Kan man opleve noget mere intenst end kvindekampen i 70’erne og 80’erne? Det kan jeg ikke forestille mig. Jeg dækkede selv bevægelsen dengang, og oplevelsen gjorde varigt indtryk.
En gruppe gamle kvindeaktivister fra kvindebevægelsen rendte for nylig på hinanden efter en tung begravelse af en tidligere fælles, elsket, alt for ung kammerat, Elisabeth Flensted Jensen. De gamle aktivister talte om den vrede, der fik dem på barrikaderne. Midt i alvoren og sorgen steg behovet for at være sammen igen, »mens vi endnu er i live«.
Og her står de så i et seniorcenter i Griffenfeldsgade på Nørrebro en råkold lørdag i april og smiler over hele femøren. Energien er der stadig, strømperne er snarere sorte end røde, men smilene er store, når de gamle krigere taler om deres anarkistiske periode i bevægelsen.
For nok bestod den af raseri, indignation og kampråb. Men de unge kvindeaktivister, der larmede rundt i gaden med krasse paroler på kæmpeskilte, der krævede ’Ingen kvindekamp uden klassekamp – ingen klassekamp uden kvindekamp’, havde det også sjovt mellem slagene.
