kontakt med en sort skole. Det var en mulighed for at få bekræftet, hvor forfærdeligt tingene egentlig stod til.

»I min allerførste samtale med skoleinspektøren sagde han, at der ikke var nogen fra skolen, der gik videre til gymnasiet«, siger Marianne Frederiksen.

Det var ligesom bare en kendsgerning, som de nye lærere ikke skulle sætte spørgsmålstegn ved. De fik at vide, at de skulle tage det roligt og stikke en finger i jorden. Og det gjorde de.

»Vi købte en potte med jord i med et skilt på, hvor vi skrev ‘fingerjord’. Den blev placeret i vindueskarmen lige bagved skoleinspektøren. Nogle gange tog vi den ind på bordet, når der var lærermøde, andre gange gik vi hen og stak fingeren i jorden«, fortæller Marianne Frederiksen.

Før anede Rushy og Rubina ikke, hvem de personer var, som de havde som lærere. Men med Marianne kendte de hendes politiske ståsted. For hun bar det mere eller mindre uden på tøjet med sit turkisfarvede halstørklæde, jeans og flade sko - og en bemærkning om, at hun ville kaldes ved fornavn. Hun var Marianne, ikke Fru Frederiksen.

Godkendt som den eneste

Rubina Kausar Afzal kom fra Pakistan til Nørrebro i 74. Rushy Rashid kom i 77, og hun husker særligt følelsen af at gå fra at være en dygtig elev i Pakistan til at blive reduceret til det modsatte, fordi hun ikke kunne et eneste ord på dansk.

»Alle andre var dygtigere end mig. Jeg kan huske, at der ikke stod noget i mit hæfte, da vi fik de første karakterer i tredje klasse. De andre havde flotte krydser i deres felter. Jeg var helt vildt ked af det. Men jeg tænkte også, at en eller anden dag så skulle jeg nok vise dem«, siger hun.

Og det fik hun lov til nogle år senere. For Marianne opfordrede hende til, at hun skulle være med i elevrådet. Rushy Rashid ville gerne prøve, selvom hun ikke anede, hvad det var for noget.

»Jeg fik skrevet i min kontaktbog, at jeg kom senere hjem, fordi jeg skulle være med til et møde på skolen. Mine forældres reaktion var i første omgang ‘hvad i alverden har du lavet, siden du skal blive ekstra på skolen?!’«.

»Jeg fandt ud af, at man godt måtte mene noget, og at man for alt i verden skulle stille spørgsmål. Det var jo simpelthen grundstene til min demokratiske dannelse. Det har fulgt mig lige siden i de politiske organer eller bestyrelser, som jeg har været en del af«, siger Rushy Rashid.

Hun endte med at blive godkendt til at komme i gymnasiet, som den eneste på hele årgangen. På det tidspunkt var Rubina Kausar Afzal nemlig rejst tilbage til Pakistan med sin familie.

»Jeg kan huske, at du tilbød mine forældre at beholde mig. Det ville de aldrig nogensinde have sagt ja til, men det ligger virkelig dybt i mig, at der var et andet menneske, der så noget potentiale i mig. Det er jo en gave at have sådan et blik. At man kan se på andre mennesker og sige ‘her kan jeg gøre en forskel’, eller ‘her vil jeg tage et ansvar’«, siger Rubina til Marianne.

Inviterede sig selv på pakistansk kagebord

Der er mange episoder, som Rushy og Rubina har lyst til at fremhæve fra deres tid på Sankt Hans Gade Skole, og derfor flyver anekdoterne fra den ene side af bordet til den anden. Det virker til, at der ikke længere er plads til en journalist i samtalen.

»Lejrturen!«, udbryder de, nærmest som om, at de sender på samme frekvens. Barndomsveninderne er gået i selvsving, og selv deres tidligere lærer Marianne må efterhånden melde pas. Hun kan ganske enkelt ikke huske den historie, som de kaster sig over som den næste. Selv om hun rent faktisk er hovedperson i den.

