Han var fotograf. Boede mindre end 3 km fra det punkt, hvor atombomben slog ned i Hiroshima 6. august 1945 og med sine trykbølger og flere tusinde varmegrader dræbte 80.000 mennesker i løbet af et øjeblik. I timerne efter gik 32-årige Yoshito Matsushige rundt i den gennemflænsede, opløste by med et kamera – der lige som han selv mirakuløst kun havde fået overfladiske skrammer – og havde 24 billeder til rådighed fordelt på to film.
24 billeder, som kunne vise det, intet menneske havde oplevet før. Et vigtigt vidnesbyrd for eftertiden. Det vidste Yoshito Matsushige godt.
Men han kunne ikke.
Han kunne ikke fotografere.
Disse mennesker var døende. Det var et så grusomt syn, at jeg ikke kunne få mig selv til at trykke på udløseren
Kun 7 gange i løbet af de 10 timer, han vandrede rundt i byen, lykkedes det ham at tvinge pegefingeren ned og trykke på udløseren og fastholde et sort-hvidt øjebliksbillede fra det helvede på jord, som paddehatteskyen efterlod under sig.
»Det var et så grusomt syn, at jeg ikke kunne få mig selv til det. Jeg stod og tøvede på stedet i omkring 20 minutter måske, og til sidst fik jeg samlet mod til at tage et enkelt billede«, har han fortalt om det første – et næsten larmende afdæmpet fotografi, hvor skolepiger står ved en bro i Hiroshima, forbrændte, døende, med huden i laser. »Jeg følte, at alle kiggede vredt på mig og tænkte: ’Han tager billeder af os i stedet for at skaffe hjælp’«.
Senere fik han med stort besvær fremkaldt filmen i nattemørket under åben himmel med vand fra en bæk.
5 af de 7 fotografier var intakte – og i mange år blev de regnet for at være de 5 eneste billeder, hvor man så infernoet efter atombomben helt tæt på, nede i gaderne, i smertefuld øjenhøjde – og vigtigst: på selve den dag, bomben faldt. Enkelte andre lignende billeder er siden kommet til. Blandt andet er gamle kameraer dukket op mange år efter med eksponerede film og fotos, som tydeligvis er taget efter bombningen – men uden at man med sikkerhed kan fastslå, at de præcis er fra dagen.
Yoshito Matsushiges fem billeder er.
I 1952 blev de under stor opmærksomhed offentliggjort i det amerikanske LIFE Magazine.
I 2005 døde Matsushige, 92 år gammel.
Her er hele hans øjenvidneberetning i ord – fra dagen, hvor et par sekunder med skarpt, hvidt lys ændrede alt:
»Jeg havde lige spist morgenmad og var ved at gøre mig klar til at tage hen på avisen, da det skete. Der kom et lysglimt fra elledningerne inde i huset, som om et lyn var slået ned. Jeg hørte slet ingen lyde, hvordan skal jeg forklare det, verden omkring mig blev lysende hvid. Og et kort øjeblik blev jeg blændet, som om et magnesiumlys var blevet tændt foran mine øjne«.
»Lige efter det kom trykbølgen. Jeg havde bar overkrop, og trykbølgen var så kraftig, at det føltes, som om jeg blev stukket med hundredvis af nåle på én gang. Trykbølgen lavede store huller i væggen både i stueetagen og på første sal. Jeg kunne dårligt nok se rummet for støv og skidt«.
Jeg havde bar overkrop, og trykbølgen var så kraftig, at det føltes, som om jeg blev stukket med hundredvis af nåle på én gang
»Jeg fiskede mit kamera og det tøj, jeg havde fået udleveret af militærets hovedkvarter, ud af en dynge murbrokker og tog tøj på. Jeg tænkte, at jeg ville tage hen på avisen eller til hovedkvarteret. Det var cirka 40 minutter efter eksplosionen. I nærheden af Miyuki-broen stod en telefonboks, hvor der var en direkte linje til politiet. De fleste af de ofre, der havde samlet sig der, var piger i skolealderen fra Hiroshimas handelsskole og byens største mellemskole. De var blevet opfordret til at søge udendørs og var ude i det fri, da bomben faldt. De var blevet udsat for varmestrålingen direkte og var dækket af brandvabler så store som bolde på ryggen, i ansigtet, på skuldre og arme. Blærerne var begyndt at briste, og deres hud hang om dem i laser. Nogle af børnene havde endda forbrændinger under fodsålerne. De havde tabt deres sko og var løbet på bare fødder gennem ilden«.
»Da jeg så det, tænkte jeg, at jeg ville tage et billede og tog mit kamera frem. Men jeg kunne ikke trykke på udløseren, fordi synet var så tragisk. Selvom jeg også selv hørte til ofrene for bomben, havde jeg kun lettere skader fra glassplinter - mens disse mennesker var døende. Det var et så grusomt syn, at jeg ikke kunne få mig selv til at trykke på udløseren. Jeg stod og tøvede på stedet i omkring 20 minutter måske, og til sidst fik jeg samlet mod til at tage et enkelt billede. Så bevægede jeg mig 4-5 meter fremad for at tage endnu et billede. Selv i dag kan jeg tydeligt huske, hvordan søgeren var dugget til af mine tårer. Jeg følte, at alle kiggede vredt på mig og tænkte: ’Han tager billeder af os i stedet for at skaffe hjælp’. Alligevel var jeg nødt til at trykke på udløseren, så jeg gjorde mig hård og tog omsider det andet skud. Folk må have syntes, jeg var følelseskold, kynisk ...«.
»Så så jeg en udbrændt sporvogn, der lige var kommet omkring hjørnet ved Kamiya-cho. Der var stadig passagerer i den. Jeg satte foden på trinnet og kiggede ind. Der var måske 15 eller 16 foran i vognen. De lå oven på hinanden. Døde. Kamiya-cho var meget tæt på nedslagsstedet, cirka 200 meter fra det. Ingen af passagererne havde tøj på længere. Det siges, at når man bliver skrækslagen, skælver man, og ens hår står lige i vejret. Netop sådan en skælven følte jeg, da jeg så ind i den bus. Jeg trådte ned for at tage et billede og tog fat om kameraet. Men jeg havde så ondt af disse døde, nøgne mennesker, hvis billede ville blive overladt til eftertiden, at jeg ikke kunne fotografere. Desuden havde vi dengang ikke lov til at bringe billeder af lig i aviserne«.
»Efter det gik jeg rundt igen. Jeg gik gennem den del af byen, der var hårdest ramt. Jeg gik i næsten tre timer. Men ikke et billede kunne jeg tage i det der centrale område. Der var andre fotografer i byen og også på avisen. Men det at ikke en eneste, jeg mødte, var i stand til at tage billeder, er vel et tegn på, hvor brutal bombningen var. Jeg vil ikke rose mig for det, men det er en lille trøst, at jeg i det mindste var i stand til at tage fem billeder«.
»Under krigen var der luftangreb næsten hver nat. Og efter at krigen brød ud, var der ofte mangel på fødevarer. Vi, der oplevede alle disse trængsler, håber, at den slags lidelser aldrig vil overgå vores børn og børnebørn. Ikke bare vores børn og børnebørn, men ingen kommende generationer bør opleve en sådan tragedie. Det er derfor, jeg vil have unge mennesker til at lytte til vores vidnesbyrd og vælge den rette vej – den, der leder til fred«.
Kilde til øjenvidneberetningen: Videoen ’Hiroshima Witness’, produceret af Hiroshima Peace Cultural Center og den japanske tv-station NHK, 1986. Oversættelse: Jakob Haff