En uge efter den russiske invasion fik jeg en dagbogsrapport fra en ukrainsk bekendt. Hun er advokat og bor med sin mand 15 km fra Kyiv. Jeg bringer dette uddrag med hendes tilladelse og i min oversættelse:
»23. februar gik vi i seng omkring midnat. Vi ønskede ikke at tro, at Rusland ville påbegynde en krig i hele Ukraine. Den 24. februar kl. 06.00 rystede en eksplosion vores bygning – gennem vinduet kunne vi se en røgsky meget tæt på. Da jeg gik udenfor, så jeg, at vores hund var bange, hun sprang over et højt hegn og forsvandt. Klokken 7.00 var der yderligere to eksplosioner cirka 2 km fra mig – en stor brand.
Jeg ringede til mine søstre. Vi besluttede at blive i vores hjem. Mange var begyndt at flygte. Der var problemer med at få benzin på tankstationerne. Der var enorme trafikpropper på motorvejene. Børn græd i bilerne. Vi var bekymrede, men forstod ikke, hvad krig egentlig var. Men langsomt er vi begyndt at forstå, at hvad vi vidste om Anden Verdenskrig, kunne blive vores virkelighed«.
Der er nogle datoer, der mejsler sig ind i historien: 9. april 1940, 9. november 1989, 11. september 2001 og ikke mindst 24. februar 2022. Det er datoer, som er skelsættende og skæbnesvangre i forhold til historiens gang og vores fælles fremtid, men ikke mindst for de mennesker, som befinder sig i begivenhedens epicenter.
