0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:


Den hemmelige gadefotograf: Hun levede alene, talte aldrig om sig selv og var barnepige i 40 år. Ingen så hende. Men hun så alt ...

Vivian Maier var en gåde. Alle rundt om hende troede, at hendes liv handlede om at være barnepige. Men ved en tilfældighed fandt man 150.000 billeder i nogle gamle flyttekasser, hun havde efterladt – og de sort-hvide skildringer af amerikansk gadeliv katapulterede hende ind i fotohistorien. Nu er Vivian Maiers farvebilleder blevet samlet i en bog. Og de er lige så spektakulære ...

Det er, som om de holder på en hemmelighed:

Hendes hænder. Den måde, hun holder dem på.

1956. Foto: Estate of Vivian Maier/Maloof Collection & Howard Greenberg Gallery, New York


Hvilke tanker er der oppe i det hoved, vi ikke ser? Hvem står hun overfor, kvinden i den røde kjole? Er der noget, hun skal passe på ikke at sige?

Fotografiet er et glimt. En gåde. En detalje bag ryggen, som ingen lagde mærke til.

Bortset fra fotografen.

Som selv var en gåde.

Vivian Maier blev født i New York i 1926 og arbejdede i 40 år som barnepige, fortrinsvis i Chicago. Da hun døde i 2009, efterlod hun mere end 150.000 fotografier – tryk, negativer, ruller med ufremkaldte film pakket i flyttekasser, som en amatørhistoriker ved et tilfælde købte på en auktion.


Foto: Estate of Vivian Maier/Maloof Collection & Howard Greenberg Gallery, New York


Det viste sig, at barnepigen havde holdt øje med andet end børnene, når hun gik i byens gader med klapvognen.


Billeder fra mere end fem årtier tonede frem.


Små fortællinger om livet i storbyen. Forandringerne, årstiderne, væksten, forfaldet. Trætheden, kærligheden, skønheden, kedsomheden.


Aflæst i en skygge, et ansigtsudtryk, to hænder, en ryg.


Et blik ...


1979. Foto: Estate of Vivian Maier/Maloof Collection & Howard Greenberg Gallery, New York


I første omgang var det Vivian Maiers store samling af sort-hvid-billeder, som blev trukket frem i offentligheden og verden. Hendes særlige blik og skarpe sans for komposition fik flere i kunst- og fotokredse til at erklære, at nu måtte hele gadefotografiets historie skrives om:


At herefter fandtes ikke bare navne som Robert Frank, Helen Levitt, Diane Arbus, Elliott Erwitt, Lee Friedlander og Henri Cartier-Bresson i rækken af legendariske gadefotografer. Nu fandtes også ... Vivian Maier.


For nogle år siden forsøgte en prisbelønnet dokumentarfilm, ’Finding Vivian Maier’, at tegne et omrids af hendes liv.


Og nu er det så hendes farvefotografier, der er blevet bragt op til overfladen og for første gang præsenteres samlet i bogen ’Vivian Maier: The color work’.


De er taget fra 1950’erne til 1980’erne.


New York, 1959. Foto: Estate of Vivian Maier/Maloof Collection & Howard Greenberg Gallery, New York


Og indeholder samme skarpsynede poesi som hendes sort-hvid-samling.


Som billedet af det ældre par – ham med en hel stjernehimmel af fregner over skulderbladene og hende, der har gået en del i dén badedragt den sommer i 1960.


1960. Foto: Estate of Vivian Maier/Maloof Collection & Howard Greenberg Gallery, New York


Den ældre kvindes hår changerer i samme farver som murstenene, mens de står og ser ind på lyset fra poolen – og ungdommen? – ved siden af. Føler de stadig, at de er ... med? I centrum af tilværelsen? Hvor længe er det, siden de sidst havde armene i vejret som brunetten i den blå badedragt?


Vivian Maiers billeder har blødhed – og kant.


Chicagoland, marts 1977. Foto: Estate of Vivian Maier/Maloof Collection & Howard Greenberg Gallery, New York


Og så er der også noget andet:


Man skal ikke langt ind i samlingen af, før man ser, at Vivian Maier havde noget særligt med én farve.


1977. Foto: Estate of Vivian Maier/Maloof Collection & Howard Greenberg Gallery, New York


Gul bringer det bedste frem i hendes fotografier.


