Hun vil hellere stå på en scene end være til eksamen. Alligevel tog hun læreruddannelsen som 45-årig

Jeg havde faktisk lidt sommerfugle i maven over, at I skulle komme i dag«, siger Matilda Bugge Böhmer, der går i anden klasse.

På hendes skuldre holder klasselærer Marianne Thomsen sine hænder, der stikker ud af ærmerne på en blomstret kjole.

»Ved du hvad? Det havde jeg faktisk også«, siger hun og griner med røde kinder.

For Politiken havde pludselig ringet og ville besøge hende på Egebjergskolen i Horsens i anledning af, at hun er blevet indstillet til Politikens Undervisningspris.

Hun har ikke fortalt til så mange af sine kollegaer, at hun er blevet indstillet, for det var jo »bare hendes datter, der lavede indstillingen«, siger hun. Men når hun så lige tænker efter, er der måske noget om, at hun kan noget særligt i relationen til børnene.

Marianne Thomsen blev uddannet senere i livet end de fleste, og da hun som 45-årig gik ud af eksamenslokalet for sidste gang, var det med et firtal og ordene: »Men du bliver sikkert en god lærer«.

»Og ved du hvad? Det blev jeg!«, siger hun i dag.

Det faglige var ikke forcen

»En for alle og alle for en«, står der på døren til 2.a, omkranset af alle elevernes hænder, dekoreret med røde, gule, grønne og blå tuscher. Men det stod ikke mejslet i sten, at 56-årige Marianne Thomsen skulle gå ind ad sådan en dør hver dag.

Selv om hun egentlig altid havde haft en fornemmelse af, at hun gerne ville arbejde med børn, så hun ikke sig selv som særlig boglig. Så hun endte i en helt anden grøft og tog kontoruddannelsen.

»Det er nok den største fejl, jeg har begået i mit liv, for det var slet ikke mig. Det ensformige papirarbejde kedede mig. Jeg savnede at arbejde med mennesker«, siger hun.

I stedet blev hun leder i en bagerforretning, da hun var færdiguddannet. Det var sjovere, men til gengæld fysisk hårdt. Det sled på kroppen, og en dag fik hun en diskusprolaps. Hun kunne ikke holde til det længere. I starten af fyrrerne måtte hun finde på noget nyt at lave, og hun endte tilbage på sin gamle folkeskole som vikar og følte endelig, hun havde fundet sin rette hylde.

»Det kunne jeg meget bedre se mig selv i. En varieret hverdag med sjove og livgivende børn«, siger hun.

Hun startede på en toårig merituddannelse til lærer. Det var udfordrende, for hendes force var ikke at tygge sig igennem flere hundrede siders pensum. Men netop på grund af hendes alder og de erfaringer, hun havde gjort sig, var hun afklaret.

Ud over at være vikar havde hun været engageret i at lave amatørteater i lokalområdet og vidste, hun var bedre til at stå på en scene foran andre mennesker end at gå til eksamen.

Det der med følelser

Nu har hun været lærer i Egebjergskolens indskoling i 12 år og underviser 2.a i dansk, engelsk, billedkunst og musik. En klasse, der er klar på det meste, men også er meget »talende«, som Marianne siger.

»Larmen kan være en udfordring, når man er kvinde i overgangsalderen, og børnene pointerer, at jeg bliver helt rød i hovedet. Så laver vi sjov med det, for det er vigtigt for dem at se, at voksne også kan have en dårlig dag«, siger hun.

Det opvejer det hele, at eleverne så gerne vil lære, synes Marianne. I denne time skal de lave diktat, men det er noget andet, der fylder. For 2.a har lige haft frikvarter, hvor en leg udviklede sig til en konflikt.

Det sker nogle gange – især når de spiller fodbold, siger Håkon, der er elev i 2.a.

»Det er ikke så sjovt. Men så taler vi om det«, siger han.

Da han er kommet tilbage fra frikvarteret, er det ikke den samme glade Håkon, der sidder på den lille blå kontorstol i klasselokalet. Det bliver klart for Marianne, at der er sket en misforståelse i frikvarteret, hvor Håkon ikke længere syntes, en leg var sjov.

»Nogle gange skjuler man sine følelser«, siger hun og begynder at tegne en trekant på tavlen.

I det ene hjørne skriver hun »Håkon« og tegner en glad og en sur smiley nedenunder. Et andet barn udgør et andet hjørne i trekanten. »Misforståelser«, skriver hun i midten og forklarer, at når Håkon smiler, så tror de andre, at han synes, det er sjovt. Derfor er det vigtigt at sige, at man bliver ked af det, forklarer hun. Også de andre børn får en opgave:

»Prøv at læs hinandens ansigter og mærk efter, hvordan den anden har det. Vil I øve jer på det?«, spørger Marianne Thomsen.

»Ja«, lyder et kor af lyse stemmer.

Skiftedag

Så holder de ti minutters pause. Marianne sætter sig i vindueskarmen og fortæller, at hendes arbejde for alvor giver mening i sådanne situationer, hvor hun kan se på elevernes ansigter, at de får en bedre forståelse af hinanden.

»Pludselig kan de se deres egen andel i konflikten og siger undskyld, uden at jeg behøver bede dem om det«, siger hun.

»Jeg håber, at de vil forstå hinanden bedre, næste gang de løber rundt ude på fodboldbanen, og der opstår en konflikt«, siger hun.

Hun brænder for at hjælpe dem, der har det svært, men nogle gange går hun også for langt. For nogle år siden fik hun stress, men blev ved med at arbejde, for »hun kunne jo ikke forlade børnene«, siger hun. En pandemi, der krævede, at alt gik i stå, blev hendes redning. Hun synker en klump.

Benedicte Hoggins kommer luntende mod vindueskarmen og bliver omsluttet af Mariannes Thomsens arme. I dag har hun skiftedag mellem sine skilte forældre. De dage kan godt være svære, fortæller Benedicte.

»Men Marianne hjælper mig ved at give mig en masse kram«.

Der er også en anden grund til, at Marianne Thomsen får topkarakter i Benedictes bog. For der er mere ro i hendes timer, og man kan godt blive lidt træt i hovedet, når der er larm, synes hun.

Foto: Martin Dam Kristensen

»Var der nogen, der blev uvenner?«

Hun bliver afbrudt af Marianne, der har stillet sig foran tavlen og klapper – to langsomme og tre hurtige. Børnene gentager den samme rytme, og sammensuriet af lyse børnestemmer forstummer. Nu skal de holde en tale, de selv har skrevet. De små fødder stiller sig i kø ved en sort kasse i bunden af lokalet, hvor der ligger en pude, som de skulle have med hjemmefra, da de startede hos Marianne i første klasse. Alt fra grå plys til pink frynser bliver hevet op af kassen, og de sætter sig på dem på gulvet.

»Marianne, skal man holde talen?«, spørger en.

»Det er helt okay, hvis man ikke har lyst«, forsikrer Marianne Thomsen »for man kan godt blive lidt nervøs, når man skal holde tale«.

Foto: Martin Dam Kristensen

Marianne kigger rundt på børnene, der sidder klar med deres taler på hver deres pude.

»Hov, jeg mangler én«, siger hun og går ud på gangen og kommer tilbage med en dreng i en sort hættetrøje under sin arm.

»Var der nogen, der blev uvenner?«, spørger hun, mens de går ind i klasselokalet.

Så lukker døren til 2.a.

Indstil din underviser – lærer, mester eller svend – til en pris på politiken.dk/indstil.