Jeg bliver bange, når der kommer advarsler om bomber. Bange for at nogen dør. Bange for, at der sker noget med mig eller min søster eller med vores mor, der arbejder på fabrikken nede i byen«, siger hun stille.
Hun er elev på et børnehjem lidt uden for den vestukrainske by Lviv, som vi sammen med foreningen Bevar Ukraine har udpeget som første stop på vores rejse ind i det krigsramte Ukraine. Formålet er at følge den første uddeling af de varer, som Politikens læsere siden 5. december har samlet langt over fire millioner kroner ind til. Vi taler om termoundertøj, soveposer, små brændeovne og powerbanks.
Og vi taler i høj grad også om både små og mellemstore og endnu større el-generatorer, som Julies børnehjem er udset til at få. Generatorer, som vi denne tirsdag finder ud af betyder meget mere end som så. Og generatorer, der kun blev endnu mere relevante at samle ind til i den forgangne weekend, da russisk militær ødelagde det meste af storbyen Odesas energinet og bogstavelig talt fik lyset og el-varmen til at gå ud for omkring 3,5 millioner ukrainere.
Den slags kender de kun alt for godt til på Julies børnehjem, der i øvrigt også fungerer som specialskole for børn med særlige – ofte alvorlige – fysiske eller psykiske udfordringer. For Lvivs energinet er også blevet ramt af russiske bomber. Og det er blevet ramt igen, når det så var blevet genopbygget. Og derefter genopbygget igen. Og ramt igen igen. Tre gange, fortæller en tolder fra byen.
