Selv om de højeste råb i de amerikanske gader i øjeblikket handler om politivold, understreger Kiese Laymon, at oprøret er meget bredere. Det handler om vrede over alt fra ulighed i sundhed til kritik af et enormt velstandsgab mellem sorte og hvide amerikanere. 37 procent af de sorte familier har ingen formue, kun 15 procent af de hvide har samme problem, og den hvide medianfamilies formue er 41 gange højere end den sortes, viser en analyse fra Policy Studies fra 2016. Derfor har sorte generelt mindre at stå imod med, når kriser rammer. Samtidig er arbejdsløsheden blandt dem dobbelt så høj som blandt hvide, viser tal fra Bureau of Labor Statistics. De har sværere ved at optage boliglån, og derfor ender de hyppigere med at leve i de mindst attraktive kvarterer.
»Man møder forskellene alle steder. Derfor handler det her oprør i bund og grund om at skabe en mere retfærdig nation. Et samfund, der forpligter sig på at give alle mulighed for at vælge et sundt liv, og som giver alle en chance mere, når det ikke lykkes«.
Når man hører Kiese Laymon opremse alle de områder, hvor hudfarven har betydning i USA, kan man let få en fornemmelse af, at man har hørt den samme sang om og om igen i årtier, uden at noget ændrer sig alligevel, men han holder fast i, at noget nyt er ved at ske. Tonen i debatten har ændret sig under de seneste protester, siger han. Tabuer er begyndt at blive brudt:
»Det er ret vildt at høre helt almindelige mennesker – folk, som ikke normalt er særlig politisk engageret eller vant til at råbe op – anklage politiet direkte for kun at ville beskytte de rige og de hvide i stedet for hele folket. Tidligere har de færreste sorte sagt den slags højt uden for privaten. De har hvisket det. Nu råber folk taktfast på gaden. Det samme gælder de mange personlige erfaringer med racisme, som folk pludselig deler. Nu siger de åbent: Jeg er blevet diskrimineret og underbetalt af min arbejdsgiver, fordi jeg er sort. Den slags har mange tidligere holdt for sig selv«.
