Ivalo Motzfeldt knuger den sten, hun har om halsen.
Hun har lige konstateret, at mennesker er dumme. Nu stirrer hun ud ad køkkenvinduet, mens ordene svæver i luften, og kaffemaskinen sprutter.
På den anden side af ruden oplyser farvede træhuse den sydgrønlandske jord. Hvor byen stopper, starter en slette omringet af klippeknolde og bjerge, som er ved at smide sneen i forårssolen.
Hvis man ikke vidste bedre, ville man kalde det smukt. For Ivalo Motzfeldt er det mareridtet uden ende.
Du er der næsten
Du behøver ikke et abonnement for at læse artiklen. Det eneste, du skal gøre, er at oprette en profil, og så kan du læse videre.
Opret profilHar du allerede en profil? Log ind her.