Han er førstehåndsvidne til verdens smukkeste katastrofe

Snedybden er bekymrende lav

Matthias Huss presser en fem meter lang målepind stødvis ned gennem sneen, indtil den rammer den stenhårde gletsjeris og stopper. Han bøjer sig ned til sneens overflade, aflæser tallet og noterer snedybden.

»To en halv meter«.

Matthias Huss og hans forskerhold har målt is- og snedybder på gletsjere i op mod 20 år på 20 udvalgte gletsjere i de schweiziske alper, og Glacier de la Plaine Morte er en af dem.

Med målingerne er han blevet førstehåndsvidne til en bekymrende tendens for gletsjerne.

»Hvis den tendens, vi har set de seneste 20 år, fortsætter, så vil 90 procent af de schweiziske gletsjere være forsvundet om 100 år«, siger han.

I efteråret, når gletsjerne som oftest har vinket farvel til deres snedække og er på deres minimum, har de i gennemsnit mistet en til to procent af deres volumen – hvert eneste år. Værst så det ud i de ekstremt varme somre i 2022 og 2023, hvor gletsjerne henholdsvis slankede sig med seks og fire procent.

»Så gletsjerne, som er en smuk signatur for vores land, er stærkt på retur. Det vil kun være nogle få af de gletsjere, der ligger over 4.000 meters højde, som kan overleve oppe i kulden, medmindre klimaet stabiliserer sig meget snart«, siger Matthias Huss.

Man har en over 100 år lang tradition for at lave målinger på gletsjere i Schweiz, og den tradition er Matthias Huss og hans kolleger med til at løfte videre.

»Det er ikke raketvidenskab, men det betyder, at vi har et robust datasæt, der rækker mere end et århundrede tilbage«, siger Matthias Huss.

Glacier de la Plaine Morte er en atypisk gletsjer. For normalt vil en gletsjer have sit udspringspunkt højt oppe i bjergene og glide ned langs bjergsiden med sin karakteristiske istunge. Det gælder ikke for denne gletsjer, som stort set er flad.

»Det betyder også, at den ikke som andre gletsjere kan trække sig længere op i bjergene og redde sig selv, når det bliver for varmt. Derfor er den dømt til at dø i forbindelse med den globale opvarmning«, siger Matthias Huss.

Har bygget en gletsjer i sin baghave

I haven bag Matthias Huss’ hus i en forstad til Zürich har Matthias Huss, hans kone og to børn på 6 og 8 år bygget deres egen gletsjer med det sne, der er faldet i haven i løbet af vinterhalvåret.

Da den var på sit højeste i år, målte den tre meter, men er på den sidste dag i marts skrumpet til at måle halvanden meter i højden.

»Jeg noterer højden på vores hjemmelavede gletsjer hver eneste dag og sætter tallene ind i et regneark. Vi har lavet det her eksperiment fem år i træk«, siger han og fortsætter:

»Mine data fra i år viser, at det på trods af, at vi befinder os 500 meter over havets overflade, ikke har sneet her i de seneste tre måneder, fordi temperaturen har været for høj«, siger Matthias Huss.

Han har altid boet i denne del af Schweiz. Han kan huske, at han i barndommen stod på ski på de lokale bakker, hvor der var skilifte, der kunne få folk op på bakketoppene. I dag er skiliftene enten fjernet eller står forladte og ubrugte hen.

»I dag er der ikke sne nok i vintersæsonen til, at det kan betale sig at holde lifterne åbne. Så den mulighed, jeg havde som barn, hvor jeg kunne stå på ski i de lokale bjerge efter skole og i weekenderne, får mine børn ikke«, siger Matthias Huss.

Inden den hjemmelavede gletsjer er smeltet helt bort i slutningen af april, fryser familien den sidste klat af is ned i deres fryser i kælderen. Den tager de så frem igen til efteråret og putter ud i baghaven, så den nyfaldne sne har et godt fundament af is at starte på.

Gemmer is fra uddød gletsjer

I fryseren gemmer han også is fra gletsjeren Pizol, der har betydet meget for ham, men som ikke findes mere. Den smeltede bort i 2019, hvor en præst i forbindelse med en mindehøjtidelighed tog afsked med gletsjeren foran et stort følge af mennesker, der sørgede over, at gletsjeren var død. Matthias Huss var også til stede og holdt en tale.

