For 10 år siden vandt hun Undervisningsprisen: »Vi har brug for at gøre noget radikalt, hvis vi skal hjælpe vores børn og unge til at have et meningsfuldt liv«

Midt i en konflikt om lærernes fremtid blev Sofie Dich Hermann hyldet for at »vise vej til fremtidens undervisning«.

Sådan stod der i Politikens leder for præcis ti år siden, da hun og hendes kollega vandt Undervisningsprisen. 2013 var første år, den blev uddelt, og det var fyldt med ambivalens at være glad for at modtage den i en tid, hvor lærerne stod sammen om at være vrede over at være blevet lockoutet.

»Den mistillid, der lå i, at vi ikke kunne styre vores egen arbejdstid, og skriverierne om at lærerne var forkælede og havde en lang sommerferie, gjorde ondt på identiteten som lærer«.

Men i retrospektivets klare lys var der ifølge den tidligere vinder gode takter i den upopulære overenskomst, der lå på forhandlingsbordet.

»I virkeligheden var det, jeg vandt prisen for, samarbejde. Man bliver allerdygtigst af at bruge tid med sine kolleger, så den tilstedeværelsestid, hvor vi skulle være på skolen fra 8 til 16, som kom ud af lockouten, var jeg ikke særlig ked af«.

Underviste med nutidens metoder

Året inden lockouten overtog Sofie Dich Hermann 1. z på Herstedlund Skole i Albertslund sammen med kollegaen Iben Sass Büchert, som skulle have dem i dansk og idræt, mens Sofie skulle undervise i matematik, natur og teknik og musik. Ifølge forældrenes indstilling af makkerparret »en lidt urolig og ikke undervisningsparat klasse, som havde svært ved kollektive beskeder og svært ved at arbejde selvstændigt«.

Men det fik de lavet om på, og noget af det, de gjorde, var, at de altid talte sammen, efter den ene havde haft klassen.

»Vi sikrede, at vi altid havde styr på, hvem af børnene der havde haft det svært. Det gav et særligt trivselsmæssigt blik på, at der var mange forskellige typer børn i klassen«.

De brugte mange af de undervisningsmetoder, der også anbefales i dag, hvor man deler timen op og laver såkaldte ’brain breaks’, arbejdede med stilladsering, hvor man dygtiggør eleverne ved at udfordre hver enkelt tilpas meget. ’Der er læring i alt’, lød Sofie og Ibens motto.

»Fra fri leg på legepladsen i frikvarteret til at spille et spil eller gå fra klassen til faglokalerne. Det er lærernes opgave at rammesætte og hjælpe denne læring på vej«, siger Sofie Dich Hermann.

Nej tak til blomster fra KL-næstformand

Da de stod på scenen i Pressen under Politikens Hus og fik overrakt hovedprisen i grundskolekategorien og 75.000 kroner, var hun stolt af deres samarbejde.

»Det nytter ikke noget at være lærer alene – hverken dengang eller i dag. Det var rigtig dejligt, at det var samarbejdet, der var i fokus«, siger Sofie Dich Hermann.

Men i kroppen sad stadig vreden over lockouten, som havde lukket lærerne ude fra deres arbejde i 25 dage. Den var blevet ophævet nogle uger forinden ved et lovindgreb, der gav skoleledere råderet over lærernes arbejdstid imod lærernes ønske.

»Jeg havde ikke lyst til at stå frem og blive hyldet for at gøre det godt, mens vi kæmpede en kamp for at gøre opmærksom på, at vilkårene og rammerne i aftalen ikke var okay«, siger Sofie Dich Hermann.

Efter prisfesten ville Albertslunds borgmester Steen Christiansen (S) komme forbi skolen med blomster og ønske vinderteamet tillykke. Men de besluttede at takke nej, fordi han som næstformand i KL’s løn- og personaleudvalg havde siddet med ved forhandlingsbordet, hvor han varetog arbejdsgivernes interesser.

Men uagtet situationen var det svært at blive fremhævet som ekstra dygtig, og det er det stadig. For nylig blev hun stoppet af et barn på legepladsen, som havde hørt, hun havde vundet Undervisningsprisen. Uforståeligt for barnet, som mente personligt at have verdens bedste lærer. Det ville Sofie Dich Hermann bestemt ikke modsige.

Her ligger også en af grundene til, at hun for fem år siden valgte at blive indskolingsleder på den samme skole.

»Jeg prøver at skabe rammer og vilkår for lærere, som gør, at det er værd at være lærer. For børnene fortjener følelsen af, at her er det min voksen, der passer på mig«.

Året efter lockouten var »fedt«

Bag computeren på hæve-sænkebordet tænker hun stadig ofte tilbage på samarbejdet med Iben og på »den skønne klasse«, som hun kalder det. En broget børneflok med vidt forskellige baggrunde.

»Men jeg tror, de endte med at have følelsen af at være én klasse«, siger Sofie Dich Hermann.

Elevsammensætningen på Herstedlund Skole er generelt broget. En god del af børnene har sager i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) eller i kommunens Familieafsnit.

»Jeg synes, at en af udfordringerne i det danske skolesystem er, at børns forudsætninger, når de kommer i skole, er meget forskellige, og at niveauet hos børnene i en klasse igennem hele skoleforløbet kan spænde over flere klassetrin«.

Det er en af grundene til, at Sofie Dich Hermann er mere positivt stemt over for det tætte samarbejde mellem lærerne, som fulgte det første år efter lockouten, hvor lærerne skulle forberede sig på skolen og være der fra 8 til 16.

»Jeg synes, det var fedt, at skolen summede af liv. Mine kolleger var lige uden for døren, så jeg kunne hurtigt lige fange dem, så vi var opdaterede på hinandens arbejde og børnene«.

Hun kan også godt se meningen med de længere skoledage, som var en stor del af skolereformen fra 2013, som blev vedtaget en måned efter lockouten. For med det rigtige indhold i skolen kan længere tid med lærere og pædagoger ifølge Sofie Dich Hermann gøre en forskel og hjælpe nogle af de børn, der ikke går til en fritidsaktivitet eller i et fritidstilbud. Det er det langtfra alle børn i Albertslund kommune, der gør.

»Vi har brug for at gøre noget radikalt, hvis vi skal hjælpe vores børn og unge til at have et meningsfuldt liv, hvor de er i nogle gode sociale sammenhænge. I skolen kender vi børnene rigtig godt, og jeg vil gerne kunne hjælpe dem i fritidslivet«.

Forandring i samfundet starter i skolerne

Siden blev aftalen om lærernes arbejdstid, som blev indført ved lovindgrebet efter lockouten, rullet tilbage i flere kommuner og i 2020 erstattet af en landsdækkende overenskomst. Det samme er de lange skoledage fra skolereformen. Og sådan forudser Sofie Dich Hermann, at skolehistorien vil pendulere frem og tilbage.

»Hvis man vil skabe en forandring i samfundet, så kigger man på skolen, fordi vi har børnene så mange timer«.

Og det er da også derfor, arbejdet som lærer er så meningsfyldt. Det mærkede Sofie Dich Hermann for nylig, da hun stødte ind i en af sine gamle elever fra den klasse, der indstillede hende til Politikens Undervisningspris. Eleven havde lige søgt ind på et musikgymnasium og havde brugt hendes musikundervisning fra indskolingen i sin ansøgning.

»Det var dejligt at høre, for som indskolingslærer ser man sjældent resultatet af sit arbejde«.