I hendes timer får eleverne lov til at bestemme selv
6.a er med til at bestemme, når undervisningen skal planlægges. Ifølge 12-årige Kirstine Østerberg-Hansen plejer de at vælge at lave noget, der både er sjovt og lærerigt.
»Er du klar på en udfordring«, blev Simone Gadebusch spurgt, da hun som nyudklækket lærer søgte arbejde på Kastrupgårdsskolen på Amager.
Det var hun, og det blev hendes første lærerjob.
Da hun overtog sin første klasse, 2. a, »kravlede de på væggene«, fortæller Simone Gadebusch. De havde svært ved at sidde stille, talte i munden på hinanden og hun kunne ikke forlade klasselokalet, uden at der opstod kaos.
Men sådan er det ikke længere. Nu er der kommet et sekstal foran a’et, og selv om puberteten er ved at indtræffe, er de »meganemme at undervise«, fortæller 31-årige Simone Gadebusch. Hun er ikke meget højere end eleverne, er iklædt en denimjakke med bindebånd og beige sneakers.
Spørger man eleverne, hvorfor de så gerne vil lære, er der særligt én ting, der går igen: De får lov til at bestemme.
»Hvis der er noget, som måske ikke er det fedeste, laver Simone det sjovt for os, og vi har medbestemmelse i det, hun planlægger«, siger 12-årige Kirstine Østerberg-Hansen.
Derfor har fire af hendes klassekammerater og seks forældre indstillet Simone Gadebusch til Politikens Undervisningspris, og hun er nu en af de nominerede.
En klasse med en mening
I dag står der ’dansk’ på 6. a’s skema.
»Hvad er vi i gang med at læse«, spørger Simone Gadebusch, som sidder på katederet.
»’Kaskelotternes sang’«, svarer en elev.
Man har mere lyst til at komme i skole, end når éns lærer bestemmer alt
Patricia Isabella Parena Hansen, elev
I sidste time gik de i gang med at skrive en dialog til et lille skuespil på baggrund af bogen af den danske forfatter Bent Haller.
»Hvor lang tid vil I have til at øve dialogen«, spørger Simone.
»20 minutter«, lyder det et splitsekund efter fra Mingus.
»Okay, Mingus var hurtig. Så bliver det 20«, siger Simone og gør den ellers lyse stemme mørk, mens hun laver et karateslag i håndfladen.
Hun sætter en timer, der hænger under ’Duks’-feltet på den brune tavle – et levn fra de faste strukturer, hun indførte, da hun overtog klassen. Da de blev ældre, og der kom mere ro i klassen, begyndte hun at lave mundtlige evalueringer med dem efter hvert forløb.
»Jeg fandt ud af, hvad der motiverede dem, og så kom det lige så stille, at vi talte mere og mere om tingene. Jeg fandt ud af, at de havde en mening om, hvad de ville og syntes var sjovt. Og jeg synes, medbestemmelsen giver nogle elever, som vil timerne meget mere«, siger hun.
Fra pladser til podcast
Det er ikke kun, hvor lang tid de skal have til en opgave, eleverne får lov til at bestemme. Deres eksempler på, hvornår deres stemmer er blevet hørt, er mange: Deres pladser rundt om et af de fem gruppeborde i lokalet. Om de har lyst til at læse en tekst sammen eller alene. Om de vil lave et slideshow eller en podcast som fremlæggelse.
»Vi plejer at vælge noget, hvor man lærer noget, samtidig med at det er sjovt, så det hele ikke bare bliver tungt«, siger Kirstine Østerberg-Hansen.
Medbestemmelsen fungerer godt, synes hendes klassekammerat Anton Galmar på 13 år.
»Hvis man ikke så godt kan lide at skrive meget, men bedst kan lidt at lave podcast, er det bare fedest«, siger han.
Medbestemmelsen giver nogle elever, som vil timerne meget mere
Simone Gadebusch
Han går sammen med Sander ud på på gangen, sætter sig på en bænk og går i gang med at øve den dialog, de har skrevet, hvor de skal spille to af karaktererne fra ’Kaskelotternes sang’ som små børn. De klapper computerskærmene op.
»Hej Tangøje. Jeg tænkte bare på, om du ville med ud på det store hav og fange nogle små fisk«, siger Sander.
»Ja, det lyder sjovt. Hvilken vej skal vi?«, svarer Anton med en lys stemme.
»En kææææmpe pande«
I klassen bipper uret på tavlen. De 20 minutter er gået, og eleverne skal fremføre deres dialog for klassen. Simone Gadebusch opfordrer til, at man forsøger ikke at grine, når man fremfører den, selv om det kan være svært. Man kan også prøve at ændre sin stemme for at overdrive sin karakter »og gøre det karikeret«, siger hun. »Ved I, hvad det er?«.
Eleverne ryster på hovedet.
»I aviser er der for eksempel ofte karikaturtegninger. Jeg har en lidt stor pande, så hvis man tegnede en karikatur af mig, ville jeg få en kææææmpe pande. Selv om det ikke er helt sådan i virkeligheden, men for at det kommer tydeligt frem«, forklarer hun.
Anton og Sander sidder klar til at fremføre deres dialog bagerst i lokalet, og eleverne drejer sig på stolene for at kunne se. Da de hører Anton imitere en lys barnestemme, tager de hænderne op foran munden for at skjule et grin.
Anton Galmar synes, det er vigtigt at have en lærer som Simone Gadebusch, fordi det gør, at man er tryg ved at kunne komme til hende, hvis man har en dårlig dag. »Hun er bestemt, men ikke streng, så man er ikke bange for, at hun skælder én ud. Man kan godt lave lidt sjov med hende«.
At føle sig fri
Men det er ikke alt, de får lov at bestemme, forklarer Simone Gadebusch. Det er hende, der har bestemt, at de skulle læse ’Kaskelotternes sang’. Men hun ved, at de godt kan lide en afvekslende time med kreative opgaver, og derfor har hun valgt, at de skulle skrive en dialog.
13-årige Patricia Isabella Parena Hansen kan sagtens få øje på medbestemmelsen i dagens time.
»Vi fik ikke lov til at bestemme, hvad dialogen skulle handle om. Men vi fik selv lov til at bestemme, hvordan vores karakterer skulle være. Man har mere lyst til at komme i skole, end når éns lærer bestemmer alt, fordi man føler sig mere fri«, siger hun.
I pausen render eleverne rundt med en stor meterlineal og måler hinandens pander for at se, om Simone Gadebusch nu også har en stor pande. Hendes bliver målt, mens hun sidder på en kontorstol blandt eleverne og spiser sin madpakke.
»Hvem har så den største«, spørger hun og griner.