»Det var en af de første gletsjere, jeg studerede som ung glaciolog, og det var mig, der havde ansvaret for at måle den, før den gik bort. Så jeg kaldte den for min baby, og jeg blev vemodig og ked af det, da gletsjeren ikke stod til at redde og forsvandt«, siger han.

På en sommerdag sidste år tog Matthias Huss tilbage til det område, hvor Pizol-gletsjeren tidligere slangede sig ned ad bjergskråningen, og hvor en menneskeskabt stensætning med de tre bogstaver R.I.P. minder om, at der engang lå en gletsjer her. Under besøget fandt Matthias Huss et stykke is fra gletsjeren, som havde overlevet under et lag af grus og sten.

Han skyndte sig at tage det op, men blev i samme øjeblik nervøs for, at det sidste stykke is fra den afdøde gletsjer ville smelte bort i hans arme. Derfor pakkede han det ned i sin rygsæk, løb ned ad bjerget og skyndte sig hjem, hvor isen blev lagt i fryseren. Som var det en urne med de sidste rester fra et afdødt menneske.

»Skynd jer at fotografere den, for den skal hurtigt tilbage i fryseren, før den når at smelte«, siger han.

Et ukendt bjerg vokser frem af isen

Tilbage på Plaine Morte-gletsjeren er Matthias Huss i gang med en sindrig konstruktion, hvor han monterer et kamera fast til en lang stang, der skal dokumentere, hvor meget sne og siden is, der smelter i løbet af sommerhalvåret.

Bag ham skyder et lille bjerg op af isen.

For syv år siden var der ikke noget bjerg. Der var kun en sten, som lige akkurat tittede frem fra isen, og som Matthias Huss stødte på i forbindelse med sit feltarbejde. Det undrede ham, hvor den sten var kommet fra.

I løbet af de næste syv år blev det dog mere og mere tydeligt, at det slet ikke var en sten, der lå dér på isen, men til gengæld et ukendt bjerg, der har været gemt under isen gennem tusindvis af år og nu kommer til syne, i takt med at isen smelter. Bjerget er nu 21 meter højt. Et vidnesbyrd om, at 21 meter is er forsvundet på blot syv år.

»For syv år siden vidste man ikke engang, at bjerget fandtes. Jeg fejrede det ved at bygge en varde på toppen af bjerget. Det bliver spændende at se, om gletsjeren gemmer på flere hemmeligheder, i takt med at isen smelter, og landskabet forandrer sig«, siger Matthias Huss.

Han har døbt det nyopdagede bjerg Mountain Island, fordi det ligger som en ø i gletsjeren med is og sne hele vejen rundt. Så længe det varer.

Hedebølge i Alperne

I slutningen af juni rammer årets første hedebølge Alperne. Temperaturen på toppen af Europas højeste bjerg, Mont Blanc, i 4.807 meters højde har for første gang nogensinde sneget sig op over frysepunktet.

Den ekstreme varme i juni har fået snedækket på Plaine Morte til at forsvinde fuldstændigt. Det er tid til at besøge gletsjeren, når den er snefri og afsmeltet.

Forvandlet til en grå og trist gletsjer

Gletsjeren er ikke til at kende efter bare 4 måneder og 12 dage under den høje sommersol. Det er august, og Plaine Morte har skiftet farve fra hvid til grå.

Påklædningen er korte ærmer, kasket, vandresko og solbriller, for der er 17 grader i 2.800 meters højde under en skyfri himmel.

Nu er al den sne, der farvede gletsjeren og de omgivende bjerge kridhvide under vores første besøg, smeltet bort. Den dyne af sne, som skulle beskytte gletsjeren som solcreme på vores hud, er pist forsvundet og har blottet isen.

Smeltevandet fra bjergsiderne har trukket småsten, jord og grus ind på gletsjeren, som giver den en grå fremtoning. På denne årstid lever den i endnu højere grad op til sit navn, Dødssletten.

Den grå gletsjer har spalter så snorlige, som var de trukket med lineal. Og kigger man godt efter, kan man se et sindrigt system af smeltevandskanaler med hurtige strømme af turkis og dybt blåt smeltevand, som ligner blodårer under gennemsigtig hud. Lukker man øjnene og lytter godt efter, kan man høre den rislende lyd af smeltevand, der løber under den sprøde isskorpe.

Der, hvor strømmene er hurtigst, borer smeltevandet sig dybt ned i gletsjeren og laver cylinderformede huller, som kan være mere end 40 meter dybe.

