Uanset hvor du bruger dine arbejdsdage, kender du til arbejdsopgaver, som alle ved skal gøres, men som alle håber, at nogle andre påtager sig. De opgaver, som får luften til at stå stille omkring mødebordet, når de skal fordeles. Alle slår blikket ned, mens lederen kigger søgende rundt efter en frivillig. I langt de fleste tilfælde brydes den akavede stilhed ved, at en kvindelig medarbejder enten melder sig frivilligt eller tildeles opgaven.
På en bar vil de opgaver, vi her taler om, f.eks. være oplæring af nye ansatte, i et supermarked vil det være kassebetjening, på et kontor måske at planlægge arbejdsgange, udarbejde en intern rapport om et fælles stykke arbejde eller organisere dagsordenen for et møde. Fælles for opgaverne er, at de gavner arbejdspladsen som helhed, men ikke den specifikke medarbejder, der udfører dem, eller dennes videre karriere.
Der er også typisk tale om opgaver, som alle kan varetage, da de ikke er knyttet til specifikke kompetencer. Alligevel udføres de altså hovedsagelig af kvindelige ansatte uanset branche og fag. Det viser omfattende forskning udført og indsamlet til bogen ‘The No Club – Putting a stop to women’s dead-end work’, som Lise Vesterlund har skrevet sammen med Linda Babcock, Brenda Peyser og Laurie Weingart. De fire forfattere er hhv. professor i økonomi ved University of Pittsburgh og professorer i kommunikation, økonomi og organisationer og adfærd.
Hvordan kan I så skråsikkert sige, at de her arbejdsopgaver udføres af kvinder?