De to piger måtte ikke komme med på lejrtur. Deres forældre anede ganske enkelt ikke, hvad det var for noget, og derfor følte de sig ikke trygge ved tanken. Det budskab fik Rushy og Rubina leveret til Marianne, der kvitterede med at invitere sig selv på te og pakistansk kagebord hos familierne. Marianne satte håret op, så hun som ung lærer så ældre ud. Cyklede hen til den ene familie, hvor hun detaljeret forklarede, hvad der skulle ske på lejrturen og argumenterede for, hvorfor det var vigtigt at komme med. Muligvis blev det også sneget ind, at en af de andre allerede havde fået lov. I hvert fald kom de med på lejrturen med cykler, som de aldrig havde prøvet før. Og den del kan Marianne godt huske.

»Jeg anede ikke, at pakistanske piger ikke cyklede. De fik en cykel. Kørte de ned ad bakken? Ja, det gjorde de. Hvor langt kom de? Ikke ret langt«, siger Marianne.

De griner alle tre højt, længe og hjerteligt.

»Du ville rigtig gerne have vores forældre på banen. Jeg kan tydeligt huske, at du sagde til mig, at jeg skulle gå hjem til mine forældre for at sige, at de skulle komme til forældremødet. Min far ville ikke, fordi der blev drukket øl. Du sagde, at I ville lade være med det«, siger Rushy henvendt til Marianne og fortæller videre.

»Og så var det, at han sagde, at han ikke ville, fordi han ikke forstod dansk. Du sagde, at skolen nok skulle finde en løsning på det. Og det endte jo med, at han mødte op i sit stiveste puds til det forældremøde, hvor I havde sørget for en tolk. Min far kommenterede, at tolken oversatte forkert, og at de altså ikke behøvede at bruge penge på det en anden gang. Han følte sig set og hørt«.

Den fælles fremtid

Rushy Rashid har siddet overfor Mogens Glistrup i en heftig tv-debat om indvandring og integration i 1997. Fremskridtspartiets stifter blev dømt for overtrædelse af paragraf 266b, hvilket i bund og grund var starten på en lang karriere i mediebranchen for Rushy Rashid, som blev den første tv-vært med etnisk minoritetsbaggrund, hvorefter hun blandt andet har været skrivende journalist på Politiken og været vært på debatprogrammet ‘Rushys Roulette’ på Radio24syv indtil det lukkede i 2019. I dag er hun partner og headhunter i Hudson Nordic.

Rubina Kausar Afzal forfulgte sin kærlighed til bøger og viden, hvorfor hun kastede sig over uddannelsen som bibliotekar og i dag arbejder som biblioteksleder på Professionshøjskolen Absalon.

»Vores familier var meget ambitiøse på vores vegne. Der var en forventning om, at vi skulle leve op til noget. Vi skulle blive til noget. De ville gerne have valuta for det opbrud, som de havde foretaget dengang«, siger Rubina, hvorefter Rushy tilføjer:

»Der var en undersøgelse for ikke særlig længe siden fra Tingbjerg Skole, hvor der var nogle børn, der gav udtryk for, at de ikke blev til noget. Jeg fik helt ondt i maven. Jeg så ikke, hvad du gjorde for andre, Marianne. Men jeg så, hvad du gjorde for mig, og hvordan jeg voksede med det. Jeg synes, at det er vigtigt at anerkende, mens vi er her, hvad lærere egentlig har af betydning for de skæbner, som de har i deres hænder«.

Marianne har i længere tid siddet med begge hænder placeret på sine kinder, mens hun anerkendende har nikket til sine elevers talestrøm uden at bryde ind. Men nu har vi alligevel rundet et emne, hvor hun føler et behov for at byde ind med sin holdning.

»Det sørgelige både dengang og nu er, at der er flere, der vælger privatskoler. Det kan vise sig at blive nødvendigt i det enkelte barns tilfælde, men det er noget helt, helt andet at vælge det fra start af. Hvis man har et overskud, så bør man investere i den fælles fremtid ved at blande kortene i stedet for at møde hinandens spejlbilleder. Det er selvfølgelig enormt bekvemt, men det giver ingen forståelse af diversiteten i samfundet«.