Da Jesper Thilo efter en blodprop i hjernen for noget tid siden så småt begyndte at komme sig, var noget at det første, han bad om, sin sopransaxofon. Han kunne godt nok kun kontrollere sin ene arm og havde stadig problemer med selv de mindste dagligdags gøremål. Men sopranen, mente han, måtte være til at håndtere, selv om han var seriøst invalideret.
For spilles skulle der. Jesper Thilo elskede nemlig at spille og gjorde det ved enhver given lejlighed. Fra barnsben af og til den bitre tavse ende, hvor de jordiske toner forstummer. I sine mange år som en toneangivende del af dansk jazz var han altid frisk på at sidde ind ved en jam, give et nummer, spillet er par kor eller fyre en brillant solo af. Altid havde han saxofonen med sig over skulderen eller i hånden. Hvis nu muligheden for at at spille skulle opstå. Musikken var hans liv, og musikken blev liv, gav liv.
