Özlem Cekic' øjne bliver røde: »Hvis jeg møder ham, tror jeg, jeg vil sige tak«.

Tis, madpakker og for lidt ilt. Lugten i trappeopgangen med mintgrønne klinker og et brunt gelænder på Ny Vesterbro Skole i København er ikke nødvendigvis god. Men den er den samme, som da Özlem Cekic gik der.

I anledning af Politikens Undervisningspris er hun taget tilbage til sin gamle folkeskole, som udover trappeopgangen har forandret sig en del siden slutningen af 80’erne. Nu er der ledningsskjulere og stik at finde på de hvide gange, og klatrestativer i den ellers bare skolegård.

Men stedet vækker alligevel minder – gode som dårlige – for som folkeskoleelev kæmpede hun med at få tag om det danske sprog. I den kamp kom dansklæreren Niels til at spille en helt afgørende rolle. Faktisk vil hun gå så langt som at sige, at han blev en ledestjerne. For det lå ikke i kortene, at hun skulle ende med at tituleres som tidligere medlem af Folketinget og generalsekretær i foreningen Brobyggerne – Center for Dialogkaffe.

»Niels så, hvad jeg kunne, og drømte på mine vegne. Det var altafgørende«, siger hun.

Taberbørnene

Özlem Cekic’ første møde med det danske skolesystem var en modtageklasse. Hun er født i Tyrkiet, men kom til Danmark med sine forældre som tiårig. Her gjaldt det om at lære sit dansk så hurtigt som mulig, så man kunne komme i en »rigtig klasse«, som Özlem Cekic beskriver.

Hun var flittig, lærte det basale dansk hurtigere end de fleste og følte, hun havde vundet en konkurrence, da hun endelig fik lov at starte i en rigtig fjerde klasse på Ny Carlsberg Vejens Skole, som skolen hed, inden den blev lagt sammen med naboskolen.

Den første dag, da hun blev præsenteret for klassen i en håndarbejdstime, rejste en pige sig op og gik imod hende. Inden Özlem havde nået at give hende hånden, havde hun hevet hendes bukser ned. Alle hendes nye klassekammerater grinte, og det eneste, hun kunne tænke på, var, hvor meget de nåede at se, før hun fik trukket bukserne op igen.

Dagen efter kom hun tilbage med to bælter på.

Et sigende eksempel for tiden på Ny Carlsberg Vejens Skole. Nu var hun ikke længere den bedste i klassen til dansk, men blev drillet, når hun gik i stå, fordi hun ikke kunne finde ordene.

»Dansk blev et sprog, jeg virkelig kæmpede med«, siger Özlem Cekic.

Hun var dog ikke det eneste barn, som var brun i huden på skolen, men det gjorde ikke den store forskel.

»Vi kaldte hinanden ’taberbørn’. Vi vidste godt, at sandsynligheden for, at vi ville ende som lærere eller ingeniører var lav. Der var større sandsynlighed for, at vi ville ende som rengøringspersonale eller taxachauffører som vores forældre«.

Og profetien blev bekræftet af Özlem Cekic’ tysklærer, som hun husker sagde:

»Det er utroligt, at I kæmper så hårdt, når man ved, I aldrig bliver til noget«.

En stil fyldt med røde streger

Klassens dansklærer, Niels, var anderledes. En høj og slank mand, husker hun. Gammel i barnets øjne. Men han har nok i virkeligheden været i 30’erne. Måske 40’erne.

Özlem Cekic husker særligt de mange stile, han gav for. Hun kunne godt lide at fortælle historier og kunne sagtens fylde fem A4-sider ud.

Men når stilen landede tilbage på hendes bord, var det svært at finde et ord, der ikke havde fået en rød streg under sig. I toppen af papiret var der tegnet en stjerne og ordene.

»Grammatik kan man lære. Men ikke alle kan fortælle historier. Hold fast i det«, stod der.

Hun blev tilbage, efter klokken havde ringet ud til frikvarter, og gik op mod katederet med stilen i hånden for at spørge ind til alle de røde streger. Hun havde svært ved at få formuleret et spørgsmål, men han lagde en hånd på hendes skulder og sagde med et smil:

»Hvor var det bare en god historie, jeg kunne næsten ikke holde op med at læse«, husker hun, at han sagde.

Selvfølgelig var der lidt at arbejde på med grammatikken. »Lidt?«, tænkte Özlem og kiggede på alle de røde streger. Men det gav håb, og dansk blev et fag, hun virkelig gik op i. Det anerkendte Niels. For i hans bog betød det ikke så meget, om det, man skrev, var korrekt, hvis bare man arbejdede for at blive bedre.

»Han stillede krav og forventede, at man var flittig«, fortæller Özlem Cekic.

Niels opfordrede hende til at læse en masse, og hun begyndte at låne bøger på skolebiblioteket. Med hjælp fra Tove Ditlevsen og andre danske forfatter kom der langsomt færre røde streger.

»Lancier er altså en dans«

Fortællelysten er der stadig. Stjernen i toppen af de rettede stile beskriver Özlem Cekic for eksempel som en ledestjerne i et liv, hvor det danske stadig kan kludre i munden eller på papiret.

»Det har altid været en del af min bagage ikke at være født med det danske sprog. Dansk er ikke mit modersprog. Modersmål«, skynder hun sig at rette.

»For sprog er også en magtfaktor«.

I starten af hendes politiske karriere fik hun altid nogen til at hjælpe med at understrege i hendes tale, hvor trykket skulle lægges. Hun fortæller om en episode, da hun sad til en forhandling som folketingspolitiker, hvor hun sagde, at noget skulle »lancieres«.

»Lanciers er altså en dans, Özlem. Mener du ’lancere’?«, lød det fra en af de andre til forhandlingen.

Hvis hun skriver et debatindlæg, tænker hun stadig en ekstra gang over, om hun har formuleret det korrekt. Men når usikkerheden dukker op, husker hun Niels’ stjerne og minder sig selv om, at det vigtige er, om fortællingen holder.

»Det gav mig selvtillid, når han påpegede det, jeg kunne. I dag er jeg 46 år, og der går ikke en måned, hvor jeg ikke tænker på ham, når jeg skriver«.

Fra Vietnam til Varde

For et par år siden holdt Özlem Cekic et foredrag i Varde. Efter foredraget kom en mand hen til hende med en plakat. Han forklarede, at den havde været længe undervejs, for hans ven Niels havde sendt den fra Vietnam til Varde, så han kunne give den til hende.

’Make coffee. Not war’, stod der på plakaten som en reference til Özlem Cekics dialogkaffe.

Foto: Hannah Aurora Almstrup

Hun takkede mange gange og bad manden hilse Niels. Men med hovedet fyldt efter foredraget fik hun ikke spurgt yderligere ind til ham. Og det fortryder hun. For hun har siden tænkt på, at hun gerne ville møde ham. Men hun ved ikke, hvad han hedder til efternavn. Om han faktisk hedder Niels eller måske Nils til fornavn. Om han mon kommer fra Varde og stadig bor i Vietnam. Hun håber, han læser artiklen her og vil kontakte hende.

Mon han er lige så høj, som hun husker ham?

Hvad vil du gerne sige til ham, hvis du møder ham?

»Tak«, siger hun hurtigt.

Så holder den ellers gode fortæller en lang pause, mens det hvide i øjnene bliver rødt. Hun har altid tænkt, det kunne være sjovt at møde ham igen, men aldrig, hvad hun vil sige.

»Ja. Hvis jeg møder ham, tror jeg, jeg vil sige ’tak’«.

»For det betød rigtig meget, at han kunne se potentialet i mig«.