Der er spørgsmål, der ikke kan besvares. Et af dem er, om det var nødvendigt for USA at kaste en atombombe over Hiroshima 6. august 1945 og tre dage senere yderligere en over Nagasaki.
Krigen var for længst gået ind i sin slutfase, og Japans nederlag var kun et spørgsmål om tid. Der er ingen tvivl om, at de allierede kunne have vundet krigen også uden atombomberne, eller om, at japanerne var klar over, at situationen var håbløs.




























