0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.
Denne artikel er delt af Anders Legarth Schmidt. Som abonnent kan du frit dele artikler med familie og venner – det kræver kun, at de logger ind eller opretter en profil.

Næste:
Næste:
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Jeg måtte lytte til Schmeichels ord igen og igen, da jeg klokken tre om natten sad og skrev. For det var ord, der indrammede essensen af det hele

Fodbold handler også om at drømme om noget større og bedre, hvor vi bliver mindet om, at vi hører sammen. Det er derfor, nederlag gør så ondt. Og derfor store sejre sætter evige spor i erindringen, skriver Anders Legarth Schmidt i dette essay om slutrunden.

FOR ABONNENTER

Det var over midnat efter nederlaget til Tyskland, det buldrede og styrtregnede udenfor, og Kasper Schmeichel havde ikke den store lyst til at evaluere den danske indsats under EM allerede.

Det hele skulle lige falde på plads i ham og de andre spillere, der en efter en med nedslåede ansigter og røde kinder kom gående fra omklædningsrummet og tog opstilling i ly under stadion. Nogle havde været i bad og var klædt i de velkendte beige jakkesæt, andre stod i græsgrønne sokker og badesandaler. Dybt skuffede, især over det berømte minut med annulleret dansk mål og straffespark til tyskerne.

De tog opstilling bag et bånd, der adskilte dem fra kameraer, lamper med stærkt, varmt lys, blokke med ord og spørgsmålstegn, diktafoner på record og en flod af ord fra pressens udsendte. En britisk journalist stak en mikrofon frem og ville vide, hvem Schmeichel anså som titelfavoritter. Keeperen kiggede opgivende tilbage.

»I don’t care«, sagde han.

Du er der næsten

Du behøver ikke et abonnement for at læse artiklen. Det eneste, du skal gøre, er at oprette en profil, og så kan du læse videre.

Opret profil

Annonce