Matthias Huss har med sin orange rygsæk på sat i rask gang ned mod den første målestation. I kanten af gletsjeren er jord og is blandet sammen til mudder, som gør det svært at bevæge sig rundt.

Bjerget har fået vokseværk

Ved den første målestation er vi cirka 200 meter fra Mountain Island, det sted, hvor Matthias Huss tilbage i 2018 stødte på den sten, som viste sig at være toppen af et bjerg.

På målestationen står den en målepind, der er boret ned i isen, som målte knap en meter, da vi var der i april, og snedybden blev målt til tre meter. Nu stikker målepinden hele seks meter op i luften.

Matthias Huss noterer, at der på blot fire måneder er smeltet to meter is fra gletsjerens overflade.

»Det betyder, at bjerget, som jeg opdagede for syv år siden, er vokset med to meter yderligere. Da vi kun er midtvejs i smeltesæsonen, er min forventning, at gletsjeren vil smelte endnu to meter de næste to måneder, og det vil give to meter yderligere til bjerget«, siger Matthias Huss.

Han beder os om at blive ved målestationen, mens han selv bestiger det lille bjerg, for at vi med egne øjne kan se, hvor meget is gletsjeren har mistet på blot syv år.

Imens han småløber over den grå is, som knaser ved hvert skridt, han tager, syner hans krop mindre og mindre.

Fremme ved det sne- og isfri bjerg, bestiger han det og bygger videre på den lille varde på toppen. Bagefter vender han sig om med ansigtet mod os og skuer over hele den grå gletsjer.

Den eneste lyd, der rammer vores trommehinder, er lyden af smeltevand, som løber lige under vores fødder. Med ét bundfælder det sig, hvor stor en effekt de menneskeskabte klimaforandringer har haft på gletsjeren på blot syv år.

Mere end 348 smeltevandsbrønde

Forskerholdet på gletsjeren har fået selskab af en ny deltager i forhold til vores seneste besøg. Det er Jean-François Delhom, som for nemhedens skyld gerne vil kaldes Jeff. Han er ikke forsker som de andre, men er fotograf og udforsker ishuler og smeltevandsbrønde i gletsjere og fotograferer dem nede i dybet.

Glacier de la Plaine Morte er en af hans yndlingsgletsjere i den forbindelse, fordi den ikke bevæger sig som andre gletsjere. Det betyder, at ishuler og smeltevandsbrønde skabt af smeltevandet får lov til at bestå længere og er mere sikre at udforske, når man som Jeff firer sig ned i hulerne i fuldt klatreudstyr og af og til i våddragt.

»Jeg har opdaget mere end 348 smeltevandsbrønde her på gletsjeren og har noteret deres nøjagtige gps-position på et kort. Der er specielt én ishule, jeg gerne vil vise jer sidst på dagen, som jeg har udforsket, og som var så dybt nede, at jeg stødte på grundfjeldet«, siger han.

Han er iført en sandfarvet skjorte, khakifarvede bukser og en blød hat, så man et øjeblik tænker, at han er isens svar på Indiana Jones.

Den farlige smeltevandssø

Efter små fem kilometers vandring på den knasende is, der er perforeret af dybe smeltevandshuller, er vi fremme ved den store smeltevandssø, Lac des Faverges, som ligger i gletsjerens østlige hjørne. En af søens sider udgøres af en stejl bjergskråning.

»Det er den her smeltevandssø, der har voldt landsbyen Lenk nede i dalen store problemer, når den tømmer sit indhold. Som for eksempel i 2018, hvor byen blev ramt af en kæmpe smeltevandsbølge, som oversvømmede huse og smadrede infrastruktur. Heldigvis kostede det ikke menneskeliv«, siger Matthias Huss.

På denne varme augustdag er søen tømt for vand. Det skete over en uge i begyndelsen af juli og ikke på under 24 timer som i 2018. Et lokalt ingeniørhold har gravet en kunstig kanal i isen. Den er er 1-4 meter bred, op til 12 meter dyb og 1,3 kilometer lang med et naturligt smeltevandshul i enden, som virker som afløb.

»På den måde er det lykkedes at dræne den øverste del af smeltevandssøen og få lettet vandtrykket. Det betyder, at søen tømmer sit indhold mindre dramatisk og over længere tid, og på den måde forebygger man, at borgerne i Lenk bliver ramt af en ny smeltevandsbølge«, siger Matthias Huss.

