Volodymyr Zelenskyj, Ukraines præsident, er blevet sammenlignet med Winston Churchill, han er blevet kaldt demokratiets lys, og vestlige ledere har talt om hans krigsplagede land som afgørende i kampen for vestlige værdier, når de har skullet retfærdiggøre deres økonomiske og militære støtte til Ukraine.
Men nu, snart to år inde i Ruslands angreb på Ukraine, ser de vestlige landes ubetingede støtte ud til at begynde at smuldre. Senatet i USA stemte i denne uge imod en hastelov, der skulle sende milliarder af dollars til Ukraine, og der spreder sig i EU en frygt for, at den hjælpepakke på 372 milliarder kroner, som EU’s stats- og regeringschefer skal forhandle på plads i den kommende uge, hvor også Ukraines mulige medlemskab af unionen skal drøftes, risikerer at falde til jorden.
Men Vestens støtte er ikke bare værdsat. Den er nødvendig og afgørende, mener den ukrainske aktivist Olena Shevchenko. Der er dog en vigtig snak, som udebliver:
»Ukraine er og har altid været plaget af homofobi og diskrimination, og der sker fysiske overfald på og psykisk terror af lgbtqi+-personer hver eneste dag«, siger Olena Shevchenko, som er i Danmark i forbindelse med en aktivistkonference og prisuddeling, som organisationen Mellemfolkeligt Samvirke står for.
