Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg de seneste år er blevet fortalt, at jeg er asocial, eller at jeg ikke har noget liv, fordi jeg ikke bruger al min fritid på at rende rundt sammen med de klassekammerater, som jeg i forvejen er i selskab med 30 timer om ugen. Mange synes også, det er underligt, at jeg ikke har behov for at gøre ting, som dybest set er småidiotiske, blot fordi jeg er ung – og dermed åbenbart også skal være dum.
At være ung i dag kræver, at man som menneske skal være ekstremt ekstrovert anlagt, konstant være klar på at mødes med venner, sende fem ens billeder af sit ansigt til 50 forskellige personer om dagen på Snapchat. Man skal også ville flytte grænser for at være en del af fællesskabet.
Vi har et problem, når vi som unge har så mange forventninger til, hvordan andre skal se ud, hvad de skal være med til og ikke være med til, og hvordan de skal opføre sig. Det er et problem, når vi nærmest har en opskrift på, hvordan man er ’rigtig ung’, og når dem, der ikke følger den, straks bliver stemplet som mærkelige, sære, dumme, forkerte eller i mit tilfælde asocial.
Forleden havde jeg en samtale med en klassekammerat, som jeg tidligere har betragtet som en af mine bedste venner. Han sagde noget i retning af: »Jeg vil hellere dø som 20-årig og have haft et fedt og vildt liv end som 90-årig og have haft det røvsygt«.
