Denne ubegribeligt kyniske historie optræder i TV 2-dokumentaren ’Partiernes skjulte overgreb’, hvor 54 vidner fortæller om sexchikane og seksuelle overgreb i ungdomspartierne Dansk Socialdemokratisk Ungdom, Liberal Alliances Ungdom, Venstres Ungdom og Alternativets Unge.
Ud af de 54 har 9 kvinder valgt at stå frem og fortælle om en så bred palet af kvindefjendsk foreningskultur, magtmisbrug, kønnede nedværdigelser og overgreb, at det kan undre, at vi er så heldige, at der overhovedet er kvinder, der rent faktisk udstår tiden i ungdomspartierne og ender i dansk politik. Det er gennemrystende vidnesbyrd, der kaster skam over vores demokrati.
I februar 2019 fortalte syv anonyme kvinder om overgreb i Liberal Alliances Ungdom, og på den baggrund gik TV 2 i gang med en større undersøgelse. Resultatet er en grundordentlig dokumentar, som har den store kvalitet, at den ikke puster sig op, som afslørende dokumentarer ofte kommer til, men holder direkte, usløret fokus på kvinderne.
Dokumentaren, der tegner et kvalmende billede af ungdomspolitik som en legeplads for umoden, fuldt accepteret magtliderlighed, lander lige midt ned i anden bølge af #MeToo, hvor grænseoverskridende adfærd allerede har kostet to ledende politikere deres poster, og hvor spørgsmålet ’hvordan kunne det ske?’ har svirret som en forstilt flue om ørerne på os.
Du er der næsten
Du behøver ikke et abonnement for at læse artiklen. Det eneste, du skal gøre, er at oprette en profil, og så kan du læse videre.
Opret profilHar du allerede en profil? Log ind her.