I billedet nedenfor kan man desuden bruge år af sit liv på at forsøge at gennemskue de tre menneskers kropssprog og afgøre, om de har noget med hinanden at gøre.


Chicago, 1975. Foto: Estate of Vivian Maier/Maloof Collection & Howard Greenberg Gallery, New York


Altså EFTER at man har overvejet, hvordan det overhovedet kan lade sig gøre at få to mænd i kanariefugl-farvede sokker til at havne i samme billede? Hvornår sker det nogensinde?


Gul er også en farve, der ofte indgår i de selvportrætter, som Vivian Maier faktisk tog en del af.


For ja – ganske vist gjorde hun alt for at bevæge sig rundt i byen så diskret og usynligt som muligt – det gør de bedste gadefotografer. Og mest af alt holdt hun øje med alt omkring sig.


Men indimellem kiggede hun også på sig selv.

Selvportræt, Chicagoland, oktober 1975. Foto: Estate of Vivian Maier/Maloof Collection & Howard Greenberg Gallery, New York


Selvportræt, Chicagoland, 1975. Foto: Estate of Vivian Maier/Maloof Collection & Howard Greenberg Gallery, New York


Hun levede alene, giftede sig aldrig, fik ingen egne børn.


Var hun en barnepige, der fotograferede? Eller en fotograf, der tjente sine penge ved at være barnepige? Måske passede hun andres børn, fordi det var let at kombinere det med at bevæge sig frit rundt og fotografere?


Når hun boede hos familierne, krævede hun ekstra lås på døren, som kun hun havde nøgle til. Og ofte, når hun afleverede sine film til fremkaldelse, opgav hun et falsk navn. En bekendt husker, at hun engang blev spurgt, hvad hun beskæftigede sig med. Hun svarede: »Jeg er en slags spion«.


1978. Foto: Estate of Vivian Maier/Maloof Collection & Howard Greenberg Gallery, New York


Børnene, hun var barnepige for, vidste selvfølgelig godt, at hun fotograferede.


Kameraet hang altid om halsen på hende, har de fortalt.


De husker lange, lange spadsereture rundt i byen – ofte steder og kvarterer, som deres forældre aldrig ville tage dem til.


Og de husker, hvor kedeligt det kunne være at måtte gå og gå og gå – eller stå og stå og stå – og vente på, at deres barnepige fik det billede, hun havde udset sig.


1979. Foto: Estate of Vivian Maier/Maloof Collection & Howard Greenberg Gallery, New York


1976. Foto: Estate of Vivian Maier/Maloof Collection & Howard Greenberg Gallery, New York


Maj 1976. Foto: Estate of Vivian Maier/Maloof Collection & Howard Greenberg Gallery, New York


I december 2008 faldt Vivian Maier på en isglat gade. Hun kom sig aldrig helt efter ulykken og døde på et ældrehjem i april det følgende år.


83 år blev hun.


Som fotograferende barnepige gik hun på gaden, midt i vrimlen, tæt på mennesker – men stadig i skjul.


Og hun viste aldrig sine billeder til nogen.


Nu får hele verden dem alligevel at se.

Selvportræt, Chicago, februar 1976. Foto: Estate of Vivian Maier/Maloof Collection & Howard Greenberg Gallery, New York


Men sandheden om sit eget liv – og de tanker, hun gjorde sig om at leve det – holder Vivian Maier stadig omme bag ryggen. Som hænderne bag den røde kjole.

Og ... som vi også selv gør?



Bogen ’Vivian Maier: The Color Work’, forlaget Harper Design, er den første og største samlede præsentation af Vivian Maiers farvefotografier. Den udkom i november 2018.


240 sider, rigt illustreret.


Bogen kan købes hos flere danske boghandlere og på Amazon og på www.vivianmaier.com

Alle fotografier: Estate of Vivian Maier/Maloof Collection & Howard Greenberg Gallery, New York

Hvis du vil se flere af Vivian Maiers billeder og fotoserier:

Website: www.vivianmaier.com

Instagram: @vivianmaierarchive

Redaktion

Tekst: Henriette Lind

Art director: Rasmus Vendrup

Annonce

For abonnenter

Annonce