Når en gris slår krølle på halen, er det et tegn på, at den er aktiv og glad. Men kun en brøkdel af de 32 millioner grise, der hvert år avles i Danmark, har en hale at slå krøller på. Flertallet får klippet halvdelen af halen af, når de er få dage gamle, så de ikke senere i livet bider i hinandens haler, fordi de står så tæt i de danske stalde uden noget at tage sig til.
Fra 2030 er det slut. Derefter må landmænd ikke længere halekupere deres grise. Sådan lyder et af løfterne i grundlaget for den nye regering. Hvis det skal lykkes, skal grisene have betydeligt mere plads og noget at tage sig til, så de kan tøffe glade omkring ude i staldene.




