Mens vi sidder på isen og spiser vores madpakker, fortæller Matthias Huss, at smeltevandet ikke kun er et problem. Det er tværtimod en vigtig vandressource i den tørre, varme sommer og bliver brugt som drikkevand, til at producere energi og til at vande marker. Som for eksempel de mange vinmarker, som findes i regionen.

For cirka 12 år siden var det begge kantoner, Bern og Valais, som Glacier de la Plaine Morte ligger på grænsen af, der nød godt af smeltevandet, når det løb ned gennem vandfald og floder for til sidst at forsyne henholdsvis Rhinen og Rhone med smeltevand.

»Nu er gletsjeren sunket så meget, at alt det overfladiske smeltevand kun løber mod nord og ind i kantonen Bern, mens kantonen Valais i syd stort set er tørlagt og må nøjes med det smeltevand, som springer ud fra underjordiske kilder. Så i Valais skal de finde et alternativ til smeltevandet fra gletsjeren, når de skal vande deres marker om sommeren«, siger Matthias Huss.

Gletsjerne i Schweiz spiller generelt en vigtig rolle i at forsyne Europas store floder med vand om sommeren, fortæller Jeff.

»Det er derfor, at man kalder Schweiz for vandslottet i Europa«, siger Jeff, mens vi rejser os fra frokosten og genoptager gletsjer-ekspeditionen.

På kanten af et sort hul

På vejen gør Jeff holdt ved den store smeltevandsbrønd. Han har skruet nogle sikkerhedsskruer ind i isen og monteret en sikkerhedsline, som han har bundet rundt om livet, mens han læner sig ud over kanten til det 35 meter dybe og mørke ishul, som til forveksling kunne ligne et sort hul fra det ydre rum.

»Her har jeg tidligere klatret ned på bunden af smeltevandsbrønden. På bunden opdagede jeg en horisontal tunnel, som var 140 meter lang, og for enden af den var der en ny smeltevandsbrønd, hvor jeg kunne klatre helt ned til grundfjeldet. Så lige her, hvor vi står nu, er der 80 meter ned til grundfjeldet, som gemmer på en smuk og enestående isverden«, siger Jeff.

Lidt derfra står Matthias Huss med sin notesbog i hånden. Han siger:

»Hvis gletsjeren smelter med cirka tre meter om året, så vil den smukke isverden være væk, inden der er gået 30 år«.

Alle bliver stille.

Vil komme til gletsjerens begravelse

Matthias Huss og hans hold har besøgt alle fem målestationer og målt, hvor meget is der er smeltet bort i den første del af smeltesæsonen. Vi er tilbage ved den første målestation ved Mountain Island, hvor der venter en overraskelse.

Ud af det blå er der opstået en smeltevandssø lige ved siden af bjerget.

»Da jeg stod oppe på bjerget for tre timer siden, var der ikke skyggen af en smeltevandssø. Den er der nu. Det er et eksempel på, hvor hurtigt nedsmeltningen går, og hvordan landskabet hele tiden forandrer sig. Det er spændende for os glaciologer, men det lover ikke godt for gletsjerens fremtidige skæbne«, siger Matthias Huss.

August 2055

Vi spørger ham, om han vil deltage i en mindehøjtidelighed, når Plaine Morte-gletsjeren forsvinder om mellem 30 og 40 år. Det svarer han ja til.

»Plaine Morte er en gletsjer, som jeg har besøgt utallige gange, og som jeg har opbygget et nært forhold til. Men det er ikke alle gletsjere, der dør, som skal have en begravelse. Vi må blot acceptere den kendsgerning, at disse iskolde naturfænomener forsvinder«.

Alligevel vil Matthias Huss gerne bevare en sprække af håb.

»Hvis det lykkes os at reducere CO₂-udledningerne til nul i 2050 eller 2060, og vi dermed kan stabilisere den globale opvarmning mellem 1,5 og 2 grader, vil man kunne redde nogle af de største gletsjere i verden, der ligger allerhøjest oppe i bjergene. Sagt på en anden måde ville man kunne redde en tredjedel af den gletsjervolumen, som findes i de europæiske alper i dag,« siger han, men han ved godt, at det er et spinkelt håb.

»Det vil ikke kun betyde, at Europa skal blive klimaneutral i 2050, men også USA, Rusland og Kina«.

Med målestænger over skulderen går Matthias Huss op ad den golde bjergskråning, der er fyldt med løse sten, for så at forsvinde over på den anden side af bjergryggen.

Fra toppen kan man kaste et sidste blik på den grå gletsjer og sige farvel.